GadgetKrise eller ej. Bang & Olufsen er snart klar med et plasma-tv på 103 tommer. Vægt: Godt et halvt ton.
Det bekræfter firmaets adm. Direktør, Kalle Hvidt Nielsen, over for Pleasure.dk, der som det første medie i verden kan bringe billederne af denne finanskrise-fornægter.
Eksistensen af den store skærm blev først afsløret på websiden til det engelske magasin What Hi Fi, der havde smugkigget med på en webcast fra Bang & Olufsen.
Samlet vejer tv og stander et halvt ton
Det nye flad-tv, der får navnet BeoVision 4-103, er skabt i samarbejde med Panasonic, der levere det gigantiske plasma-panel, der er så tungt at du ikke kan flytte rundt på det uden en mindre kran.

Stort, tungt og dyrt. B&O satser på, at man vil drømme sig ud af krisen og ind i filmenes verden med det nye enorme plasma-tv
Netop på grund af den store størrelse og vægt er BeoVision 4-103 udstyret med en speciel motoriseret stander, der både skaber et harmonisk udtryk og som hæver, hælder og roterer skærmen, så brugeren kan få en optimal seer-oplevelse.

Teknik i top
Når tv’et er slukket, sænkes skærmen ned til niveau med gulvet, så det er mindre dominerende i rummet. Samlet vejer tv og stander et halvt ton.
BeoVision 4-103 har selvfølgelig fuld HD-opløsning med 1920 x 1080 pixel, så du fuldt ud kan nyde Blu-ray-film og HD-spil fra f.eks. Sonys PlayStation 3.

Det kommer med firmaets VisionClear-system, der bl.a. tjekker farveniveauerne på skærmen og rekalibrerer dem automatisk for hver 120 timer, at tv’et er i brug.
Bagpå er der et ekstra rum, så du f.eks. kan have en set-top-boks til satellit og kabel-tv eller en mediecenter-pc gemt væk uden at den kan ses nogen steder.
Ny højttaler
Da dette er et B&O-produkt, er der også kælet for lydsystemet, der består af en ny aktiv højttaler, der har fået navnet Beolab 10. Den sidder under skærmen og er først synlig, når skærmen er tændt og hævet op i seer-højde.
BeoVision 4-103 kommer på markedet til juli, men kan allerede bestilles fra den 18. marts, hvor skærmen bliver offentligt lanceret.
Denne Youtube-video indrammer det 103 tommer store koncept:












Copyright © 2010 af Dagbladet Børsen