GadgetOnsdag kunne Bang & Olufsen afsløre deres seneste danske designernyhed – den nye højtalerdock BeoSound 8. Lad det være sagt med det samme – der findes lignende apparaturer, men for B&O er det deres første.
Med BeoSound 8 har B&O taget konsekvensen af, at musikken bliver digitaliseret og spilles via computeren, mens cd’er i højere grad gemmes væk. Derfor er BeoSound 8 en oplagt dock til din iPhone, iPod og iPad.

I hvilket som helst rum, passer den diskrete B&O-dock ind, og ved at skifte farven på højtalerstoffet , kan du matche BeoSound 8 med dit interiør.
BeoSound 8 er dog ikke kun forbeholdt Apples produkter – via USB port eller AUX indgang kan du tilslutte langt de fleste afspillere. Sværger du alligevel til Apple, kan du lade BeoSound 8 indgå i et trådløst netværk via Apple Airport Express, hvormed det er muligt at navigere rundt i hjemmets musiksamling uden vanskeligheder.
Læs også:
Slip musikken løs i hele hjemmet
Her er verdens dyreste iPhone 4
Skjult luksuslyd klar efter ti års forskning
Placerbar – knapt så bærbar
Der er ikke lagt skjul på, at BeoSound 8 er til mere eller mindre stationært brug i køkkenet, soveværelset eller stuen, men uden problemer kan BeoSound 8 nemt tages med i sommerhuset.

I et ganske raffineret og let design står BeoSound 8 på disse små fødder, men herligheden kan også hænges på væggen.
Til BeoSound 8-systemet følger en lille, rund fjernbetjening i rustfrit stål, som er holdt i B&O’s typiske minimalistiske stil og med B&O-signatur. Med tanke for detaljen virker B&O’s eksisterende intelligente fjernbetjeninger til BeoSound 8.
B&O-dna
B&O er i den grad kendte for deres design – det er typisk let at afkode, og det rustfrie stål ligger som en uundgåelig firma- og design DNA. BeoSound 8 er da heller ingen undtagelse, og selvom der er tale om et helt nyt produkt, så går både typografi, farver og det førnævnte stål igen i “otteren”. Det er designeren David Lewis, der har slået stregerne, og han er et fast indslag hos B&O, og han står blandt andet også bag linjerne til BeoVision 10.

Sorte kogeplader eller elektriske trommer? Designet fra B&O har sat de to højtalere i absolut fokus, mens et simpelt display pryder midten.
Til de teknikinteresserede kan det oplyses, at der er installeret effektforstærkere med følgende specifikationer: Bas/mellemtone: 70 watt / 4 ohm, klasse D. Diskant: 35 watt / 4 ohm. Og så passer de tidligere fjernbetjeninger Beo4 og Beo5 også til nyheden.
Har du samtidig lyst til, at din BeoSound 8 skal have en anden farve end den traditionelle sorte eller hvide, så kan du skifte højtalerstoffet ud og i stedet klæde din dock i lavendelblå, lilla, gul eller grøn.
Ingen Apple uden app
Man kan næppe sige Apple uden også at sige app, og det har B&O forstået. Derfor er der udviklet en app fra Struer, der går under navnet BeoPlayer, som fås i to versioner.

Det er her, du monterer dit foretrukne Apple produkt – og alt afhængig af tykkelsen, kan støtten justeres, så den passer perfekt. Med USB og line-indgangen, kan du tilslutte andet udstyr.
Den ene er gratis og giver dig adgang til 20 radiostationer på nettet og ur med alarmfunktion, mens betalingsversionen giver adgang til mere end 10.000 radiokanaler. Omkring juletid får B&Os apps desuden et facelift rent grafisk, men indtil da er det muligt at navigere rundt i sin musiksamling via appen.
TV i 32˝
Samtidig kunne B&O også løfte sløret for en nyt medlem i tv-familien. Da de lancerede BeoVision 10 sidste år, var der store roser til B&O, og i år kommer der så et nyt, væghængt medlem til familien. BeoVision 10 i 32 tommer er til dem, der ønsker et mindre tv i et mindre rum – eller som helst er foruden de helt store tv.

Er du til levende kunst, der konstant skifter udseende, så kunne BeoVision godt være et bud på et elektronisk stykke kunst til hjemmet. Der er dog ikke tale om et unikum.
Du kan desuden montere BeoVision 10 med en motoriseret drejefod, hvis du ikke vil have elektronik hængende på væggen, og der er også gode muligheder for at lade farverne få frit spil på højtalerfronten. Tv’et koster 29.995 kroner, mens BeoSound 8 kan blive din for 7.695 kroner.
Læs også:
Dansk luksuslyd yder Apple retfærdighed
Dansk musikanlæg til en million kroner
Fyrig fladskærm og sexet subwoofer fra Bang & Olufsen











