GadgetPrototype på Apples næste iPhone blev glemt på tysk ølstue i Californien og afsløret for omverdenen.
Apple er et af verdens mest hemmelighedsfulde firmaer. Grundlægger og direktør Steve Jobs holder kortene helt tæt ind til kroppen, og der er skrevet massevis af historier om, hvor stor sikkerheden er omkring kommende produkter.
Sommerens kommende iPhone-model er blevet afsløret godt to måneder før tid
Ofte ved selv ikke højtrangerede medarbejdere, hvad der lanceres indtil få dage eller endda få timer før den officielle afsløring.
Derfor er det helt utroligt, at firmaet har fået trukket bukserne godt ned om anklerne og at sommerens kommende iPhone-model er blevet afsløret godt to måneder før tid.

Mobilen blev gemt på en ølstue i Red Wood City, cirka en halv times kørsel syd for San Francisco
En gut render ind på en bar...
Ifølge webloggen Gizmodo.com så er historien kort og godt denne, at den unge softwareingeniør, Gray Powell, tilbage i marts var på tysk ølstue, Gourmet Haus Staudt, for at fejre sin 27-års fødselsdag.
Gray arbejder hos Apple med at udvikle firmware til den del af iPhone, der er ansvarlig for at holde kontakten med telemasterne, og han havde en tidlig udgave af den kommende iPhone-model i sin lomme.

Gray Powell; den 27-årige softwareingeniør, der tabte en af de mest hypede gadgets nogensinde
"Jeg har undervurderet, hvor godt tysk øl egentlig er," skrev Gray på Facebook via mobilen inden han af uransagelige årsager forlod ølstuen og glemte den vigtige prototype på barstolen.
Læs også:
Blockbusters død - Dødsfjendernes brød
Verdens vildeste USB-stick på markedet
Øv! Ingen i-revolution fra Apple
Historien eksploderede på nettet
Den hemmelige iPhone var maskeret til at ligne en almindelig iPhone 3GS i et specielt etui, og den blev fundet af en god samaritaner, der ventede et stykke tid på at Gray skulle vende tilbage og hente mobilen.
Det skete aldrig og i stedet blev der sendt et signal ud morgenen efter, der fuldstændig slettede mobilens data, så den ikke kunne tændes.
Den arme mand har netop slettet sin Facebook-profil, skjult sin Twitter-side og fået ændret status på sin Flickr fotoblog fra offentlig til privat
Finderen, der stadigvæk er anonym, kunne nu ikke komme i kontakt med Gray, men lagde i stedet hurtigt mærke til, at mobilen så lidt speciel ud. Da den kom ud af etuiet stod det hurtigt klart at dette ikke var en helt almindelig iPhone.

Sådan tager prototypen sig ud
Historien går live
Her i weekenden fandt de første billeder af prototypen så vej til nettet, til webloggen Engadget.com, der stillede spørgsmålet: "iPhone 4G: er det denne her?"
Det forlyder at Engadget blev tilbudt et par timer i selskab med mobilen mod betaling, men af en eller anden grund lykkedes det konkurrenten Gizmodo at komme først til fadet. Associated Press rapporterer, at Gizmodo betalte 5000 dollars for at få fingrene i prototypen. Men de var godt givet ud.
Det anslås at Gizmodo fik over 20 millioner sidevisninger da webloggen breakede historien. Det er cirka fem gange så mange visninger som på en normal dag.

Gizmodo åbnede selvfølgelig prototypen og kiggede indeni
Efter at have spenderet et par dage med det specielle stykke elektronik, var gadgetnørderne overbevist om, at de rent faktisk sad med et eksemplar af Apples kommende iPhone i hænderne.
I mandags publicerede de så et længere blogindlæg med fotos og video ... Og historien eksploderede på nettet.
Sådan tager den sig ud
Det er endnu uvist om prototypen har det endelige design eller om Apple arbejder videre på at finjustere det. Med rimelig sikkerhed kan vi dog sige, at den næste iPhone vil skille sig væsentligt ud fra iPhone 3G og 3GS.
De buede former er erstattet af noget, der ser mere firkantet, stramt og fladt ud. Bagsiden ligner en ny form for keramisk glas og der kører en aluminiumskant hele vejen rundt om mobilen.

Designet er væsentlig anderledes i forhold til iPhone 3G og 3GS, men vi ved ikke om mobilen også ser sådan ud, når den lanceres officielt.
Skærmen er en lille smule mindre, men har angiveligt meget højere opløsning, og så er der et kamera på fronten til videochat. Kameraet bagpå har større linse, muligvis flere megapixel, og så er der indbygget kameralys. Ligesom iPad, så vil den næste iPhone også gøre brug af MicroSIM-kort, og så har det indbyggede batteri cirka 16 % højere kapacitet. Den er fem gram tungere end 3GS-modellen og vejer 140 gram.
Læs også:
Plasmaskærm a la Imperial Bio
Din nye fladskærm skal fodres med Hi-Def
Fem fladskærme der fortjener tilbedelse
Måske et PR-stunt
Den fascinerende og utrolige historie har fået mange til at tro, at der er tale om et velplanlagt og snedigt PR-stunt fra Apples side.
Det er første gang at firmaet har mistet en prototype af så et værdifuldt produkt og mange finder det er ubegribeligt, at en helt almindelig softwareingeniør kan få lov til at rende ud af Apples hovedkvarter med den næste iPhone i lommen - og så glemme den på en bar!

Officielt brev fra Apple, der beder om at få prototypen retur. Det bekræfter bl.a. ægtheden af mobilen
Det er svært at vurdere om Apple har haft en finger med i spillet, men det virker meget ulig firmaet at kaste sig i sådan en affære. Firmaet har da også kontaktet Gizmodo og via et formelt brev bedt om at få prototypen tilbage:
"Vi er blevet gjort opmærksom på, at GIZMODO i øjeblikket er i besiddelse af en enhed, der tilhører Apple. Dette brev udgør en formel forespørgsel om, at du returnerer enheden til Apple. Lad mig venligst vide, hvor enheden kan afhentes."
Brevet er underskrevet Bruce Sewell, der er Senior Vice President & Senior Counsel hos Apple.

TABT Næste-generations iPhone. Sidst set hos Gourmet Haus Staudt i Redwood City...
Hvad så nu?
Det er endnu ukendt hvilke konsekvenser det får for Gizmodo, at webbloggen betalte for mobilen. Nilay Patel, der er skribent for Engadget og uddannet advokat, påpeger i en Twitter-opdatering, at "I Californien kræves det at finderen af en tabt genstand kontakter politiet og afleverer den tilbage til den retmæssige ejer."
Og hvad så med den stakkels Gray Powell, der tabte mobilen? Det forlyder at han stadigvæk arbejder hos Apple og altså ikke er blevet sendt på porten som man umiddelbart kunne tro. Gizmodo fik faktisk fat i manden, der over telefonen lød "træt og udkørt."
Det er værd at nævne, at "Gray Powell" var den femte mest populære søgning på Google i mandags. Den arme mand har netop slettet sin Facebook-profil, skjult sin Twitter-side og fået ændret status på sin Flickr fotoblog fra offentlig til privat.
Som Gizmodo påpeger, så er det "bare en fucking iPhone og alle kan lave fejl - Gray Powell, Phil Schiller (Apples markedsføringsdirektør, red.), dig, mig, og Steve Jobs."
Læs også:
Fyrig fladskærm og sexet subwoofer fra Bang & Olufsen
Svensk superfladskærm viser vejen frem
Her er fremtidens fedeste fladskærme










