GourmetSpiritussalget stiger, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Og det, der sælger bedst, vil Børsen Weekend og pleasure.dk kigge nærmere på over de kommende uger.
Whisky er nummer ét, skarpt forfulgt af vodkaen som maser sig frem, foran den hensygnende rom, der dog fører foran gin og cognac. Dette er udgangspunktet for en artikelserie her på siderne, hvor vi gennem de kommende uger taler med centrale aktører på området, fra veteraner i branchen til de varmeste bartendernavne. Kaster et blik tilbage i historien på de klassiske drinks og går tæt på nogle aktuelle, trendy cocktails lavet med de nævnte typer spiritus.
Whisky hører til de mest enkle typer spiritus, der er nærmest blot tale om destilleret øl. Måske er det derfor, at whisky er så populær
Af dem er whisky ubestridt den mest populære, mens vodka i de senere år er klatret op til en overbevisende andenplads, med et salg der er næsten dobbelt så stort som tredjepladsen, der går til rom. Gin ligger stabilt på fjerdepladsen, mens feltet sluttes af med cognac.
I serien indgår såvel feinschmeckermærker som sælges i små mængder, som de mest populære, altså bedst sælgende mærker som Grants whisky. Den distribueres fra Hans Just A/S, et firma som har importeret whisky i længere tid end nogen andre. Det var nemlig grundlæggeren, Hans Just, som i 1899 fik agenturet på King George whisky, ét af de første internationalt distribuerede whiskymærker. Det fortæller Hans Justs oldebarn, Flemming Karberg, som selv sværger til samme drik.
Levet livet i spiritus
»Whisky hører til de mest enkle typer spiritus, der er nærmest blot tale om destilleret øl. Måske er det derfor, at whisky er så populær,« siger Flemming Karberg, som har levet et liv i spiritus. Ikke at han har drukket umådeholdent, men han har været i spiritus engros siden 1958, og der er ikke gået mange dage uden den daglige whiskysjus før middagen.
»To fingre Grants, tre isterninger og vand for resten af pengene, det har været min recept siden sidst i 1950’erne, hvor whisky for alvor kom på mode. Før den tid, var der ikke rigtig nogen som drak det herhjemme, man drak snaps, eller rom og cognac, alt efter pengepungens formåen,« fortæller Flemming Karberg.
Whiskycocktails har aldrig været Karbergs store nummer, om end han bifalder den oprindelige amerikanske måde at drikke dem på.
Vodka kom først til Danmark i 1960’erne, og jeg husker, at den blev markedsført på, at den gjorde én »åndeløs«. Hvilket vist var et hip til færdselspolitiets spritkontrol
»Ovre i Amerika drak de jo cocktails på en helt anden måde, end vi gør herhjemme i dag. Det gik som regel sådan for sig, at man tog et par rigtig stærke cocktails eller tre før middagen, og så drak man ellers vand til maden.
Det var før den californiske vinindustri blomstrede op, hvilket ændrede drikkevanerne markant. Men når man tænker lidt over det, så var den gamle facon egentlig ret civiliseret, man løsnede jo ligesom op med det samme, fik snakken i gang og efterhånden som promillen dalede, så var stemningen steget og en hyggelig aften havde fundet sted,« fortæller Flemming Karberg.
Om Danmarks næstmest solgte spiritus, vodka, siger han, at det på verdensplan er den mest populære spiritus, og at den i øvrigt – selv om den er russisk i sin oprindelse – er blevet gjort populær via USA.
Vodka-nydelsen foregik udelukkende med vand som akkompagnement, ikke øl eller andet
»Vodka kom først til Danmark i 1960’erne, og jeg husker, at den blev markedsført på, at den gjorde én »åndeløs«. Hvilket vist var et hip til færdselspolitiets spritkontrol. For hvis betjenten stak hovedet ind i bilen, mødte han ingen spritånde, da vodka ikke lugter. Og det er jo i øvrigt en spiritus, man kan drikke ret meget af, uden voldsomme tømmermænd, hvis ikke man blander,« siger han og fortæller om møder i sin tid hos Wyborowa vodka i Polen, som han importerede. Dengang var han ofte tredjemand på en hel flaske vodka, uden at lide voldsom skade, da nydelsen foregik udelukkende med vand som akkompagnement, ikke øl eller andet.
Rom med i lasten
Tidens tredjemest populære spiritus er rom, der ligesom femtepladsens cognac har en lang historie bag sig på det danske marked. Frankrigs cognac, som i øvrigt var dét, Hans Just A/S blev grundlagt på i 1864, fandt naturligt vej herop sammen med den franske vin. Og de mange danskere, som drev forretninger i Dansk Vestindien, tog ligeledes caribisk rom med i lasten, når sukkeret skulle fragtes hjem.
Hvor Flemming Karberg sværger til den rene whisky og vodka, dér foretrækker bartenderen Hardeep Rehal at blande. Det er ikke overraskende, al den stund han netop har vundet Dansk Bartender Laugs DM i cocktails. Hardeep Rehal er en central person i det københavnske cocktailbarmiljø, som er vokset med rekordfart de seneste år.
I næste uge besøger vi en anden cocktailbar med et fast greb om tidens shaker, når der stilles skarpt på cognac
Her er kreativiteten stor, nye drinks bliver udtænkt og gamle opskrifter revideret, hvis man da ikke har at gøre med hellige klassikere, som bestemt ikke må ændres.
»Faktisk er det mest trendy for øjeblikket, lige præcis de gamle opskrifter, hvor man holder sig strengt til originalen,« siger Hardeep Rehal, og giver som eksempel en Manhattan, der laves med whisky, rød vermouth og bitter. Det er de overordnede bestanddele, men hvis det skal være virkelig klassisk, må man benytte sig af amerikansk rye whisky, Punt e Mes vermouth og Angostura bitter, mener danmarksmesteren i cocktails, som står bag disken på cocktailbaren 1105 i København.
I næste uge besøger vi en anden cocktailbar med et fast greb om tidens shaker, når der stilles skarpt på cognac. Vi skal møde et par af markedets mest spændende mærker og se nærmere på, hvad det er, der gør bestselleren så populær.











