Den kommende 3D revolution på det brede filmlærred vil skylle ind over landet i dette forår. Der skal stadig bæres specielle briller.

25.02.2009 tekst: Jeppe Christensen

3D-film landet over inden påske

Gadget3D-forestillinger er det helt store i USA, hvor den ekstra dimension har givet forbrugerne en grund til at forlade deres ellers veludrustede hjemmebiografer for i stedet at få en ekstraordinær oplevelse i den lokale bio.

Nu er Nordisk Film klar til at vise 3D-forestillinger i sine landsdækkende digitale biografer indenfor seks uger. Teknologien er klar, men uenighed med filmudlejerne forhaler projektet.

Der er også gang i udviklingen i store europæiske lande som Storbritannien og Tyskland, mens der har været mere stille omkring 3D-forestillinger i Danmark. Det ser dog ud til, at et gennembrud kan være lige om hjørnet.

Det koster mellem en halv og en hel million kroner at udstyre en biograf med en digital projektor, der er i stand til at vise 3D-film 



”Vi har otte digitale biografer i Danmark, der kan udstyres med 3D-teknologi indenfor meget kort tid,” siger John Tønnes, Adm. Direktør hos Nordisk Film Biografer til pleasure.dk.

Han har store forventninger til 3D-forestillinger, men vil ikke kaste sig ud i projektet sådan som filmlejebetingelserne ser ud i øjeblikket. ”Op imod halvdelen af billetprisen går i dag direkte til filmleje. Vi skal sikre os, at filmlejen ikke stiger.”


Du slipper ikke for briller, hvis du vil opleve filmen i 3D. Uden brillerne opleves filmen både uskarp og flimrende. Foto: Midori iro, Public Domain

Kagen skal skæres

Problemet er, ifølge John Tønnes, at det koster mellem en halv og en hel million kroner at udstyre en biograf med en digital projektor, der er i stand til at vise 3D-film. Dertil kommer potentielt dyrere filmleje for at få lov at vise filmen i 3D.

”Vores investeringer i digital projektion er så store, så vi er simpelthen nødt til at have nogle bedre vilkår end dem, der er stillet til udsigt på nuværende tidspunkt,” siger han. ”Det handler om hvordan kagen skal deles. Det skal være mere lige.”

I løbet af april viser vi også koncertfilmen "U2 3D", der giver en følelse af at være med bandet på scenen 



Det er allerede muligt at opleve 3D-film i Danmark, men man skal ud af storbyerne. Mindre biografer i Viborg, Klovborg og Sønderborg har allerede investeret i 3D-teknologien i et forsøg på at skille sig ud og stjæle markedsandele fra de større spillere på markedet. Her vises i øjeblikket Disney-filmen Bolt i 3D.

Digital projektion har givet forbrugerne bedre billedkvalitet, men det har ikke tiltrukket flere gæster. ”Det gør 3D,” siger John Tønnes. ”Også til en højere billetpris.”


Tre gange 3D fra hollywood

Tycho Brahe planetariet i København, der kan prale af verdens største 3D-biograf, har indtil videre holdt sig til at vise undervisnings- og dokumentarfilm på sit 1000 kvadratmeter store IMAX-lærred, men her gør man klar til at vise sin første spillefilm i 3D. ”Vi viser animationsfilmen Fly Me To The Moon den 24. marts,” siger Steen Krener-Iversen fra Sirus 3D, der bl.a. har produceret Danmarks første 3D-film; Martin & Universet 3D.

”Senere, en gang i løbet af april, viser vi også koncertfilmen U2 3D, der giver en følelse af at være med bandet på scenen.”

USA i 3D

Tycho Brahe planetariet bruger en dyrere og mere avanceret 3D-teknologi end den, der forventes taget i brug i de almindelige biografer, men man har ikke planer om at konkurrere direkte med f.eks. Imperial-biografen, der ligger et stenkast væk.

Repremierer af ældre Hollywood-film som f.eks. The Dark Knight, der var delvist skudt i IMAX, og Beowulf, der var produceret 100 % i 3D, er dog ”helt klart en mulighed,” siger Steen Krener-Iversen.

3D-visningerne overgik i gennemsnit 2D-visningerne med forholdet seks til en 



Tallene fra USA må da også være interessant læsning for de danske biografdirektører. Da Journey to the Center of the Earth fik premiere i USA var indtjeningen fra 3D-forestillinger 3,7 gange større end indtægten fra de tilsvarende 2D-visninger.

Har du den rigtige film til det rigtige publikum kan 3D-forestilinger hive endnu flere folk i biografen. Det var tilfældet med skrækfilmen My Bloody Valentine, der hentede 71 % af åbningsweekendens $27 mio. fra 3D-forestillinger. 3D-visningerne overgik i gennemsnit 2D-visningerne med forholdet seks til en.

John Tønnes bekræfter, at Nordisk Film Biografer er i ”intense og tætte forhandlinger” med filmudlejerne og at man potentielt kan være klar til at vise DreamWorks-filmen Monsters & Aliens, der får dansk premiere til påske, i 3D.
”Men så skal der også handles nu,” siger han til pleasure.dk.

borsen statistik bnt
Se også
- Fladskærm - nu i biografformat
- Super-fladskærme regerer Las Vegas
Fakta
Sådan bliver filmen til 3D - Firmaet RealD har indtil videre udrustet over 1.700 biografer i USA med 3D-teknologi. Fordelen ved RealD er, at der kun bruges én digital projektor, der skiftevis projicerer billeder til højre og venstre øje. - Filmen vises med 144 billeder per sekund – seks gange hurtigere end normale biograffilm – for at minimere flimren. - Ved hjælp af briller med særlige filtre opfatter højre og venstre øje hver sit billede, hvorved 3D-virkningen opnås, fordi der er en lille forskel mellem synsvinklen i forhold til lærredet. 3D-film fra Hollywood - Der er allerede produceret en god håndfuld film i 3D og flere er på vej. På grund af udfordringerne med 3D-teknologien, er der overvejende tale om animationsfilm. -Beowulf (november 2007) -U2 3D (februar 2008) -Journey To The Center Of The Earth 3D (juli 2008) -Fly Me to the Moon (august 2008) -Bolt (november 2008) -My Bloody Valentine (januar 2009) -Monsters vs. Aliens (marts 2009) -Ice Age: Dawn of the Dinosaurs (juli 2009) -Toy Story (oktober 2009) -Planet 51 (november 2009) -Shrek Goes Fourth (2010) -Ghostbusters III (2010) -Beauty and the Beast (2010) -Kung Fu Panda 2 (2011)
 

Seneste gadget artikler


 
 
 
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste