GourmetRestaurant Ego – lillesøster til Michelin-restauranten Kokkeriet – svinger sig mod de kulinariske højder, mens priserne bliver på det jævne.

Siden den navnkundige restaurant Egoisten blev til restaurant Ego, har den i en årrække hørt til mellemlaget af københavnske restaurationer. Nu er der imidlertid kommet andre boller på suppen takket være den ny køkkenchef David Johansen, som kommer fra Kong Hans Kælder, hvor han var souschef.

Med et prisniveau så lavt som 275 kr. for tre retter fra David Johansens køkken, er der nu tale om et af tidens absolut bedste bud på en god og billig måltidsoplevelse i København 

Læs også: Her får du tre retter god mad for 200 kr.

Når de førende gourmetrestauranter på denne måde spænder livremmen ind, kommer det restauranterne i det underliggende lag til gode, da de på denne måde får adgang til en højt specialiseret arbejdskraft, som før mest var tilgængelig for de absolutte toprestauranter.

Utilladelig ventetid

Det oplevede vi ved nærværende anmelderbesøg, som fandt sted en tirsdag, hvor de fleste borde var besat. Alligevel var der kun en enkelt tjener på gulvet, så han befandt sig i fuldt firspring mellem bordene, kun bistået af køkkenchefen, der trådte til som tjener med mellemrum.

Det betød ventetider ud over det tilladelige, men vi sad godt ved et hjørnebord og følte ingen hast. Heller ingen katastrofal sult, da vi havde fået en portion gode saltmandler og hjemmelavede eddike-kartoffelchips som velkomst.

Restauratør Mikkel Shafi (tv.) og køkkenchef David Johansen får sig en pause ved disken i Ego.

Værre var det nok for teatergængerne, der trippede uroligt og kastede længselsfulde blikke over i retning af Det Kongelige, da klokken nærmede sig teatertid.

Bare borde

Der var en pæn hvid dug på vores bord og enkelte andre, mens andre måtte spise ved bare borde. Logikken er ikke tydelig, men hvis man vil være sikker på at sidde godt, bør man bestille et vindues- eller hjørnebord med dug. Ellers risikerer man at skulle agere sandwichfyld side om side med andre gæster ved små tomandsborde, der er opstillet på bistrovis.

Vi lagde ud med to retter fra afdelingen »let og lækkert«, en slags snackservering. Dels løjrom, dels skinke fra slagter Munch i Skagen. Sidstnævnte spegeskinke var det som sædvanligt en fornøjelse at spise med den udprægede smag af røg og salt i det tætte, bløde skinkekød. Som i øvrigt blev serveret med en meget passende oliventapenade samt hele oliven. Deres let bitre umamipræg sekunderede skinkens søde element fint.

Jasmin- og risdessert a la Ego.

Løjrommen var af god kvalitet, saftig og ren i smagen. Den lå dels på en stor, saftig og nystegt blini med friskhakkede løg og cremefraiche. Dels i en mere moderne version rodet sammen med chutney og små stykker hvedeknækbrød, et velfungerende om end overraskende samspil mellem bittert og sødt.

Forretterne, foie gras-terrin og risotto, fortsatte i samme positive spor, om end foie gras-terrinen tippede lidt over til den søde side. Selve leveren var blandet med stykker af andelårkød i en aflangt skåret firkantet portion.

Den saftige og velkogte risotto var så sort som natten farvet med blæk fra en sprutte 

Det gav en behagelig mundfornemmelse, når man tyggede gennem den bløde foie gras og mødte det saftige, faste lårkød. Men garniturens ekstremt søde kirsebær mindede mig om risalamande, og sammen med den søde gele blev det en tand for slikagtigt til min smag.

Den saftige og velkogte risotto var så sort som natten farvet med blæk fra en sprutte, hvis art også var repræsenteret i stegt form med en slags beignetdej omkring. Hertil knassprøde, panerede og friterede løgringe.

Hovedrettens torsk var saftig og tilpas tilberedt, så konsistensen var lige præcis sammenhængende. Et par nerveben trak nydelsesfaktoren ned, men de sprøde hvedecroutoner i den lune skinkevinaigrette samt selleripuréen og de mosede blå, salte kartofler trak til gengæld flot op.

Aftenens flotteste

Oksehovedretten var aftenens flotteste ret. Den lignede et bidrag til en kokkekonkurrence på højeste plan og smagte lidt i den retning, om end det braiserede bryststykke var for tørt. Filetkødet var perfekt tilberedt til medium, og det smagte rent og godt samt havde en god struktur. Saucen var af oksebouillon og tobak, det lyder mærkeligt, men smagte skønt, på én gang pibetobakagtigt og kødfuldt.

På tallerkenen lå også en persilleolie, som var med til at brede smagsbilledet ud sammen med bl.a små stykker rødbede.

Her var masser af spræl, komplementerende smagsnuancer og ligeledes nydelser for øjet 

Vinen hertil var aftenens bedste, en rhone-blanding der ikke stod på kortet, men som ifølge tjenerens oplysning var en del af den revidering, som kortet var ved at gennemgå. Den er tiltrængt, for selvom der er flotte vine at finde på det pænt varierede kort, var vi ude for et par nitter. For eksempel en flaske 2002 la Pierrelée fra La Chablisienne, som nok burde have været drukket for et par år siden.

I hvert fald havde den ikke meget andet end bitterhed at byde på, så jeg måtte søge tilflugt i nogle ret dyre enkeltglasserveringer, som til prisen 120-150 kr. ikke var noget godt køb.

Desserterne fortsatte kursen udstukket af oksehovedretten. Her var masser af spræl, komplementerende smagsnuancer og ligeledes nydelser for øjet. Dels det langstilkede glas som i bunden indeholdt søde ris, derover søde, syrlige og bitre citrusfrugter og som kronen på værket en glinsende gele med jasminte, ingefær og bitter grape. En meget spændende og vellykket smagskombination.

Den usødede gulerod fremstod som et fuldgyldigt dessertelement 

Der blev trukket på det nordiske hammel i den anden dessert, som bestod af gulerod, havtornbær og yoghurtis med et sydligt pift af pistacie. Guleroden var skåret i små blokke og havtornbærrene purerede og formet til en spaghettilignende komposition. Havtornbærrene livede smagsbilledet godt op og gjorde sit til at den usødede gulerod fremstod som et fuldgyldigt dessertelement.

Ligesom Egos søsterrestaurant netop er blevet tildelt en michelinstjerne, så er også Egos køkken rykket op i graderne, mens den behagelige atmosfære er den samme som før.

Med et prisniveau så lavt som 275 kr. for tre retter fra David Johansens køkken, er der nu tale om et af tidens absolut bedste bud på en god og billig måltidsoplevelse i København.