Vil papirbogen overleve Amazon Kindle? Mon ikke? Ikke desto mindre giver teknologien bag Kindle helt uanede muligheder - både for læsere og forfattere.

19.03.2009 tekst: Jeppe Christensen

Begyndelsen til enden for bogen?

GadgetSilicon Valley flyder over med ligene fra fejlslåede eBog-projekter, men har onlinebutikken Amazon endelig fundet opskriften på succes? Pleasure.dk kigger på den elektroniske bog: Kindle.

Vi downloader eller streamer efterhånden alt fra nettet - ikke mindst musik og software. Det samme gælder i stigende grad tv-programmer og videoer, så hvorfor er bøger stadigvæk så gammeldags? De vejer et ton, fylder i tasken og er ansvarlig for at slå jeg ved ikke hvor mange træer ihjel.

Skal vi tro den amerikanske presse, så har Amazon med Kindle fat i den lange ende 



Men det kan nu godt se ud som om, at 2009 er begyndelsen på enden for den traditionelle papirbog. Den gigantiske, amerikanske onlinebutik Amazon har sat sig for at erobre markedet for elektroniske bøger og skal vi tro den amerikanske presse, så har Amazon fat i den lange ende med sin e-book-læser, der har fået navnet Kindle.


Det er ellers ikke fordi, at IT-branchen ikke har forsøgt sig med elektroniske bøger før. Som New York Times skriver, så "flyder Silicon Valley over med ligene fra fejlslåede e-book-projekter."

Kindle 2

Bogen er så enkelt og brugervenligt koncept, at det er svært at digitalisere den uden at gøre det hele unødigt kompliceret og skrøbeligt. Nu har Amazon så alligevel gjort det og har så stor succes, at da den første Kindle blev lanceret tilbage i november 2007, så kunne man ikke producere nok maskiner og køberne måtte indstille sig på ugelange leveringstider. Sidste måned var Amazon så klar med en ny, forbedret Kindle 2.

Amazon Kindle er anderledes fordi den muliggør noget helt nyt: den forbedrer rent faktisk den gamle papirbog. Modsat tidligere e-book-læsere, så har Amazon indbygget en hurtig 3G-forbindelse i Kindle, så brugerne altid kan logge på Amazon og købe nye bøger, magasiner eller aviser.

Før skulle du først hjem til computeren, finde bogen på nettet, downloade den og overføre den via et USB-kabel 



Derfor er 3G-forbindelsen også sponsoreret af Amazon. Du betaler ikke noget for dataoverførslen - Amazon regner med, at du bliver så 'hooked' på bekvemmeligheden, at du køber nye bøger hele tuden.


Som David Pogue fra New York Times påpeger, så giver det mulighed for en situation, hvor en god ven spørger dig om du har læst Obama's The Audacity of Hope. Nej, siger du, men jeg downloader den nu og har den om 45 sekunder. Før skulle du først hjem til computeren, finde bogen på nettet, downloade den og overføre den via et USB-kabel. En - alt taget i betragtning - rimelig træls affære.

En lille revolution

Steven Levy fra magasinet Wired mener også, at download af bøger på farten er det, der gør Kindle til en lille revolution. "Dagen efter jeg fik den nye Kindle, skulle jeg boarde et fly og inden dørene blev lukket, så havde jeg købt Thomas Perrys Runner. Bogen downloadede på 30 sekunder og jeg læste den uafbrudt på den fem timer lange flyvetur," skriver han i sin anmeldelse.

Men Kindle har mere at byde på. Den er ikke udstyret med en almindelig LCD-skærm, men bruger derimod den specielle E-Ink-teknologi, der gør at tekst står utrolig klart - som var det trykt på papir. E-Ink-teknologien bruger også kun energi, når du vender de virtuelle sider. Resten af tiden er strømforbruget på et stort rundt nul. Det betyder, at batteriet kan leve op til fem dage på en opladning og 14 dage hvis du slukker for den trådløse forbindelse.

Du kan f.eks. endnu ikke finde Harry Potter-bøgerne eller Den Engelske Patient 



Der er pt. over 240.000 bøger i Amazons e-book-butik. Det lyder måske af meget, men der mangler stadigvæk masser af populære titler (og obskure niechetitler for den sags skyld). Du kan f.eks. endnu ikke finde Harry Potter-bøgerne eller Den Engelske Patient. Mange nyere bøger ryger dog direkte online og New York Times bestsellere står i kun 10 dollars, eller cirka en dansk halvtredser.


Ældre bøger koster mellem 3-6 dollar, hvilket umiddelbart lyder som fornuftige priser, men man skal huske på, at der stort set heller ikke er nogen tryknings- eller distributionsomkostninger forbundet med elektroniske bøger.

Det er også muligt at abonnere på aviser med Kindle. De bliver sendt til dig hver morgen for en månedlig pris på mellem 10-14 dollars, og så slipper du endda for annoncerne. Magasiner er endnu billigere. De koster mellem halvanden til tre dollars.

Stadig problemer

Problemet med aviserne og magasinerne er den førnævnte E-Ink-teknologi, der endnu ikke kan vise farver. Billeder ser heller ikke alt for godt ud, selv om der er en stor kvalitetsforbedring med 16 kontra fire gråfarvenuancer.

Den digitale teknologi giver en lang række fordele ved boglæsning. Du kan f.eks. selv bestemme størrelsen af bogstaver, så de passer bedst til dine øjne og det er muligt at indsætte bogmærker og små notitser i dine bøger. Kindle husker også altid, hvor du er kommet til, så når du åbner en bog, så bliver det på sidst læste side.


Du kan også overføre tekst, Word- og PDF-dokumenter til Kindle. Enten via USB-forbindelse eller ved at sende dem til din egen, specielle Kindle e-mail. Sidstnævnte koster 10 cent per dokument. Der er 2GB indbygget hukommelse, hvilket giver plads til cirka 1500 bøger.

Det er ikke en bog og du kan ikke bare smide den ned i tasken uden at bekymre dig om, hvad den ellers skal ligge og rode rundt med 



Men der er også ulemper ved at droppe den gode gamle papirløsning til fordel for digitale eBooks. Du kan f.eks. ikke give en læst eBook videre til en kammerat eller sælge den videre som en brugt bog. Glem også alt om at købe eBooks fra andre udbydere for derefter at læse dem på Kindle.

Skrøbelig sag

Og så er der jo det der med, at Kindle trods alt består af skrøbelig elektronik. Det er ikke en bog og du kan ikke bare smide den ned i tasken uden at bekymre dig om, hvad den ellers skal ligge og rode rundt med. Selvom der er lang batterilevetid, så skal du huske at smide den i stikkontakten i ny og næ.

Uden store udgifter til trykning og distribution åbnes dørene for bøger fra nye, ukendte og uprøvede forfattere 



Men på trods af sine små svagheder, vil Kindle så ikke slå den gammeldags bog ihjel før eller senere? Ifølge New York Times' anmeldelse, så er svaret "Nej, vær nu ikke fjollet".

Telefonen erstattede ikke brevet og fjernsynet dræbte hverken radioen eller biografen. Elektroniske bøger vil heller ikke dræbe papirbøgerne, men derimod komplementere dem. Uden store udgifter til trykning og distribution, så åbner det op for bøger fra nye, ukendte og uprøvede forfattere.

Udbuddet vil blive øget og billigere bøger vil måske også betyde, at flere vil læse dem. Det er en udvikling som de færreste kan være utilfredse med.

borsen statistik bnt
Type
Gadget
Se også
- 2009 - Godt år for gadget-investeringer
- 3D-film landet over inden påske
- Geniale gadgets til kræsne kvinder
Fakta
Kort om Amazon Kindle2 - Amazon Kindle2 er pt. kun tilgængelig i USA, hvor den koster 359 dollars. Den er udrustet med en 6-tommer stor skærm baseret på E-Ink-teknologi. Tekst står lige så skarpt som på papir, men skærmen er ikke bagbelyst, så du skal stadigvæk under læselampen. Den har en indbygget 3G-forbindelse, så du kan downloade bøger, aviser og magasiner direkte fra nettet uden at skulle koble den til din computer. Der er pt. over 240.000 bøger tilgængelige i online-butikken plus 30 aviser og 22 magasiner. Link til Amazon Kindle: www.amazon.com/kindle Hvornår kommer den til Danmark? Ivrige gadget-entusiaster har allerede skilt Kindle2 fra hinanden og bl.a. fundet ud af, at der er plads til SIM-kort inden i. Det kunne tyde på, at Amazon går med planer om at lancere en version med et 3G+modem, der er kompatibelt med de europæiske mobilnetværk. Regn dog med, at Kindle først bliver lanceret i Storbritannien og Tyskland. Amazon skal afklare rettighedsspørgsmål og finde en mobiloperatør fra hvert enkelt land, hvilket tager sin tid. Sådan fungerer E-Ink E-Ink-teknologien blev oprindelig opfundet på det amerikanske universitet MIT og fungerer ved at arrangere tusindvis af kapsler på en tynd film. Kapslerne kan være positivt ladede (sort) og negativt ladede (hvide) og via elektriske impulser placeres, så de viser tekst og gråfarvenuancer på filmen. Teknologien kræver ingen bagbelysning og har derfor et meget lavt strømforbrug. E-Ink står meget skarpt, er god ved øjnene og er letlæselig i direkte solskin.
 

Seneste gadget artikler


 
 
 
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste