GourmetEfter 20 år med populære billigvine satser de chilenske producenter på at bryde igennem kvalitetsmuren. Og det er i høj grad lykkedes med bl.a. en række økologiske vine. Pleasure tog af sted for at sondere det chilenske vinterræn

Selv om Chile har haft vinproduktion siden 1550, var det først i 1980’erne, at vinene blev til at drikke. Altså for andre end chilenerne, som ganske enkelt var vokset op med smagen af dårlig vin.

»De fleste chilenere havde faktisk aldrig smagt andet end den vin, som var lavet her i landet,« fortæller Alfonso Undurraga, der er femte generation i familien bag vinhuset Undurraga, som netop er blevet solgt.

Modbydelig bismag

Han fortæller, at man før i tiden ikke brugte franske eller amerikanske egetræsfade, men alene den lokale birkesort ved navn raule, der afgiver en bismag, som vindrikkere uden for Chile fandt nærmest modbydelig.

Derudover var den chilenske vinindustri håbløst forældet sammenlignet med forholdene i Europas førende vinlande. Vinbranchen i Chile led under, at regeringen i 1940’erne indførte et forbudslignende regime, som gjorde det meget vanskeligt at tjene penge på vinproduktion.

Først omkring 1960 blev restriktionerne ophævet, og derefter tog det vinindustrien godt et årti at komme ordentligt op i omdrejninger. Raule-træ skulle skiftes ud med eg, nye marker skulle plantes, dårligt produktionsudstyr skiftes ud, og arbejdsstyrken uddannes.

Klar til eventyr

Men så var Chile også klar til at påbegynde sit vineksport-eventyr i begyndelsen af 1980’erne, hvor de første flasker blev sat på hylderne i danske supermarkeder.

Den første store salgssucces herhjemme hed Undurraga – en vin der skilte sig ud i kraft af den lille runde, buttede flaske. Vinen var lavet på druer, som takket være Chiles enorme mængde sol havde opnået en grad af modenhed, som man f.eks. aldrig havde kendt i Frankrig, som fortsat dominerede markedet dengang.

Chile har nok verdens bedste vækstbetingelser for rødvinsdruer. Så med en meget billig arbejdskraft og dygtige konsulenter på vingårdene gik udviklingen stærkt. Der var – og er – dog stadig forholdsvis få vinproducenter i Chile – til gengæld er de af gigantisk størrelse og derfor i stand til at pumpe millioner og atter millioner af solstruttende, runde og velsmagende rødvine ud på markedet.

De solhungrende og mørkeplagede danskere tog dengang imod den chilenske indvandrervin med åbne arme og især mund. Salgskurven steg brat, og Chile udviklede sig til et af danskernes foretrukne vinlande.

År for år har Chile derfor ædt markedesandele fra de konkurrerende vinlande, og i dag ligger landet på en tredjeplads i den danske importstatistik. Markedsandelen er nu på 12 pct., og den overgås kun af Frankrig og Italien, der i mange år har været førende.

Ingen grund til skepsis

Der er altså tale om en enorm salgssucces, men også om en udvikling, der kan være problematisk. For ligesom masser af vindrikkere holder af de imødekommende, runde og ikke mindst billige chilenske vine, så er det sværere for de chilenske producenter at komme af med deres lidt bedre vine. For slet ikke at tale om topvinene til flere hundrede kroner.

Blandt folk, der mener at kende til vin, rynkes der således ofte på næsen ad de chilenske vine, nærmest pr. refleks. For sagen er, at de chilenske vine virkelig er mere solmodne og mindre komplekse end for eksempel de gode vine fra Bourgogne eller Barolo.

At sammenligne disse yderpunkter svarer nærmest til at sammenligne en upolstret Arne Jacobsen 7’er-stol med en overpolstret amerikansk Easyboy-lænestol med automatisk opklappelig fodstøtte og armlæn så brede som en flæskesteg.

Bedre mening giver det at sammenligne Cabernet Sauvignon fra Maipo-dalen med klassisk Bordeaux – fra moden Médoc til St. Emillion og Pomerol. De to sidstnævnte indeholder jo især Merlot, som giver blødhed til at balancere den stramme Cabernet Sauvignon. Men under Chiles gavmilde sol kan Cabernet Sauvignon modne så perfekt, at den ligefrem minder om Merlot.

Naturligvis dyrkes der også Merlot og mange andre druer i Chile, og på den front er der spændende nyt i gære. Mange eksperimenterer nemlig med Pinot Noir og fremstiller vine, der godt kan sammenlignes med Pinot Noir fra Californien og Washington.

Men tro nu ikke, at Chile bare er én stor bageovn – slet ikke. Ganske vist er den kommercielle succes i høj grad baseret på vine fra Valle Central, en enorm dal, der strækker sig over 1000 kilometer, og hvor man anlagde markerne i dalbunden, hvor de som regel blev dyrket med masser af kunstgødning og kunstvanding. Disse vine har aldrig været interessante, men alligevel populære hos dem, der vil have fire eller fem flasker vin for 100 kr.

De gamle distrikter i spil

I de senere år har vinproducenterne dog bevæget sig fra dalbunden og op ad bjergsiderne samt til helt nye distrikter med køligere klima. Blandt Chiles nye topvine er der f.eks. en del, som stammer fra de gamle vinområder som Maipo-dalen, men der er også helt nye distrikter i spil:

En tur rundt til disse topproducenter er en imponerende tour de force – en opvisning i ærgerrighed og ambition, talentfuld stræben og disciplineret arbejde. Selv om Chile hører til Sydamerika, så er der ikke megen »mañana-stemning« at spore på disse vingårde.

Tag for eksempel Amayana i Leyda-dalen, som bl.a. laver Sauvignon Blanc i verdensklasse. I produktionslokalerne er der ryddeligt og skinnende med glas, ædelt træ og galvaniseret stål som byggeklodser.

»Ja, vi gør os meget stor umage med at holde det hele rent,« siger vinmageren Jan-Michel Novelle nærmest lidt undskyldende, mens han kigger på sine velmanicurerede negle.

»Til tider kan det nok virke manisk, men vi tror på, at det er meget vigtigt,« siger han og peger ud ad vinduet, hvor en gruppe kvinder er i gang med at skure og skrubbe et halvt hundrede plastikkasser, der bruges til høsten.

Som på flere af de andre førende vingårde er kælderen konstrueret sådan, at druerne læsses af på det højeste sted i produktionshallen, hvor de så presses og siden hældes videre ved tyngdekraftens hjælp – uden brug af industrielle pumper, som er hårde ved kvaliteten.

Her i San Antonio-dalen – i det nyligt definerede underområde kaldet Leyda – ligger også Vina Leyda, den første vingård, der kom til området, og én, der laver vine af høj kvalitet – såvel Sauvignon Blanc som Pinot Noir og sågar Riesling.

Og lidt længere mod nord driver familien Matetic et økologisk vinprojekt i særklasse. Både byggeri og hele driften er stærkt påvirket af miljømæssigt bæredygtige principper, men som man kommer kørende, syner vingården ikke af meget, for bygningerne er gravet ned i landskabet. Traktorer kan køre hen over taget, hvor druerne så læsses direkte ned i gæringstankene. Resultatet er bl.a. en vin lavet på Syrah, en drue, som endnu ikke er særlig udbredt i Chile.

Kvaliteten er i top, men flere af producenterne har også igennem længere tid fokuseret på at løfte smagsoplevelsen. En af dem er Erazzuriz – en af landets ældste vingårde og ejet af sjette generation, Eduardo Chadwick. Han er måske Chiles mest ambitiøse vinperson, når det gælder stræben efter toppen, og han har gjort en stor og vellykket indsats for at modernisere vingården.

Den stolte vinmager

På Errazzuriz producerer han et sortiment af konkurrencedygtige vine i økonomiklassen, mellemklassen og topklassen. Derudover har han skabt topvinene Sena og Vinedo Chadwick. Sidstnævnte blev for nyligt kåret som den næstbedste ved en dansk vinsmagning, hvor 30 personer skulle sammenligne chilenske vine med franske topvine som Lafite, Margaux og Mouton samt italienske Solaia.

»Nogle gange har vi haft førstepladsen, andre gange anden- og tredjepladsen. Men at vi ligger helt deroppe, på linje med de fineste vine i Europa, det gør mig meget, meget stolt,« siger Eduardo Chadwick.

Også Sena er et fabelagtig flot projekt beliggende for enden af en allé med flere hundrede år gamle, 25 meter høje egetræer. I modsætning til tidligere tiders dyrkning i dalbunde er disse marker placeret på stejle bjergskråninger, og de bearbejdes ved hjælp af heste. Vinmarkerne er økologiske og under omlægning til biodynamik.

Sena er i dag en af Chiles bedste vine, ligesom Vinedo Chadwick, der ligger i et af de ældste og fornemste dele af vindistriktet Valle Maipo. Markerne er anlagt på Eduardo Chadwicks fars gamle polobane, det var nemlig det eneste areal af ejendommen, som den gamle Chadwick ikke havde plantet til med vin. Han solgte dog den store vingård fra, da den socialistiske regering i 1970’erne forbød store private landbesiddelser.

Køberen af vingården var det gigantiske vinfirma Concho y Toro, som laver topvinene Don Melchior og Alma Viva. Disse to og Vinedo Chadwick er lavet på samme terroir, og de står kvalitetsmæssigt ret lige, om end Don Melchior – som laves i ret store mængder – er markant billigere end Vinedo Chadwick og således nok et bedre køb. Generelt er de fleste chilenske vine dog gode køb, hvis man altså synes om stilen.

Oplagt til økologi

På særligt ét punkt har chilenerne et fænomenalt forspring i forhold til verdens øvrige vinlande. Det er inden for økologi. Med et forudsigeligt, tørt klima – som stort set aldrig indeholder regnvejr på de forkerte tidspunkter – er Chile oplagt til økologisk dyrkning, og det benytter mange sig af.

Vina Carmen er ejet af vingiganten Santa Rita og var den første vingård, der lancerede en økologisk vin, tilskyndet af den unge vinmager Alvaro Espinoza. Vingården er i dag et skoleeksempel i økologi med blomsterhaver anlagt mellem vinrankerne og en mindre hær af ænder, der slippes løs i markerne på strategisk rigtige tidspunkter – nemlig når sneglene får appetit på vinstokke og traditionelt bliver sprøjtet væk med kemikalier. Men ikke her hos Carmen, hvor ænderne i stedet gnasker skadevolderne i sig.

Den mest betydningsfulde økologiske vingård hedder Vinedos Organicos Emiliana – en stor operation på 240 hektar – hvor Alvaro Espinoza ligeledes er konsulent. Han laver f.eks. vinen Coyam, som er en af Chiles mest interessante vine. Den har masser af karakter og kompleksitet, ikke mindst i forhold til prisen, som herhjemme blot ligger på ca. 120 kr. Coyam laves på syrah, cabernet sauvignon, merlot, carmenere og petit verdot og er dermed et eksempel på, hvor uinteressant det i virkeligheden er, hvilke druer, der er i vinen, bare den er god. Og det er Coyam virkelig, om end ikke helt så god som Antiyal – Alvaro Espinozas egen vin fra hans lille gård i Maipo-dalen.

Den chilenske stolthed

Selv om Chile har bevæget sig fra billigvin til topvin og fra overvejende Cabernet Sauvignon til en række andre druesorter, så er det fortsat Cabernet Sauvignon, der er landets stolthed i såvel de klassiske topvine som nævnte Sena, Don Melchior og Santa Rita Casa Real. Men disse klassikere har også fået selskab af nye stjerner som Casa Lapostolle, der vel nok er Chiles mest imponerende og kostbare satsning.

Indehaveren er Alexandra Marnier-Lapostolle fra familien bag den franske Grand Marnier. Hun går meget op i økologi og naturbeskyttelse, så næsten hele vingården ligger godt skjult i naturen – på trods af det faktum, at vinkælderen er større end Rundetårn. Men hele molevitten er simpelthen gravet ned i jorden, sprængt gennem klippegrunden, så det kun er toppen af tårnet, man ser ved ankomsten.

Med vinen Clos Apalta Casa Lapostolle – der koster ca. 500 kr. – viser huset sig på niveau med nogle af Grand Cru-slottene i Bordeaux. Denne sammenligning er valgt med omhu, for der hvor Chile på nuværende tidspunkt gør sig gældende, er netop i konkurrence med Bordeaux.

Chile mangler dog endnu at skabe vine med samme nerve som de fineste Bourgognevine, ganske som schæferhunderacen ikke avler individer med en myndes elegance. Landet byder på en stor gruppe af kraftige og lækre vine, ligesom der for nylig er kommet en spændende Sauvignon Blanc og en håndfuld sympatiske Pinot Noir på programmet. Derudover er der en række specialvine på mere usædvanlige druetyper.

Led efter de gode tilbud

Det er værd at bruge lidt tid på at finde frem til de gode Chile-vine, som hæver sig over gennemsnittet. Altså det niveau, som de fleste af os kender fra supermarkedets slagtilbud. Selv om disse billige vine ofte mangler personlighed, så er der regelmæssigt nogle rigtig gode tilbud imellem, som for eksempel når Concho y Toros populære vin, Casillero del Diablo, er på tilbud. Den markedsføres nærmest som tyggegummi eller vaskepulver, så man uvilkårligt tror, det er en dårlig vin, men det er det ikke. Casillero del Diablo laves på »den rigtige måde« med udvælgelse af gode druer og vinifikation med brug af ordentlige franske egetræsfade, under perfekte forhold i den kælder, hvor legenden siger, at djævelen bor.

Men der er i høj grad også en verden af Chile-vine over supermarkedstilbudsklassen. Foreløbig er der en håndfuld, der uden tøven kan kaldes topvine i verdensklasse. Alligevel er der endnu langt til, at det gamle – men nyopdagede – vinland møder sit fulde potentiale. Industrien domineres endnu af de industrielle, og mere sikre satsninger, der kan opfylde markedets krav om fem vine for en hund. Ikke desto mindre er der mange spændende chilenske vine at finde, for dem der forstår at søge.