GadgetDen næste generation af Android-mobiler udfordrer Apples iPhone med hurtigere indmad, store HD-skærme og skarpe kurver. Nu bliver de også mere behagelige at bruge, lover Google
Apple har allerede solgt over fire millioner eksemplarer af firmaets nye iPhone 4S, men firmaet må ikke desto mindre leve med kritikken om, at firmaet ikke udvikler iPhone nok, men i stedet leverer mere af det samme. Konkurrenterne gør alt hvad de kan for at udkonkurrere Apples populære smartphone, og våbnene er hurtigere hardware, mere hukommelse, større og bedre skærme samt banebrydende design.
På forsiden sidder et 1,3-megapixel kamera som kan låse mobilen op ved at analysere dit ansigt
Nu kommer Google også på banen med fjerde generation af Android-operativsystemet, der ifølge internetgiganten sætter brugeren i centrum og leverer en mere behagelig totaloplevelse, der er enkel, hurtig og konsekvent i sin logik. Læs også: Udansk genialitet i ny iPhone

Samsung Galaxy Nexus er et monster af en mobil med en 4,65 tommer skærm. Den opfordrer til ”Er du glad for at se mig”-kommentarer.
I slutningen af november lander Samsung Galaxy Nexus på butikshylderne. Det er den første mobil med Android 4.0, og er resultatet af et tæt samarbejde mellem den sydkoreanske elektronikgigant og Google. Der tale om en flagskibsmodel, der skal sætte niveauet for nye Android-mobiler.
Den er udstyret med en gigantisk 4,65-tommer skærm med hele 1280 x 720-pixel opløsning og et kurvet design, der følger dit ansigts konturerer. Inden i sidder en 1,2-gigahertz dualcore-processor akkompagneret af en gigabyte hukommelse, og op til 32 gigabyte lagerplads.
Dertil kommer et væld af trådløse forbindelser og NFC-teknologi, der gør det muligt at bruge mobilen som betalingsmiddel eller digital nøgle, men alligevel har Samsung formået at presse det hele ned i et 8,94 millimeter tyndt kabinet. Hvis du altså ser bort fra den lille bule nederst på mobilen.

Det ultratynde design har sin pris i toppen, hvor mobilen buler lidt ud.
På bagsiden sidder et 5-megapixel kamera, der ifølge Samsung er ultrahurtigt og i stand til at fange dine pletskud på under et sekund. Desuden optager det videoklips med op til 1080p HD-opløsning. På forsiden sidder et 1,3-megapixel kamera, der selvfølgelig kan bruges til videochat, men som takket være Android 4.0-operativsystemet også kan låse mobilen op ved at analysere dit ansigt. Det korte af det lange er, at kun du kan få adgang til mobilen og de følsomme data inden i.
Du kan få et godt overblik over Galaxy Nexus og de mest fremtrædende funktioner i Android 4.0 i nedenstående video:
Samsung Galaxy Nexus lander i slutningen af november og kommer til at koste i omegnen af 4.400 kroner uden abonnement.
Tynd kevlar
Motorola blander sig også i kampen, og genopliver nu RAZR-brandet, som de fleste af os forbinder med firmaets ultratynde ”dumbphones” inden smartphones for alvor blev populære. Den nye RAZR er noget smartere. Den lander også til november, og kommer med Android 2.3-operativsystemet, men det amerikanske firma lover en opgradering til Android 4.0 i første halvdel af 2012.

Motorola lover, at den tynde mobil kan holde til lidt af hvert, blandt andet vandsprøjt.
Den nye RAZR har en ultratynd profil på blot 7,1 millimeter og bruger trådet kevlar på bagsiden, der ikke blot ser frækt ud, men også er blødt at røre ved og giver en bedre gribeflade. Mobilen har veldefinerede, attraktive former, men den tynde tykkelse er ikke konstant. I toppen af mobilen, ved kameraet, buler den lidt ud, og med sin 4,3-tommer skærm og tilhørende ramme er mobilen også lidt bred. Skærmopløsningen er 960 x 540 pixels.
Motorola RAZR er også udstyret med 1,2-gigahertz dualcore-processor og en gigabyte hukommelse, og på bagsiden sidder et 8-megapixel kamera, der i stand til at skyde 1080p HD-video.
Mobilen er udstyret med lidt smart funktionalitet, eksempelvis kan du programmere den til automatisk at skrue ned for lysstyrken og slukke for Bluetooth når batteriniveauet bliver lidt for lavt, eller du kan bruge GPS’en til at indstille den til lydløs, når du forlader hjemmet om morgenen.
Motorola tilbyder også en række interessant tilbehør, eksempelvis en laptop-dock, der udstyrer RAZR med et fuld tastatur, større skærm og ekstra forbindelser og porte, og en HD-dock, der forvandler mobilen til et mediecenter koblet til stuealteret i stuen.
Tjek Motorolas egen reklamevideo for den nye RAZR-mobil herunder:
Motorola RAZR lander også i Danmark i løbet af november, men vi kender endnu ikke den danske pris.
Læs også: 5 nye mobiler fra verdenskongressen











