FriFor 12 år siden ramte Louise Sandberg en polobold klokkerent og blev totalt solgt til den hobby, der nu optager alle hendes weekender. Men den har også betydet, at hun har været med til at skrive historie i Iran og spise frokost med prins Harry.

Polo er en livsstil, det er en besættelse, en del af mig og som en sygdom. Jeg lever for det 

Bukserne var engang hvide. Nu er de så mørke af mudder, at de ikke engang ville blive hvide i en vaskepulverreklame. Alt er i øvrigt gråt i vådt her i en af Englands største poloklubber i Windsor vest for London. Mennesker og heste er sølet til.

På sådan en bloody miserable day, som briterne ville sige, er det ikke til at se, at polo er en sport, der oser af penge og tiltrækker royale, stenrige oliesheiker, russiske oligarker og Louise Sandberg, som er en af de få danske kvinder (der er så vidt vides kun to), der dyrker sporten i England.

Argentineren Maximiliano (tv.) passer Louise Sandbergs syv heste hver dag og er med til alle hendes polokampe

Dyrker er nok et lidt vagt ord. Prøv: opslugt af, passioneret af, eller som hun selv siger:

»Polo er en livsstil, det er en besættelse, en del af mig og som en sygdom. Jeg lever for det, og mit arbejde centrerer sig også omkring, hvor meget polo jeg kan komme til at spille.«

I ni år har hun drevet et internetfirma i sit eget navn, hvor hun sælger luksuriøst beachwear og har haft både Madonna og Sienna Miller som kunder. Det meste af overskuddet går til Louise Sandbergs eget »Sexy Kaftans Team« opkaldt efter det tøj, hun sælger.

I polo kan en amatør som Louise Sandberg nemlig komme til at spille med professionelle ved at blive sponsor og dermed betale startgebyr på ofte flere tusinde kroner og løn til tre spillere. Andre gange bliver hun selv inviteret til at spille på et højere niveau af f.eks. en rig, engelsk bygherre eller en australsk mangemillionær.

Læs også:
Ny sjovere og federe surfsport
Med en baby på Norges højeste bjerg
Kom flyvende gennem regnskoven

Hobbyen sluger alle hendes weekender, flere dage om ugen, kræver en fuldtidsansat hestepasser fra Argentina syv måneder om året og har givet hende mulighed for at skrive historie i Iran og spise frokost med prins Harry.

»Prinsen er en utrolig god spiller med et handicap på et. Jeg har mødt ham et par gange i forbindelse med den årlige afslutning på den engelske High Goal-turnering (det højeste af tre niveauer). Det er en stor event sponsoreret af Cartier. Jeg blev inviteret til at spise med ved hans bord. Fordi polo er sådan en lidt »understated« sport, var det ganske afslappet. Vi har en fælles passion for sporten, og han spiller en del for velgørende formål.«

Selv en intens silende regn har ikke kunnet holde Louise Sandberg og hendes syv heste hjemme i dag. For en uge siden knitrede de hvide bukser under solen på Ibiza, hvor den 36-årige dansker var udvalgt til at spille i pink trøje for tv-kanalen Fashion Tv.

»Det var et godt eksempel på, at polo er blevet en kæmpe reklamesøjle. Masser af store firmaer – ikke mindst banker – sponsorerer polo og har kampe i forbindelse med store cooperate events.«

I polo kan en amatør som Louise Sandberg komme til at spille med professionelle ved at blive sponsor og dermed betale startgebyr på ofte flere tusinde kroner og løn til tre spillere 

Det var med andre ord strand, sol, drinks, party hele natten, heste, smukke kvinder, sexede mænd til hest og selveste den levende pololegende Adolfo Cambiaso fra verdens førende pololand Argentina.

Polo er en yderst maskulin sport, men kvinder og mænd spiller tit sammen, fortæller Louise Sandberg, der er blandt de bedste kvindelige udøvere

»Vores pigehold spillede foran verdens bedste spillere, når de havde pause. Det svarede til, at vi spillede serie 5-fodbold foran David Beckham,« forklarer Louise Sandberg.

Kampen hjemme i England i dag må føles som noget af et antiklimaks, men er det sjovt nok ikke. Selv uden champagne og reklamebannere er den vigtigste faktor altid til stede: passionen.

Normalt ville tilskuerne også have haft picnickurve med. I dag skutter kun et par af de mest hardcore fans sig under træerne sammen med assistenterne, der er klar med nye heste i hver pause.

Bane 1, hvor klubbens evighedsmedlem Prins Charles ofte har spillet, ligner mest en pløjemark, hvor en flok entusiaster galoperer frem og tilbage i et vildt tempo.

Hvide stakitter rundt om staldene, messingplader med navnet »Royal Country of Berkshire« og hestebokse store nok til 18 firbenede ad gangen er det eneste, der afslører, at polo er en dyr og udstyrstung sport.

En lidt tæt mand kommer og hilser på efter kampen. Han ligner en druknet hestehandler på et jysk kræmmermarked.

Efterfølgende fortæller Louise Sandberg, at Eugene nok er en af de rigeste russiske oligarker her i England og var på forsiden af Forbes Magazine ugen før.

Han har inviteret hende til at spille for sig.

»På banen er vi alle lige. Polo er en diskret og ikke spor flashy måde at vise sine penge på. Du møder simpelthen så mange spændende og forskellige mennesker, og hvis de kan lide dig og din måde at spille på, kan du få mange invitationer. Det er en af de ting, jeg elsker ved sporten. Jeg har f.eks. både spillet mod prinsesse Béatrice, og samtidig har jeg en god ven, der er sygeplejerske, og hun gør alt for at spille med sine to heste hver weekend. På banen er alle lige – rig eller fattig, ung eller gammel.«

Louise Sandberg er ud af en filmfamilie. Hendes farfar og far ejede biograferne Imperial, ABCinema, Bio Trio, Cinema 1-8 og Kina Palæet, der senere blev solgt til Nordisk Film. Farfaderen var producent på alle Soldaterkammerater-filmene, og hendes far sælger filmrettigheder.

Hun er født i Danmark, men flyttede til England som syvårig, gik på pigeskole i uniform og bare ben i Oxford. Hun føler sig så engelsk, at hun sagde ja til at spille på det engelske pololandshold i Iran i 2006 og lige glemte den detalje, at hun var udlænding.

»Jeg blev udvalgt som en af de fire ud af 20 spillere. Og jeg kom første i tanke om mit danske pas dagen før. Jeg fik lov at spille alligevel og var med til at skrive historie, da det var første gang i 800 år, at kvinder fik lov til at spille offentligt i Iran.«

At spille med slør i et land, hvor polo er blevet spillet siden mange hundrede år før vores tidsregning, var en endnu en af de kæmpe oplevelser, som sporten har givet Louise Sandberg.

»Jeg har reddet, siden jeg var helt lille og har altid været mere til spring end dressur. Men jeg fik først sent øjnene op for polo. Jeg var 24 år, da en af mine gode veninder, Jodie Kidd (kendt som fotomodel og en af de bedste kvindelige polospillere), og hendes bror fik mig i gang. Da jeg ramte bolden første gang, vidste jeg, at jeg aldrig vil lave andet.«

I de første par år havde hun kun to heste, trænede i fire-fem timer hver dag, og i de tre måneder om året, hvor verdens bedste polospillere samles til de vigtige turneringer i England, stod hun trofast på sidelinjen for at suge til sig.

Selv om hun kom sent i gang, er hun nu en habil spiller og har et handicap på 0.

»Hvis jeg var begyndt som tiårig, kunne jeg nok være blevet professionel. Min ambition er at blive bedre og bedre. Men jeg har lige så høje ambitioner på sportens vegne. Min drøm er, at polo bliver optaget til OL igen og at få polo til Danmark. Jeg er i gang med at undersøge muligheden for at afvikle en »Exhibition Match« i Danmark. Trods finanskrisen er polo en visuel sport, som er perfekt til events og stadigvæk tiltrækker store sponsorer,« siger Louise Sandberg, der i øvrigt selv er i dialog med et stort firma, som muligvis vil sponsorere hende.

I polo handler det nemlig om at have penge og gode forbindelser. Eller i hvert fald mindst en af delene.

Mens hun fortæller, fyger navne og titler omkring os. Nogle har talenterne, og andre har moneterne. Og så er der dem, der har lidt af det hele, som nu Louise Sandberg, der dog ikke har lyst til at snakke for højt om, hvad sporten har kostet hende. Eller hvor god hun er. Lidt dansk beskedenhed har man vel.

»Jeg ligger i bunden eller midtimellem. Jeg mødte engang en anden spiller på St. Barths, og jeg var lidt flov over at sige, at jeg havde syv heste. Men så fortalte han mig, at han havde 800. De rigeste har rigtig mange heste og har ansat massører til deres heste. En rigtig god hest koster mellem 30.000 og 100.000 pund (ca. 255.000-850.000 kr.). Selv fostrene fra de gode hopper bliver solgt for op til 480.000 dollar (ca. 2,7 millioner kroner.)«

Selv har hun via held og gode forbindelser fået gode heste til rimelige penge og har selv avlet to.

»Hvis jeg skulle starte i dag, ville jeg på mit niveau måske skulle købe fire heste til 200.000 kr. Det er ikke spor urealistisk. Men det ville jeg slet ikke have råd til. Det er nok en af verdens dyreste sportsgrene, og der skal lidt mere til end en ketsjer.«

Ud over al udstyret kræver sporten råstyrke og fysisk topform for både rytter og hest. Tempoet er højt, og hestene bliver trænet specielt for at kunne klare hyppige og bratte opbremsninger fra fuld fart. Det betyder også, at det er en udskældt sport. Hestene bliver reddet til det yderste, og det er synd, mener kritikerne.

»Jeg ser sådan på det, at der bliver passet rigtigt godt på poloheste, og du kan ikke få dem til at spille, hvis de ikke selv vil. Jeg elsker heste så højt og synes, at de er det smukkeste dyr af alle. Men i de syv et halvt minutter, jeg spiller, er hesten lidt af en maskine. Jeg bliver nødt til at glemme den for at kunne spille, men nogle gange er det svært, for jeg har mange følelser for dyr,« siger hun.

På mange måder er det derfor paradoksalt, at danskeren er blevet så bidt af den meget maskuline sport. Da vi mødes nogle dage efter kampen, er de beskidte bukser skiftet ud med rene jeans, der sidder et par store, mørke solbriller i det lange hår, hun har en lækker, slidt taske i den ene hånd og en cremefarvet hund i snor. Henry er en såkaldt rescue dog, en hund, som ingen ville have. I øvrigt er Louise Sandberg også vegetar.

Faktisk ligner hun mere en, der ville stå på sidelinjen og sippe champagne.

»Men selv om det er en meget maskulin sport, er der faktisk en del engelske kvinder, der spiller. Jeg har mange blå mærker på benene, og hver gang jeg får massage, bliver jeg altid spurgt, om jeg løfter vægte, fordi jeg har så store muskler på ryggen. Det kræver bare en usædvanlig god fysisk form. Når jeg nogle gange spiller på det højeste niveau, rider vi så hurtigt, at jeg næsten ikke kan få vejret. Og ja, det er en farlig sport, og jeg er faldet af flere gange. Engang lå jeg ned på ryggen og kunne se alle heste komme mod mig, og jeg troede, at nu var det slut. De nåede lige at stoppe. Bagefter sagde min medspiller Jodie Kidd til mig: »Der var jeg lige ved at træde på dit hoved.«

Her har vi naturligvis forklaringen på, at hendes forældre i starten håbede, at det bare var en grille, og i dag lidt ufrivilligt synes, at det er lidt cool, at hun spiller. Bekymringen kan hun godt forstå, fordi hun paradoksalt nok ikke har lyst til, at hendes kæreste skal spille – i hvert fald ikke mere end de hyggekampe, de engang imellem spiller med vennerne.

»Polo er svær at sammenligne med andre hestesportsgrene. De fleste andre afhænger 50/50 af rytter og hest, i polo er det 80 pct. op til spilleren. Det er også et utrolig hurtigt spil, den næsthurtigste teamsport i verden. Kun ishockey er hurtigere. Det er selvfølgelig en farlig sport, ud over Formel 1-løb er der vist ikke andre sportsgrene end polo, hvor der altid er en ambulance til stede. Lige efter et fald kan jeg godt være lidt bange, men faren er med til at gøre det ekstra attraktivt. Det er et 100 pct. adrenalinrus. Intet kan sammenlignes med at være i fuld galop, alle de andre er bag dig, du har bolden, og den skal bare i mål.«

Selv efter kampen i regnvejr skinner hendes kinder som på et lille barn, der har fået lov til at gå amok i en vandpyt. Louise Sandberg scorede flere gange, er glad, snakker om dagens kamp med de øvrige spillere, der varmer sig i klubhuset med kaffe, te og hvide sandwich med ost og chips imellem.

Analyserne er overraskende hurtigt overstået. Et langt vigtigere spørgsmål er nemlig: Hvornår skal vi spille igen?

Louise Sandberg rejser gerne langt med sine heste. Hun har spillet under Ghanas stærke sol, på is i Schweiz, i Argentina, Thailand, Iran, på Ibiza og har fulgt væmmelsens fascination og oplevet gede-polo i Kirgisistan, hvor de stadigvæk fanger en ged, skærer hoved og ben af og derefter rider rundt og flår resten af delene af geden og kaster dem i mål.

»Det er så væmmeligt. Alle var fulde, spillede uden hjelme, der var blod alle vegne. Der sætter jeg grænsen.«

Men ellers er drømmen at blive hurtigere og bedre, spille endnu mere og rejse endnu flere steder.

»Jeg skal snart til Kina og spille i en ny klub, hvor et medlemskab koster en million dollar. Der er kun ti medlemmer, og vi er blevet inviteret til at spille en dameturnering af en 70-årig australsk mangemillionær. Og til december skal jeg til Argentina for at se finalen i Argentine Open, den største og bedste turnering i verden. Det er som et mekka for polospillere. Måske skal jeg købe en hest. Men ud over prisen på hesten koster det 4000-5000 dollar (ca. 25.000 kr.) at få den fløjet hjem. Så nu må vi se - for ligesom andre spillere kan jeg også godt mærke krisen.«

Læs også:
Livsfarlig kappestrid i Havets Formel 1
Flyv F-16 i Roskilde
Det ultimative fix under isen