GourmetRestaurant l’Olivier kunne lige så vel ligge ude på landet i Provence som på Frederiksberg i København, så autentisk smager maden

Restaurant l’Olivier er en af den slags kvartersrestauranter, der år efter år opretholder et godt og pålideligt kvalitetsniveau uden at vække nogen videre opmærksomhed. Manden bag restauranten er den franske kok Christiano Santos, som tidligere har arbejdet på en anden fransk klassiker, nemlig l’Education Nationale.

Det skal fremhæves, at samtlige måltidets varme retter virkelig var varme, hvilket ikke altid er en selvfølge. Dette var ét blandt flere tegn på, at der er dygtige fagfolk i køkkenet 

Før i tiden lå der et gammeldags værtshus i disse lokaler, og det skinner igennem den provencalske indretning. For eksempel hænger der en gammeldags mønttelefon ude ved toiletterne, som ligeledes fremstår i den oprindelige værtshusstil.

Men nu kommer man nok ikke på denne restaurant for at benytte mønttelefonen, ligesom man heller ikke skal vente den store komfort eller elegance. Til gengæld kan man sætte næsen op efter et billigt og autentisk fransk måltid.

Markant og frisk

Husets foie gras-terrin (98 kr.) udmærkede sig ved at have en meget markant smag og et delikat nøddeagtigt præg samt god friskhed. Dog var leveren ikke renset rigtig omhyggeligt, således var der et par mindre appetitlige hinder, ligesom den medfølgende gelé godt kunne have været mere syrlig.

Vinbjergsneglene var lavet som i Bourgogne, altså gratineret med smør, persille og hvidløg. De kostede 70 kr., men smagte af langt mere, med stor mørhed og masser af saft. Langoustine á la catalenne (190 kr.) var en stor portion af små, pocherede jomfruhummere serveret i en let sauce smagt til med pastis.

Selvom det var en sympatisk vin, så var den en katastrofe i forhold til kaninen. Retten smagte ganske enkelt ikke godt, når man drak rødvinen til den 

Soupe de poisson croutons (75 kr) var en stor portion af koncentreret fiskesuppe med megen kraft, sprøde croutoner og en mild rouille af brødkrumme og hvidløg.

Hertil valgte vi en god Sancerre fra Domaine Reverdy & Fils Sancerre til rimelige 295 kr. flasken. Den kom som langt de fleste af de øvrige vine på kortet fra Løgismose Vin, og det kan man som gæst være ganske godt tjent med, da kvalitetsniveauet dér er højt.

På den anden side er det et tegn på, at restauranten ikke går særlig meget op i vinsiden, og denne formodning blev bekræftet, da vi bad tjeneren om et råd angående vin til hovedretterne kalv og kanin.

Helt ud i skoven

Til min overraskelse erklærede han med stor overbevisning, at Pomerol ville være perfekt.

Vi besluttede at løbe linen ud og følge hans råd, der som ventet viste sig at være helt i skoven. Selvom det var en sympatisk vin, så var den en katastrofe i forhold til kaninen. Retten smagte ganske enkelt ikke godt, når man drak rødvinen til den.

Til gengæld foldede kaninen sig smukt ud i selskab med førnævnte Sancerre, som fint understøttede kødets sarte karakter. Det var en saftig »Lapin facon Basquaise,« (165 kr.) altså kanin som i baskerlandet med tomat, peberfrugter, løg, laurbær og hvidløg.

Medaillon de Veau aux Cepes (185 kr.) var medaljoner skåret af kalvemørbrad og stegt flot, så overfladen var brun, og det indre fremstod rosa. Saucen var lavet med karljohan-svampe, og de ovnbagte kartofler sprøde og varme.

Det skal fremhæves, at samtlige måltidets varme retter virkelig var varme, hvilket ikke altid er en selvfølge. Dette var ét blandt flere tegn på, at der er dygtige fagfolk i køkkenet.

Ostetallerkenen (82 kr.) bestod af fire franske oste af høj kvalitet med en Epoisse som var i særklasse god.

Det samme var desserterne, såvel chokolademoussen med nøddekrokant og små stykker af revet appelsinskal som den klassiske creme brûlée, der serveredes i et tyndt lag på en stor tallerken, således at der var god plads til at danne den sprøde karamelflade, som er rettens særkende. Selve cremen var lind og let med en fin smag af vanilje.

Desserterne kostede 65 kr., en lav pris i lighed med de øvrige retter. Men vor kaffetørst blev dyr. I alt fem kopper slubrede vi i os, hvilket resulterede i en post på 200 kr., svarende til små 10 pct. af den samlede regning.

Her må man anbefale at gøre som Politikens legendariske anmelder Jonna Dwinger, der i sine anmeldelser ofte skrev: »Vi tog kaffen hjemme.«