GourmetBørsens Vinanalyse har fokus på Rhône og præsenterer i denne uge de »bedste køb til pengene«
Rhônedalen er Frankrigs næststørste vinregion, efter Bordeaux. Her er dyrket vin i tusinder af år, men phyloxeraepidemien i slutningen af 1800-tallet gjorde det af med vindyrkningen. Bønderne gik over til frugt- og oliventræer, men i 1956 gjorde en ubarmhjertig frost det af med disse. Så gik man atter over til vin, og i dag findes over 75.000 hektar plantet med vinstokke.
Rhônevin er langt fra ukendt i Danmark, faktisk var den udbredt allerede i 1970'erne. Dengang var Cotes du Rhône ikke et navn, man forbandt med høj kvalitet, men meget er sket siden dengang.
I anden halvdel af 1980'erne begyndte en udvikling at finde sted, som siden har manifesteret sig i en byge af dejlige vine fra denne del af Frankrig. Her er gode køb at gøre, selv om mange af de huse, der i 1990'erne blev kendt for at være gode køb, i dag er klatret op ad prisstigen.
Ved Børsens store Rhonesmagning var det panelets oplevelse, at de moderne Rhônevine udviklede sig meget hurtigt, i hvert fald når det gjaldt de 29 flasker, som blev trukket op ved smagningen.
Tolker man det negativt, betyder det, at de ikke er særlig holdbare, hvilket var Christian Grønlykkes udlægning. Som omtalt i sidste uge, var kvalitetsniveauet meget jævnt i klassen 50-100 kr., mens de største oplevelser forventeligt kom i prisklassen 200-500 kr. Men de bedste køb lå i billigklassen, som vi her skal beskæftige os med.
Coteaux des Travers
Domaine des Coteaux des Travers, en 2001 Cuvée Prestige fra kommunen Rasteau, som er en af de bedste Cotes du Rhône Villages kommuner i det hele taget. Domaine des Coteaux des Travers Cuvée Prestige laves på druer fra 40-60 år gamle vinstokke. Disse stokke har haft rig lejlighed til for alvor at stikke rødderne ned i jorden, hvor de kan hente sporstoffer frem, der ikke er tilgængelige for unge vinstokke.
Det er en voldsom vin med masser af kraft i den koncentrerede, krydrede, frugtpakkede og tætte smag, hvor såvel lakrids som tobak kan spores.
Det er grunden til, at mange vinmagere er begejstrede for at lave vin fra netop gamle stokke. Druerne er en blanding af Grenache, Syrah og Mourvedre, de to første står for 40, mens den sidste står for 20 pct. af blandingen. Vinen gæres på ståltanke i 15 dage og pumpes over en gang dagligt.
Den færdige vin lagres 12 måneder, 50 pct. på egetræsfade og 50 pct. i glasforede tanke. Det er en voldsom vin med masser af kraft i den koncentrerede, krydrede, frugtpakkede og tætte smag, hvor såvel lakrids som tobak kan spores.
Det er vinen til stegt oksekød, lam og and samt visse kraftige oste. Vinen importeres af CH-VIN, som specialiserer sig i vine fra den nordlige og sydlige Rhônedal.
Cuvée Philipson
Christian Philipsons point talte ikke med, da 2000 Cuvée Philipson Wine Côtes du Rhône Guigal (verdenssensationen, som vinhandleren med klædelig beskedenhed kalder den) blev kåret som et af de bedste køb blandt de 30 blindsmagte Rhonevine.
Den er stukket sammen af 60 pct. Syrah, 30 pct. Grenache og 10 pct. Mourvèdre fra mange forskellige distrikter i Rhône, siger Philippe Guigal, der fortæller følgende om vinen:
»Den er skræddersyet til Philipson Wine og de danske ganer. Vi tænkte meget over den danske smageprofil, og hvordan den kunne balanceres - franskmænd forbinder ofte danskerne med vikingernes råstyrke og vildskab.
Derfor lavede vi en sammenstikning, som Christian Philipson kom ned og smagte. Da blev vi klar over, at vi ikke havde ramt helt rigtigt - vi havde glemt den lille havfrue, den anden side af Danmark, nemlig den elegante, feminine ynde. Vi justerede vinen efter vores fælles smagninger, og resultatet er blevet en kompleks viking, ikke kun muskler, men også charme, elegance og finesse.«
Panelet konkluderede, uden Philipsons mellemkomst, at vinen er en vellykket kombination af styrke og elegance. Fyldig og frisk i næsen, ren og velbalanceret i munden. Igen en vin til oksekød, lam, vildt og modne oste.
Domaine Remejeanne
Ikke kun Philipson forhandler Guigal, det gør Bichel Vine også. Bichel har haft fingeren på Rhônepulsen siden 1986, og Domaine La Réméjeanne var firmaets første leverandør i området.
Argumentet lyder, at de største vine fra de bedste producenter er langt billigere end tilsvarende Bordeaux og Bourgogne-vine eller topvine fra den nye verden.
Det er en lille ejendom, som leverer 120.000 flasker årligt. Beliggende på højre Rhônebred i Sabran med højt beliggende marker, der giver kølige nætter, hvilket hindrer nedbrydning af frugtsyren i vinen. Derved får de et mere rankt præg, oven i den modne frugt. Alle druerne høstes med håndkraft, og udbyttet er lavt, ca. 3500 l/ha, hvilket er baggrunden for vinenes koncentration.
Ved Børsens blindsmagning placerede 2001 Arbousiers fra Domaine Remejeanne sig blandt de bedste køb. Vinen fremstod meget kraftigt, næsten voldsomt med en krydret, intens næse og et fyldigt væsen med stor frugt.
Bichel Vine har et virkelig godt udvalg fra Rhône og begrunder det med, at rød Rhône giver den bedste pris/ kvalitet sammenhæng. Argumentet lyder, at de største vine fra de bedste producenter er langt billigere end tilsvarende Bordeaux og Bourgogne-vine eller topvine fra den nye verden.
Kvaliteten af årgangene er mere konstant, især for de sydlige Rhone-vine. Udbytterne er generelt en del lavere end for tilsvarende topvine fra andre områder - en væsentlig faktor i bestræbelserne for at lave topkvalitet.











