GadgetBloggere fra amerikanske TechCrunch.com har haft fingrene i en prototype af Amazons kommende tablet-computer. Den ligner en værdig udfordrer, lyder dommen.
Halv pris af Apples billigste iPad
Det har længe været rygtet at Amazon er på vej med en tablet-computer, men nu skriver webloggeren MG Siegler fra Techcrunch.com, at han har prøvet en prototype af maskinen, der lanceres i løbet af november og kommer til at koste 250 dollars. Det er vel at mærke halv pris af Apples billigste iPad-model.
Læs også: Den japanske gigant udfordrer Apple
Den nye tablet kommer til at hedde Amazon Kindle, præcis som firmaets populære e-bogslæsere, men bliver udstyret med en 7-tommer berøringsfølsom skærm og er baseret på Googles Android-operativsystem. Den kommer dog på ingen måde til at minde om Android-maskinerne fra Samsung, Motorola, LG eller Sony.
”Som forventet har Amazon splittet Android fra hinanden for at bygge sin egen version til Kindle. Kort sagt: det ser på ingen måder ud som det Android, du er vant til at se,” skriver Siegler

Amazon nyder allerede stor succes med sine e-bogslæsere, men tablet-computeren skal gøre det nemt også at få adgang til Amazons musik- og filmbutikker.
Han fortæller endvidere, at maskinen fysisk minder om Blackberry PlayBook, og at brugerinterfacet benytter elementer i stil med Apples Cower Flow, hvor du bladrer igennem film, musik og bøger med fingrene. Den har ingen fysiske knapper på fronten, og du bringer en navigationsmenu frem ved blot at give skærmen en enkelt fingerberøring.
Hele ideen er selvfølgelig, at give forbrugerne nem og uhindret adgang til Amazons bog, musik og filmbutikker på nettet, samt mulighed for at købe Android-apps fra Amazons egen AppStore, der blev lanceret tidligere på året.
Siegler spår, at maskinen vil blive et hit blandt amerikanske forbrugere, netop på grund af den tætte integration med Amazons indholdstjenester.
Han fortæller også, at Amazon har fuld kontrol over maskinen.
”Googles Android Marked er ikkeeksisterende. Faktisk kan du ikke finde en eneste Google-app på maskinen,” skriver han og skærer det derefter ud i pap: ”De arbejder ikke sammen med Google. Overhovedet.”
Der er pt. ingen lækkede billeder af maskinen, og Siegler skriver at, han kun fik lov til at lege med prototypen hvis han lovede ikke at tage fotos af den. Se billedet øverst.
Læs også: Hænger Apple nu i en tynd tråd?











