GourmetSom en natblomstrende vækst starter Eighty8 aftenen som restaurant for senere at folde sig ud som natklub.

Der er koldt ude på Strøget. Men indenfor på Østergade 13 er der behageligt lunt, selvom lokalet er stort og højloftet. Overdimensionerede højttalere sender dæmpet musik ud i lokalet, et lysshow bader væggene i varme farver, og de unge tjenere smiler venligt. Stemningen er god i den ellers tyste restaurant, der denne fredag klokken 19.00 ikke er videre søgt.

Det tog en halv times tid, før vores forretter ankom, og de så indbydende ud 

Men det ændrer sig klokken 21.00, da disse to klokkeslæt er skæringspunkterne for aftenens to »seatings« som det hedder i restaurantjargon. Og som vi kan se ud på aftenen, så er det den sene afdeling, som synes at trække, for den glider nemlig lige ud i natten. Eller natklubben, rettere sagt, for Eighty8 virker først og fremmest som en natklub, der udnytter mulighederne for at trække lidt ekstra omsætning ind ved at åbne tidligt og servere mad.

Kræfterne bag er bl.a. de samme, som lancerede den eksklusive medlemsnatklub No 8 i Hovedvagtsgade, som nu hører til på Eighty8, hvor der angiveligt kommer 400-500 gæster hver fredag-lørdag nat. I den sammenhæng er det smart at komme tidligt og nyde en fredelig middag, mens stemningen bygges op omkring én. Frem for at stå og fryse i en kø senere på aftenen eller først på natten.

En for fed snack

Menukortet er ikke overvældende stort, alligevel var tre af retterne udsolgt denne fredag aften kl. 19.00, hvor vi bestilte lidt snacks til at begynde med, nemlig parmesanbrød (65 kr.) og tapioka (60 kr.). Jeg havde ventet, at parmesanbrødet var en slags sprød kiks, men det viste sig at være en slags churros, altså den spanske specialitet bestående af en tynd dejpølse bagt i friture.

En meget fed form for snack, som bestemt ikke blev mindre fyldig af at blive dyppet i den medfølgende olieholdige pesto. Til gengæld var sidstnævnte dejlig med de poppede tapiokagryn, der ligesom parmesanbrødene virkede urimeligt dyre. Måske til ære for natklubgæster, der kommer tidligt, ikke for at købe flere retter mad, men for at slippe uden om køen.

Total stilforvirring i det ellers smarte univers – og dét ikke på nogen underfundig eller vittig facon 

Det tog en halv times tid, før vores forretter ankom, og de så indbydende ud. Foie gras-serveringen (125 kr.) var en tyk skive, flot stegt, men desværre ikke renset ordentligt for hinder. Hertil nogle virkelig lækre blokke af rødbede – på én gang syrlige og søde, samt med en perfekt, sprød og alligevel mør struktur.

Kammuslingerne (115 kr.) var store, pænt stegt, men ikke med nogen særlig interessant smag. Det samme kan man sige om skorzonerrødderne, der virkede livløse, som om det var lidt for længe siden, de havde haft jordforbindelse.

Stilforvirret univers

Manglende jordforbindelse er et udtryk, man ligeledes kunne anvende for at beskrive den musikalske underholdning i det smart indrettede, natklubagtige univers, komplet med diskokugle i loftet og spiritusflasker udstillet på hylderne. For med jævne mellemrum blev den behageligt diskrete musik i højttalerne erstattet af to musikanter, på henholdsvist elforstærket violin og klaver.

Først overvejede jeg, om det måske var et par gademusikanter fra Strøget, der havde set deres snit til at komme ind i varmen. Men nej, de var en del af underholdningen og slog sig uhindret løs med sælsomme udgaver af Sinatraklassikeren »My Way«, semiklassiske stykker i østrigsk konditoristil med meget mere. Total stilforvirring i det ellers smarte univers – og dét ikke på nogen underfundig eller vittig facon.

Der er ambitiøse folk i såvel køkken som på gulvet i den restaurant, som kun skal fungere i sin nuværende form frem til januar, i alt 88 dage 

Nå, vi var kommet til hovedretterne, hvor vi havde bestilt entrecote og lammeskank. Entrecote er som regel skåret af oksefilet eller tyndsteg og pudset af for sener, hvilket denne dog ikke var. Den havde såvel sene som fedtkant, hvilket dog ikke forstyrrede indtrykket af, at det var en god bøf. Tilpas rød som udbedt og af en god, velhængt kødkvalitet. Bearnaisesaucen var velsmagende, flot luftig og syrlig, men de medfølgende håndskårne pommes frites – i alt seks styk – var hårde og afvisende.

Lammeskanken var flot at se på – komplet med et vertikalt strittende ben. Kødet var mørt og velsmagende, men desværre ikke rigtig varmt, hvilket tog noget af den charme, sådan en dampende ret kan have. Skanken var anrettet på en virkelig lækker kartoffelpuré, omkring hvilken der var hældt en lige så vellykket, kraftig sauce, der formentlig er lavet på braiseringslagen. Men som i hvert fald smagte koncentreret og rent smagende.

Flamberet ambition

Vi syntes, at de optrædende musikanter så rigeligt opfyldte vort behov for levende underholdning, at vi sprang den ellers fristende mulighed for bordflamberede crepes suzette over. Bordflambering signalerer tjenerfaglige ambitioner, hvilket står i skarp kontrast til bl.a. de nøgne borde, hvor der ikke engang var en lille tallerken, hvor man kunne lægge brødet fra sig.

Ovenstående er ét af flere eksempler på, hvordan konceptet synes ubesluttet. Det svinger mellem natklub med smart musik og østrigsk konditorimusiceren. Mellem at ville servere ukunstlede brasserieklassikere som entrecote bearnaise og lammeskank og så alligevel flambere crepes suzette og brillere med soufflé á la minute.

Sidsnævnte gik ikke så godt, i tilfældet chokoladesouffle (135 kr.) med vanilleis. Isen var god, men souffléen ikke bagt færdigt. Til gengæld var det en god créme brulée (95 kr.), og således syntes det hele tiden at svinge for Eighty8, som endnu ikke »swinger«. Men det kan jo komme, for der er ambitiøse folk i såvel køkken som på gulvet i den restaurant, som kun skal fungere i sin nuværende form frem til januar, i alt 88 dage, deraf navnet.

Derefter flytter den en etage ned, mens ambitionsniveauet stiger en tand, eftersom der hernede – hvor i øvrigt restaurant Extra tidligere lå – skal åbnes en gourmetrestaurant.