Hun er suveræn, faktisk den bedste kvindelige windsurfer herhjemme. Efter fire danmarksmesterskaber i træk, er hun nu strøget til tops i verdensklassen.

6.12.2011 tekst: Cecilie Rask Maagaard

Mød Xenia Kessler: Dansk kvinde i verdensklasse

FriXenia Kessler er den fjerdebedste kvindelige windsurfer i verden inden for disciplinen freestyle. Hun rejser jorden rundt for at deltage i konkurrencer, og i mellemtiden læser hun journalistik i Odense.

Windsurfing er en svær sport at dyrke på højt plan, fordi den er så svær at planlægge. Man er 100 pct. afhængig af vejret 

Hen over sommeren har hun været til World Cup i Caribien, derfor har hun først afsluttet sine eksamener nu. De blev simpelthen udsat på grund af verdensmesterskabet.

I efteråret har surfbrættet derfor for en sjælden gang været lagt helt på hylden.

»Inden for det sidste år, hvor jeg er startet på universitetet, har jeg været nødt til at træffe nogle valg, så nogle dage prioriterer jeg, at det er windsurfing eller skolen, det handler om, og så er jeg der 100 pct. – om det så stormer en halv pelikan,« siger Xenia Kessler.


Hun bor til dagligt i Odense og har et kvarter til fjorden, som hun kører til i sin gamle kassevogn, hvor surfbrættet lige kan ligge omme bagi. Det er med andre ord bestemt ikke glamourøst at være verdensklasse windsurfer. Og derfor er det endnu vigtigere at klare sig godt til konkurrencerne, så det hele kan løbe rundt. En tur til Hawaii eller Bonaire i Caribien kan man nemlig ikke klare med lavprisfly.

»Arrangørerne af World Cupen betaler hotel og mad, hvis man er i topfire, men ellers skal man selv stå for det hele. Så det har meget været noget med at sove på sofaen eller på gulvet og spise pasta og tun med ketchup og så bare op at træne hver morgen. Det er en kamp, men jeg kan stadig godt lide det,« siger Xenia Kessler.

Læs også:
Ny sjovere og federe surfsport
Fra jomfrudyk til Open Water Diver
Verdenseliten samles ved Vesterhavet

Så god som drengene

Nogle gange drømmer hun alligevel om at have en træner, der kan vejlede hende, sige, hvad der er godt at spise, og hvordan hun skal træne og have kontakten til sponsorerne. »Men på en måde, så tror jeg også, det er det, der fanger mig – at jeg kan styre det hele selv og vælge til og fra,« siger hun.

Jeg tror virkelig, man kan, hvad man vil, og jeg tror kun, jeg er blevet god til at surfe, fordi jeg har øvet mig rigtig meget  

Xenia Kessler blev ikke bidt af at surfe lige med det samme, for der var så meget besvær med udstyret oppe på land, før man rigtig kunne have det sjovt, husker hun. Og ved sin første deltagelse i danmarksmesterskabet blev hun da også nummer sjok.

»Der så jeg nogle af de trick, drengene lavede, og så tænkte jeg, at det vil jeg rigtig gerne blive god til. Året efter blev jeg nummer et.«


Og det er hun så blevet lige siden. Det gik stærkt, og inden nogen havde fået set sig om, sejlede hun World Cup og udkonkurrerede flere af de mandlige kollegaer.

»Men jeg har hele tiden haft en plan i hovedet for, hvordan jeg gerne vil have, at tingene skal være. Så vil jeg gerne lære det der trick, og så vil jeg gerne være med i den der konkurrence, og så vil jeg gerne i top tre og så videre. Jeg tager nogle små skridt, så det virker mere overkommeligt at sige, at jeg gerne vil være nummer tre i verden. Jeg tror virkelig, man kan, hvad man vil, og jeg tror kun, jeg er blevet god til at surfe, fordi jeg har øvet mig rigtig meget på det og lagt rigtig mange timer i det,« forklarer hun.

Det fedeste øjeblik

Xenia Kessler er på vandet så ofte som muligt – gerne tre timer om dagen og gerne længere, hvis der er tid. I gymnasiet i Risskov ved Aarhus kunne hun nogle gange nå at sejle inden skole, og ellers var der tid bagefter, eller hvis der var huller i skemaet, så var det ned til stranden, ud på vandet, se på uret og ind igen.


»Jeg synes, det fedeste tidspunkt er, når jeg lærer et nyt trick, som jeg har brugt rigtig lang tid på at øve. Nogle gange kan det tage flere måneder. Man er bare sig selv, og man ved ikke helt, om man gør det rigtige, men man må prøve sig frem og måske få nogen til at filme sig. Når man så lander det, er det simpelthen det fedeste øjeblik,« siger hun.

Fordi man ikke rigtig kan leve af windsurfing, har Xenia Kessler altid været opmærksom på ikke at gå glip af for meget, og som sin egen træner bestemmer hun selv, hvor mange skolefester, hun tager med til. Alligevel føler hun nogle gange, at hun går glip af de almindelige ting som studieliv, familiefester, jul og fødselsdage.


»Det har aldrig været min drøm, at jeg skulle rejse meget og være væk hjemmefra. Det har egentlig bare været min drøm at være dygtig til det, jeg laver. Så selvom det er rigtig spændende at se så mange forskellige kulturer, så synes jeg også tit, det er hårdt at være væk fra de mennesker, der betyder noget for mig.«

Windsurfing er en svær sport at dyrke på højt plan, fordi den er så svær at planlægge. Man er 100 pct. afhængig af vejret, og selvom man har øvet og øvet et bestemt trick på stranden og er klar til at komme ud på vandet og give den gas, så kan man blive nødt til at vente i flere uger.

»I starten var det meget svært for mig at lave aftaler, da jeg gerne ville træne rigtig meget, og jeg vidste ikke, om det kom til at blæse. Det er svært, når ens omgivelser også bliver blandet ind i det. Det dilemma står jeg i tit – om jeg skal vælge vinden eller noget helt andet.«

Læs også:
Dansk polo-pige: Mellem penge og passion
Barske bjergegne med naturlige chikaner
Frygtløse piloter udfordrer New Yorks luftrum

borsen statistik bnt
Kategorier
Action
Type
Windsurfing
Se også
- Havets fartdjævel indtager Danmark
- Adrenalinsus i Colombias bjerge
- Nye kajakker til veteranerne
Fakta
Blå bog

- Xenia Kessler er 22 år
og windsurfer. Hun er danmarksmester i disciplinen »freestyle« for kvinder fire år i træk og rangerer i dag som nummer fire på verdensranglisten. Hun blev i 2010 PWA »Rookie of the year«.

- Xenia Kessler underviser desuden andre instruktører i windsurfing og har bl.a. surfet i Brasilien, Caribien, på Hawaii og på De Kanariske Øer.

- Til daglig studerer hun journalistik på Syddansk Universitet i Odense.
Magasinet Pleasure
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste artikler


 
 
 
 

Seneste