GourmetRestaurant Nobu er opkaldt efter grundlæggeren, den japanske kok Nobuyuki Matsuhisa. Han kom til Californien og åbnede restaurant Matsuhisa i 1987, som blev populær blandt filmstjerner, bl.a. Robert de Niro.

I 1993 inviterede de Niro den japanske kok indenfor i et partnerskab, og sammen åbnede de restaurant Nobu i New York. I dag findes der 12 Nobu-filialer, fordelt på USA, England, Italien og Japan, og to, som bærer navnet Ubon. Sidstnævnte blev åbnet for at tage lidt af presset på de mest populære Nobu'er, som det kan være meget vanskeligt at få bord på.

Det var en fabelagtigt lækker ret - og i øvrigt de Niros favorit, siges det. 

Bortset fra at der er knap så meget ståhej omkring Ubon, så er konceptet og maden ens. Køkkenet har sit udspring i Japan med sushi som et vigtigt element, men stilen bærer også et vist præg af det peruvianske køkken. Det skyldes, at Nobu Matshuisa arbejdede en årrække i Peru, inden han rejste til USA og blev verdens mest berømte japanske kok.

Eksploderede

Nobu Matsuhisa var berømt i Hollywood, allerede inden han gik i partnerskab med Robert de Niro. Men da skuespilleren blev medejer, eksploderede berømmelsen på det nærmeste. Og de Niro er ikke bare en sleeping partner, faktisk deltager han jævnligt i rejser sammen med Matsuhisa, når der skal findes lokationer til nye restauranter.

Ikke at ekspansionen er videre dynamisk, men der er mange investorer, som gerne vil være med til at åbne Nobu-restauranter rundt omkring i verden, og de mest interessante tilbud tages alvorligt. Om det så bliver til noget, afhænger af, om Matsuhisa og de Niro synes om lokalerne, kvarteret og ikke mindst de lokale fiskemarkeder, hvor den japanske kok tilbringer flere dage for at vejre stemningen.

Superrejer

Det er nemlig i høj grad superfriske råvarer af topkvalitet, som - sammen med al stjernestøvet fra Hollywood og et veldrevet serviceapparat - ligger til grund for Nobus succes. Det med de friske råvarer kan let lyde som en kliché, men nærværende anmelderbesøg på restaurant Ubon i London viser med al tydelighed, at det ikke bare bliver ved snakken.

De lå på tallerkenen med både hoved og hale, ingen som helst hokus-pokus, bare rå rejer i en så fantastisk god kvalitet, at man næsten ikke fatter det 

For nu at begynde med det mest imponerende var det et par halvstore, rå rejer, som af størrelse lignede de allerstørste grønlandske »pil selv«-rejer, men som havde et mere eksotisk udseende. De lå på tallerkenen med både hoved og hale, ingen som helst hokus-pokus, bare rå rejer i en så fantastisk god kvalitet, at man næsten ikke fatter det.

Altid det rigtige

Men hvad fatter Nobu gør, er tilsyneladende altid det rigtige, han forstår at balancere på knivsæggen og vælge krydderier til og fra, alt efter situationen. I førnævnte tilfælde var rejerne bedst tjent med at blive serveret au natural, mens han havde valgt at krydre sin tuntatar med lidt kaviar. Ja, »han« betyder ikke, at Nobuyuki Matsuhisa selv stod i køkkenet, det sker naturligvis ret sjældent, eftersom han har 14 restauranter. Men det er hans lære, som chefkokkene er skolet i, og den går netop ud på at kende grænserne for, hvornår det er bedst at manipulere smagen, og hvornår det er bedst at lade være.

Imponerende

I den krydrede afdeling oplevede vi en af hans signaturretter, nemlig sort torsk med miso. Fisken er angiveligt en meget sjælden sag, som fiskes i kolde farvande ud for det sydlige Chile, og som kun Nobu kan få fat i. Til gengæld køber kæden årligt for flere millioner dollar af netop denne sorte torsk.

Restaurantens beliggenhed er meget spektakulær, højt oppe over Themsen med udsigt til den dalende sol, hvis det er på den tid af dagen. 

Den adskilte sig fra gængs torsk ved at have en meget fast konsistens, lidt i stil med hellefisk, men kombineret med torskens blødhed. Således faldt kødet ikke fra hinanden i munden, men forblev fast, indtil det tyggedes. I delikat kontrast hertil var overfladen knasende sprød, sandsynligvis har fisken været pocheret ved lav temperatur og siden fået en tur under grillen. Det var en fabelagtigt lækker ret - og i øvrigt de Niros favorit, siges det.

Torskens faste blødhed og overfladens sprødhed er et godt eksempel på, at andet end smag og udseende har betydning for maden, nemlig mundfornemmelsen. Tænk for eksempel på fornemmelsen af at bide i et saftigt æble eller et stykke godt brød.

Et andet eksempel var serveringen af tynd, blød omelet, rullet fast om en håndfuld fine salatstrimler, hvilket gav en blød og i kraft af salaten, let knasende fornemmelse.

Blandt de øvrige indslag var der ikke de store overraskelser, om end kvaliteten fortsat var imponerende høj. Jo, softshell-krabben hører nok med i ovennævnte afsnit om særligt mindeværdige retter, mens sushi, misosuppe med mere var godt uden at være fremragende.

Restaurantens beliggenhed er meget spektakulær, højt oppe over Themsen med udsigt til den dalende sol, hvis det er på den tid af dagen. Ubon kan være vanskelig at finde, for den ligger ikke ud til vejen, men nogle etager oppe i en bygning.

Ubon er bestemt er værd at besøge. Det kan i øvrigt gøres ret billigt, hvis man kommer til frokost eller tidligt på aftenen 

Den nemmeste måde at finde stedet er at tage en taxi fra undergrundsstationen Westferry og bede om at komme til Four Seasons-hotellet. Man skal dog ikke gå ind på hotellet, men fortsætte ind i hjørnet af den lille plads, hvor der ved en jernlåge sidder et samtaleanlæg, som er forbundet til receptionen.

Afslappet

Derfra slippes man ind og kan finde vej op til den ret larmende restaurant, hvor akustikken kan gøre det vanskeligt at føre en samtale. Men publikum så da også ud til i højere grad at være kommet for stemningens skyld end for at føre dybsindige samtaler. Det var et voksent publikum, velklædt, men meget afslappet - kun ganske få bar slips, og på samme måde var betjeningen afslappet.

Ubon er bestemt er værd at besøge. Det kan i øvrigt gøres ret billigt, hvis man kommer til frokost eller tidligt på aftenen. Da er der også størst chance for at få et af de eftertragtede vinduesborde. Dog kan man udmærket nyde udsigten fra restaurantens øvrige borde, med mindre man altså sidder med ryggen mod vinduerne.

Ovennævnte Omakazemenu, som bestod af syv serveringer, kostede 70 pund, serveret om aftenen. Kommer man til frokost, fås tre retter med en kop sake til 30 pund. Om aftenen er der for tiden et tilbud på fem retter til 45 pund.