GourmetSushi Saiko er Københavns nyeste sushirestaurant. Kvalitet, design og pris er i top, mens komfort og betjening ikke imponerer.
Sushi Saiko er en søsterrestaurant til Sanshin Sushi, som blev positivt anmeldt her på siderne i fjor. Den nye forretning har slået kælderdørene op på Christianshavns Torvegade.
Når man træder ned ad trapperne til Sushi Saiko, kommer man et niveau under gadens voldsomme trafikstrøm og tænker ikke videre på den. Slet ikke, når stedet er fyldt med mennesker og rungende samtaler.
Ligesom søsterrestauranten Sanshin, så er Sushi Saiko en meget flot indrettet restaurant. De gamle, fritskrabede træbjælkers varme naturfarve står i flot kontrast til de moderne designerlamper, som kaster et elegant lysskær ned over dels de glatte nyopsatte vægge, dels de gamle murværksvægge, som er kridhvide.
Små engangs stofhåndklæder til hver enkelt gæst og et gennemført design
Det måske allerflotteste er toiletterne, der står som en slags ikon over asiatisk ordentlighed med små engangs stofhåndklæder til hver enkelt gæst og et gennemført design, som står flot mål med det øvrige i denne elegante kælder.
Men der er ikke komfortabelt, dertil står bordene for tæt og stolene er for hårde, ligesom akustikken ikke egner sig til en restaurant, bl.a. grundet skiferstenene på gulvet.
Menukortet er forbløffende stort.
Champagne til sushi
Der tilbydes 16 forskellige nigiri (de små risboller belagt med forskellige ingredienser, lige til at spise i en mundfuld) samt 14 »gourmet nigiri« med for eksempel hummer, snow crab, østers, kaviar, foie gras og ål.
Tør champagne er en fremragende ledsager til sushi
Vi tog os tid til at udfærdige en spændende liste på en af restaurantens papirservietter, mens vi smagte på den flaske Gosset-champagne (460 kr.), som var det mest oplagte valg blandt kortets 32 vine.
Naturligvis fristede Cristal-champagnen, men til 2100 kr. må den være forbeholdt folk som for eksempel Jokeren, den Christianshavn-baserede rapper, som ofte berapper netop Cristal.
Tør champagne er en fremragende ledsager til sushi, bl.a. fordi den formår at rense munden mellem de forskellige smagsindtryk, og den kan til en vis grad stå imod selv de hårde stormløb fra den grønne wasabi.
Men kortet rummer også en række andre valg, overvejende hvide vine, og feltet er dækket godt, men ikke fantasifuldt af.
Det tog en rum tid, før vores madbestilling blev taget, og det gik ikke videre godt.
»Åh,« smilede den høflige unge mand undskyldende, som svar på vort første ønske. »Den har vi desværre ikke.«
»Nå, men så vil vi gerne have tun-toro.«
»Øh, den har vi desværre heller ikke.«
»Jamen så vil vi gerne have ...,« sådan spillede vi ping-pong tre-fire gange.
»Uha, den har vi heller ikke. Det er jeg virkelig ked af,« sagde den unge mand indtrængende og vred hænderne. Det gav ingen mening at fortsætte på denne måde, med kortets over 100 valgmuligheder, så vi opgav at gå på opdagelse blandt de usædvanlige specialiteter.
I stedet bestilte vi en af de mange færdigpakkede menuer, som tilbydes, samt som forret misosuppe og Yellowfin Sashmi toro, som udmærkede sig ved at være på lager.
Toro er det eftertragtede bugstykke på fisken, som er så populært i Japan, at det kan være svært for andre at få fingre i specialiteten. Her kom det i fire stykker á to centimeters bredde, meget faste i konsistensen og friskt smagende. Det er en sjælden specialitet, derfor prisen på 120 kr., som imidlertid synes helt ude af trit med den lille servering.
Men måske en virkelig toro-aficionado vil finde det i orden.
Misosuppen (35 kr.) imponerede med sin store, runde smag og flotte klarhed samt fine, store skiver af saftige, møre shitake svampe.
Sushi i topkvalitet
Saiko betyder på japansk noget i retning af »det allerbedste,« og det er ingen overdrivelse at kalde restauranten for Sushi Saiko, for kvaliteten er virkelig høj. I den såkaldte Nigiri-gourmetmenu (399 kr.) fik vi en række flotte nigiri med forskellige råvarer.
Sushi Saiko gerne gør mere ud sine sushi, end blot at lægge rå fisk på ris
Hummerversionens kød var ganske små stykker hummer, hvilket virkede lidt resteagtigt, men smagte friskt og fint. Herudover var der bl.a. makrel, laks, oksekød og et eksempel på, at Sushi Saiko gerne gør mere ud sine sushi, end blot at lægge rå fisk på ris. Eksemplet var en sushi med basilikum og gedeost indbagt i tempura, en virkelig fusionssushi.
I en anmeldelse af en god sushirestaurant som denne, er ordet »frisk« ofte nødvendigt at bruge, for denne disciplin handler i høj grad om friskhed og kvalitet i råvaren, langt mere end om hvad der gøres ved den i køkkenet. Det siger sig selv, at stege- eller kogemetoder ingen rolle spiller, hvad angår rå fisk. Dog var der i denne menu mange eksempler på sushi, der er gjort mere ved.
For eksempel en nigiri sushi med grillet foie gras og trøffel, altså en slags Rossini-sushi. Det var god foie gras, doseret rigeligt, frisk og fast i konsistensen, men ikke grillet mesterligt. Tjeneren anbefalede at spise den straks, mens den var lun. Men den var kun lun yderst, mens dens kerne var køleskabskold, den havde altså ligget for kort tid på grillen.
Dessert til toppris
Selv om stedet hedder Sushi Saiko, så er der meget andet end sushi på kortet, bl.a. wokretter, nudler og grillede sticks på menuen.
Der er sjældent gjort meget ud af desserterne på sushirestauranter og heller ikke på denne var der mere end tre at vælge mellem. Der er tænkt asiatisk et stykke hen ad vejen. Dels var der frisk frugt i form af ananas og ribs på begge desserterne, dels spillede grøn te en rolle.
Den ene var desserttallerken med grøn te-is, til den vanvittige pris 145 kr. Der var tale om en grøn flødeis, som ikke smagte udpræget meget af te, en lille portion klassisk creme brulée samt en grøn udgave af samme, sandsynligvis tilsat te, men ikke med særlig tesmag.
Herudover en lille portion hjemmelavet, hård og krystalliseret is. Chokolade med is (85 kr.) var en udmærket brownieagtig bagelse med en creme der mindede om chokolademousse, ikke helt så hidsigt prissat som førnævnte, men stadig en hamper pris.
Vil man ud at spise rigtig god sushi i flotte omgivelser, så er Sushi Saiko sagen. Ønsker man at undgå støj, bør man ved bordbestillingen spørge, om det er en travl aften og holde sig væk, hvis svaret er ja. Som nævnt skal man ikke vente udpræget komfort, men går man efter design og hipness, så er dette nok landets for tiden bedste bud på en sushirestaurant i topklassen.












