FriHvem har ikke drømt om at flyve som en fugl? Weekend har fået luft under vingerne med en hæsblæsende ny dille, som både flytter humøret og grænserne.

“Body Flight” er på ganske kort tid blevet det nye sorte i det grænseafprøvende univers for firmaudflugter 

Nogle gange skal selv en bangebuks prøve noget nyt og bryde med den famøse “comfortzone”. Det er i hvert fald helt med den på, at jeg beslutter mig for at teste det, som firmaer helt fremme i HR-skoene er ivrige for at tilbyde sine medarbejdere i øjeblikket: at flyve.

“Body Flight”, som eventdillen hedder, er på ganske kort tid blevet det nye sorte i det grænseafprøvende univers for firmaudflugter. Se tv-indslaget fra Børsen TV om Body Flight HER.

“Har du allerede prøvet at køre i gokart, springe bungeejump og skyde paintball, eller er du bare vild med at udvide din horisont? Så er body flight lige noget for dig. Bryd tyngdeloven og kast dig ud i frit fald på en gigantisk luftstrøm, der holder dig svævende i flyvekammeret eller i fri luft på anden sal,” teaser eventfirmaet Copenhagen Air Experience på sin hjemmeside.

Børsens udsendte vender tomlen opad, mens flyvecoach og faldskærmudspringer Reinis Rutentals griner. I baggrunden flyveinstruktør Adrian Wild

Og de har da en pointe. For hvem har ikke drømt om at flyve som en fugl?

Undertegnede har da i hvert fald, men er til gengæld ikke typen, der normalt boltrer sig i grænseoverskridende fritidsaktiviteter, så det er med lidt mere end en enkel sommerfugl rumsterende i maven, at jeg begiver mig af sted til et afsidesliggende område lidt uden for Taastrup.

Det er altså her, jeg skal finde min indre Peter Pan. Sommerfuglene basker lige en ekstra gang med vingerne, da jeg ser “affyringsrampen” – altså flyvefaciliteterne, der mest af alt ligner noget, der skal en tur ud i rummet.

Det er nu, jeg lige minder mig selv om, at jeg blot skal flyve inden for og maks. seks meter over jorden. Man kan dog også flyve op og ud af vindtunnellens top og dermed komme over 15 meter over jorden i fri luft.

Læs også:
Flyv F-16 i Roskilde
Skyhøj ekstase i dødsforagt
Barske bjergegne med naturlige chikaner

Hos Copenhagen Air Experience bliver jeg snart udstyret med flyverdragt – den er faktisk Peter Pan-grøn – ørepropper og hjelm, og med den betryggende livline i form af den kyndige flyvecoach og faldskærmudspringer Reinis Rutentals ved min side er jeg snart klar til at få luft under vingerne.

Først gennemgår han dog lige min flyveposition, fortæller hvordan jeg lander, og hvordan jeg kan styre kroppen rundt i vinden, der blæses op nedefra med ikke mindre end 190 km/timen. Han præsenterer også de mest nødvendige tegnsprogsfagter, for der vil være så meget blæs på, at vi er helt overladt til fagter og kropssprog.

Især “slap af-fagten” bliver brugt en del i det cylinderformede rum, for spænding og nervøsitet er noviceflyverens største barriere for en god flyveoplevelse, forklarer han.

Og så er det nu! Ind på ståltrådsnettet og hurtigt op at ligge på luftstrømmen i en glidende bagoversvajende bevægelse, som var målet at gå i bro. Reinis griber og retter mine arme og ben til. Jeg flyver!!! Et “uhhhhh” og et forsigtigt, og måske også lidt påtaget smil, er min første reaktion på mit nye element.

Det er Bambi på glat is, for kropsfornemmelsen er ny og akavet, og at flytte en arm eller et ben og holde en bestemt stilling kræver anstrengelse og dyb koncentration 

Vinden hamrer imod min krop og får mig til at føle mig som et skrøbeligt lille blad, der hvirvles tilfældigt rundt. “Det er jo virkelig kontroltab det her,” tænker jeg, men retter hurtigt tankerne ind til: “Men det er også en rigtig sjov leg” – et mantra, som jeg gentager for mig selv jævnligt det næste halve minut. Og snart kan jeg faktisk ikke lade være med at smile ægte, mens jeg forsøger at afkode, hvad Reinis med sine fagter vil have mig til.

Før turen ind i den stormende larm undervises Børsens udsendte i flyvningens kunst af instruktør Reinis Rutentals

Det er Bambi på glat is, for kropsfornemmelsen er ny og akavet, og at flytte en arm eller et ben og holde en bestemt stilling kræver anstrengelse og dyb koncentration. Jeg skal svaje meget mere i lænden, signalerer han med hænderne. Det er svært, vinden brøler, og det hele føles intenst – og også lidt klaustrofobisk.

Pludselig er jeg kommet ret højt op uden min coach inden for tryg rækkevide. Det er en blanding af “uhhh” og “juhuuu”, lige indtil jeg kommer i tanke om, at jeg måske ikke kan komme ned igen. Så er det “op, op, op med hagen”, som han har demonstreret flere gange og så roligt ned at lande på stålnettet igen. Pyh, jeg kan altså styre lidt herinde alligevel.

Jeg er kun inde i vindtunnellen nogle minutter ad gangen på grund af de ekstreme forhold herinde, så vi holder pause og lader op til anden runde. Kroppen er blevet ret kold nu, og jeg er pludselig blevet alt for bevidst om mit problem med at svaje. Derfor stivner jeg og går lidt i panik, da jeg springer ind i orkanens øje igen.

En boblende glæde og en zenagtig ro forplanter sig helt ind i sindet  

Snart er jeg steget til vejrs uden skyggen af kontrol. Reinis er dog hurtig til at flyve med op og styrer os rundt helt oppe i toppen af tunnellen. Jeg registrerer nærmest ikke, at han er der, så anspændt er jeg. Øv, måske skulle jeg alligevel være blevet på jorden, tænker jeg.

I begyndelsen af seancen er mandsopdækningen konstant på plads med masser af hjælp til at holde balancen

Min tredje og sidste flyvetur er jeg mildest talt ikke i hopla til, selvom tålmodige Reinis kommer med opmuntrende bemærkninger. Min krop er nu så kold, at jeg næsten klaprer tænder, men omvendt vil det også være rigtig surt at stoppe nu. Vi hopper lidt rundt på stedet, og Reinis forklarer igen, hvordan jeg skal svaje, så jeg genvinder lidt kontrol.

“Men husk – ikke tænke for meget,” siger han.

Og så er det ellers bare ind i blæsten igen – om ikke andet så for kameraets skyld. Det går heldigvis bedre nu – Reinis laver opmuntrende tegn, og jeg får igen følelsen af legende lethed i kroppen. Vi flyver helt op i toppen af tunnellen, og han peger ud. Det er fascinerende at kigge ned over det bakkede landskab.

Som trold ud af en æske springer flyveinstruktør Adrian Wild nu ind i vindtunnellen. “Oh oh,” når jeg lige at tænke, før han griber fat i mit ene ben og forvandler os begge til en flyvende snurretop. Rundt, rundt, rundt. Et “wahuuuuuuuuu” forlader min mund, men fanges under hjelmen og drukner helt i støjen for motorerne.

Det bliver pludselig lysende klart, hvorfor folk jager planeten rundt for at prøve kroppen – og sindets – grænser af. Det er præcis den følelse her, de jager. Til lands, til vands eller – som nu – i luften. En befriende selvforglemmelse og følelse af at gå i et med omgivelserne.

En boblende glæde, men også en zenagtig ro, der forplanter sig helt ind i sindet, konstaterer jeg inden landing. Vel nede på jorden får mine to flyvecoaches et kækt “high five”, mens en berusende “jeg gjorde det sgu-følelse” bobler frem.

Og så kommer kvalmen.

Læs også:
Det ultimative fix under isen
Vintersport for de rigtigt rige
Med en baby på Norges højeste bjerg