GourmetMejeristen Peder Rosdahl fra Aalborg har slået rødder i Australien, hvor han laver vin.
»Hvis du er fra Danmark, så kender du vel Peder,« sagte værtinden på The Emeu Inn. En lille restaurant i en lille by langt ude på landet i Australien. Det gjorde jeg ikke og bad om det, man i quizprogrammer kalder en livline, da navnet Peder ikke fik nogen klokker til at ringe.
Jeg har altid interesseret mig for vin, eller i hvert fald siden jeg var 16
»Peder Rosdahl. Han bor lige her i nærheden, og han laver en fantastisk shiraz. Skal jeg ringe efter ham?« spurgte værtinden og hentede en telefon. »Ja, hallo, det er Peder,« lød det med umiskendelig nordjysk sindighed i stemmen.
En halv time efter sad den lyshårede Peder i restauranten og skænkede vin fra en nytappet flaske uden etiket. Det var en fremragende shiraz, men hvordan gik det til, at en nordjysk mejerist endte hernede?
»Jeg har altid interesseret mig for vin, eller i hvert fald siden jeg var 16,« forklarer Peder Rosdahl, som i sine unge år besøgte en del vingårde i Tyskland og Frankrig på sommerferier med forældrene. Allerede dengang drømte han om at blive vinmager.
»Når Peter får en vingård, så kommer vi og hjælper,« plejede hans mor at spøge, men det var nu ikke vinmager, han blev i første omgang. Han blev mejerist og hyggede sig med at lave danablu i et par år.
»Jeg kunne godt lide det håndværksmæssige aspekt. Men da jeg skiftede job, kom jeg på et automatiseret mejeri, der lavede yoghurt, hvilket der ikke var meget håndværk ved. Derfor besluttede jeg at forfølge min vindrøm,« forklarer han.
Det blev til en læreplads i vinhandelen Chas E. i Århus og nogle år i denne branche afbrudt af et kort studieophold på den australske vingård Brown Brothers.
Drømmen styrket
Her fik han mere rødvin på tanden og drømmen om selv at lave vin styrkedes, så han søgte ind på et vinuniversitet, hvor han tog en diplomuddannelse i ønologi. Videre gik det med et par job i Frankrig og Californien, hvor han egentlig gerne var blevet, men det var vanskeligt at få arbejdsvisum.
Her fik han mere rødvin på tanden og drømmen om selv at lave vin styrkedes
Imidlertid længtes han også efter at vende tilbage til Australien, hvor der var lempelige visumregler. Så i 2004 solgte han sit hus i Danmark og tog friværdien med til Australien for at finde en vingård.
»Planen var først at arbejde på en vingård for at få mere erfaring. Jeg var stadig meget grøn og tænkte, det ville være gavnligt at lære noget mere, før jeg startede for mig selv. Men det var meget svært at få arbejde i vinbranchen, så jeg kom til at springe ud i en karriere som selvstændig før end beregnet.«
Målet var imidlertid klart, han ville lave rødvin i den rhoneagtige stil, som altid har været hans favorit. Men hvor det skulle være stod åbent.
Den rigtige jord
De mest oplagte distrikter til den slags vin var Barossa og McLaren Vale, men de var meget dyre at købe sig ind i. Derfor endte han med at lede i det forholdsvist nye og langt billigere distrikt Heathcote.
»Det særlige ved Heathcote er den oldgamle jord, kaldet »cambrian soil«, som er en meget sjælden, rød jordtype. Af en eller anden grund finder man den især i Heathcote, men bestemt ikke over det hele. Derfor købte jeg detaljerede kort, både topografiske og geologiske, over området. Og så gik jeg ellers i gang med at se på ejendomme, der var til salg.«
Jeg har kunnet leve af det indtil videre, men vil også gerne kunne leve godt af det
Der gik lang tid og mange besøg, for langt de fleste ejendomme lå ikke i områder med den omtalte røde jordtype. Til sidst lykkedes det så at finde en gård med to hektar vinmarker og en udbetaling, der svarede til den medbragte friværdi.
»Jeg var en smule nervøs under den første høst, for hidtil havde jeg jo haft en chef at støtte mig til. Men det gik fint, og da vinen var klar, tappede jeg nogle fadprøver og rejste hjem til Danmark for at præsentere dem.«
Voksende import
Det blev Østjysk Vinforsyning og butikskæden Vinoble, der kom til at importere vinen, og de har lige siden stået for 70 pct. af Peders produktion.
Den er på vej til at blive fordoblet i forhold til udgangspunktet, da han sammen med partneren Lionel Flutto, som har ansvaret for markernes drift, har udvidet til fem hektar. Men større bliver det ikke.
»Jeg har kunnet leve af det indtil videre, men vil også gerne kunne leve godt af det,« smiler den nordjyske eksmejerist, som erklærer, at han har slået rod i den australske jord, som er sjældent rød i Heathcote.
