FriEt nyt år skal skydes ind, og traditionen tro er det tid til at tage hånd om de nytårsløfter, der næsten altid følger i kølvandet på fællesknus, champagnerus og rådhusklokker.
Hvis du ikke allerede har taget tilløb til strammere maveskind og iværksat indkøb af fitnesskort, skænker vi dig her en spritny anledning til at give kroppen en sund start på 2012. Hele kroppen, vel at mærke.
I London kører adskillige af byens reformercentre med fulde huse fra tidlig morgen til midnat
Som det første af sin slags på dansk jord tilbyder det nye træningscenter Energii I Ny Kongensgade i København hold- og privattræning på de efterhånden verdenspopulære reformere – træningsmaskiner, der med udgangspunkt i de godt og vel 100 år gamle pilates-øvelser udfordrer nærmest enhver muskelgruppe, du kan komme i tanke om. I løbet af en enkelt træningstime.
Læs også: Starletten der tog Danmark med storm

Hidtil har reformeren været forbeholdt enkeltmands-træning hos fysioterapeuter o.l. Energii er det første center i Danmark, der tilbyder holdtræning på de efterhånden verdensberømte maskiner. Energii åbnede den 15. december og har til i huse i smukke, stemningsfulde lokaler i centrum af København.
Ved hjælp af justerbare fjedre og stropper, en glidende vogn og en barre styrker og strækker reformeren alt fra biceps til baller i øvelser af et til to minutters varighed og kombinerer for eksempel træning af mave og bryst med stræk af ryggen – i én øvelse.
Tænker du, at det umiddelbart lyder som noget, du snildt kan klare uden at få sved på panden, kan du godt tro om igen.

En ud af et utal af træningsvariationer, som reformeren giver mulighed for. Der bliver taget hensyn til alt fra løbeskader og fodboldskavanker til skrivebordsskader undervejs i holdtræningen.
”Mange – især mænd – bliver meget overraskede over, hvor hård træningen er,” fortæller den fitness-garvede indehaver af Energii, Gitte Mia Salling, der blandt meget andet har 25 holduddannelser og fem år som holdchef for en af Danmarks største fitnesskæder bag sig.
”De, der for eksempel har været vant til at styrketræne, har teknikken, men pludselig er der flere ting i én øvelse, de skal være opmærksomme på, og det er udfordrende på en helt anden måde,” fortæller hun.
”Man træner hele kroppen på én gang – det er grunden til, at jeg kalder det the ultimate workout.”
Både supermand på 30 og bedstemor på 70 kan være med
Og skulle man høre til dem, der får hippiebilleder af bækkenbunds-trænende og åndedrætsfikserede kvinder på nethinden ved lyden af ordet pilates, kan man tage det helt roligt.
Se introduktionen til træningsformen her:
Hos Energii er peptalk og musik (og ikke kun den blide slags) som noget helt nyt en væsentlig del af det pilates-baserede træningsunivers, og programmerne tilrettelægges, så både supermand på 30 og bedstemor på 70 kan være med.

Hos Energii er det muligt at booke firmahold og samle kollegaerne til en sund fællesstund uden for kontorets vægge.
I USA er træningsformen ikke mindst yndet blandt modeller, skuespiller og andet hot shot-godtfolk (den danske cremekonge, Ole Henriksen, er sågar hoppet med på reformervognen), og i London kører adskillige af byens reformercentre med fulde huse fra tidlig morgen til midnat.
Så slå til, hvis du vil give dit korpus en frisk og trendy start på det nye år. Hvem ved – måske ender du med en figur, der inspirerer til en relancering af de velkendte anatomi-plancher, sådan som reformerens fader, Joseph Pilates, præsterede det i tidernes morgen …
Læs også: Mød Xenia Kessler: Dansk kvinde i verdensklasse










