GourmetAlvaro Espinoza er tidens mest feterede, nyskabende vinmager og manden bag nogle af landets mest opsigtvækkende vine
MAIPO VALLEY – Solen skinner, hønsene kagler, og Rex tager sig en lur på gårdspladsen. Jeg overvejer, om det er klogt at stige ud af bilen, eller vente til Rex’ ejer, Alvaro Espinoza, dukker op. For Rex er en kæmpe mastiff-hund, den vejer vel sine 60 kg og har et hoved på størrelse med en ung kalvs.
Jeg kommer i tanker om, at den nærmest er et billede på Espinozas vine, for deres kendetegn er stor fylde, tyngde og karakter.
Jeg vover mig ud af bilen og erfarer, at Rex – ligesom vinene – godt nok er stor og voldsom, men også højest imødekommende og venlig. Det viser sig, at Alvaro Espinoza passer samme beskrivelse, og selvom jeg har bedt om et møde søndag morgen klokken 8, er han venligheden selv.
Han er indiskutabelt tidens mest lysende stjerne i den chilenske vinindustri
Fortællelysten og munter, selvom han uden tvivl bliver kimet ned af vinfolk og journalister, der ønsker at trække på hans viden.
I løbet af den uge, jeg har tilbagt i Chile op til mødet, er hans navn blevet nævnt mindst ti gange om dagen. Alvaro dit og Alvaro dat. Alvaro her og Alvaro der.
Men altid i den mest positive betydning, for han er indiskutabelt tidens mest lysende stjerne i den chilenske vinindustri.
Til mig og mine venner
Manden er simpelthen helt nede på jorden. Han er også den førende biodynamiker og økolog, en pioner på området, som tilbage i 1994 indførte økologisk dyrkning på vingården Vina Carmen, hvor han arbejdede i sin tid. I 1998 gik han dog solo med en lille vingård i det gamle vindistrikt Maipo Valley.
»Det var egentlig meningen, at jeg bare ville lave en smule vin til mig selv, familien og vennerne. Men det endte med, at folk syntes så godt om den, at jeg nu må sælge det meste. Det er vennerne lidt skuffede over,« siger Alvaro Espinoza og griner.
Vinen smager skønt, den hører til de mest interessante i Chile
Sideløbende er Espinoza konsulent for en række vingårde, bl.a. Vinedos Organicos Emilianos. For dem har han skabt den økologiske vin Coyam. Den er en blanding af syrah, cabernet sauvignon, merlot, carmenere og petit verdot. Altså en stor kontrast til de mange cabernet sauvignon-enkeltdruevine, som Chile ellers er kendt for.
Vinen smager skønt, den hører til de mest interessante i Chile og koster alligevel ikke mere end ca. 120 kr.
Alvaro Espinoza vælger sine kunder med omhu og har ikke flere, end at han kan leve et forholdsvist fredeligt liv herude på landet, hvor han passer sin vingård.
I modsætning til mange af Chiles mest succesrige vingårde, som er arkitektoniske mesterværker og ofte præget af overvældende luksus, dér er Alvaro Espinozas vingård helt igennem beskeden.
Den intense vin
Tre ståltanke står på et råt betongulv i en bygning, der ligeledes er af rå beton. Der er minimale vinduer, så der kommer lidt lys ind, men ingen varme. På taget af bygningen ligger et lag halmballer, som på naturlig vis skærmer for noget af varmen.
En superflot, intens og vibrerende vin på carmenere, syrah og cabernet sauvignon
I en række med egetræstønder ligger vinen Antiyal, som Alvaro Espinoza suger en smagsprøve op af. En superflot, intens og vibrerende vin på carmenere, syrah og cabernet sauvignon.
Dens lillebror hedder Cuyen og er lavet på cabernet og syrah og kan kaldes en pendant til førnævnte Coyam fra Vinedos Organicos Emilianos.
Efter at Alvaro Espinoza lancerede Coyam, er der sket noget i retning af et paradigmeskift i den chilenske vinindustri. Han har vist vejen i retning af økologi ved at lave en så fortræffelig vin til ret små penge.
Alligevel er flertallet af vinproducenter i Chile modvillige over for økologi, som de mener er for bekostelig og besværlig. Men det mener Espinoza bestemt ikke, og han opererer da heller ikke nede i billigsegmentet, som fortsat er det, der fylder mest i Chile. Dette usædvanlige land, der er som skabt til økologisk produktion.
»Det er faktisk meget nemt at dyrke økologisk her, vi har nemlig ikke de samme problemer med fugt, som man har i Europa, hvor det kan være fristende at tage kemikalier til hjælp,« forklarer han.
På vej til Danmark
Alvaro Espinoza og hustruen Maria udfører selv arbejdet på den lille vingård, der strækker sig over fire hektar. Sammen med én medhjælper og to heste fremstiller de omkring 500 kasser Antiyal og Kuyen årligt. Hvilket er en af grundene til, at Danmark har været Antiyal-tørlagt det sidste halvandet års tid.
Det er jo et af de bedste beviser på, at Chile kan levere langt mere spændende vine, end mange ville tro
Men der er nye forsyninger på vej, og Coyam er sædvanligvis til at få året rundt, f.eks. hos Irma. Derudover skal nævnes vinene fra producenten Perez Cruz, som er en af Espinozas naboer og en vingård, som han rådgiver.
De er ganske vist ikke økologiske, men de smager herligt ligesom de øvrige af Espinozas vine. Og det er jo et af de bedste beviser på, at Chile kan levere langt mere spændende vine, end mange ville tro.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 19. september 2008












