FriFreddy Wulffs liv som professionel jæger, har ført ham vidt omkring. Hans konstante behov for at udfordre sig selv og skæbnen, har drevet ham ud på farlige vildsvinejagter i New Zealands tætte skove og på bøffeljagt i Nordaustralien.
Men det har aldrig været vildtet, der skræmte Freddy. Det har altid været ham selv.
Når du tosser rundt derinde i skovene alene, er den største fare i virkeligheden dig selv
Bag ikonet Freddy Wulff gemmer sig et utal af beskrivelser: Opdagelsesrejsende, eventyrer og vildmand, for at nævne nogle. Beder man ham sætte ord på sig selv, svarer han »en gal mand« og griner højt.
Men Freddy Wulff er først og fremmest professionel jæger, som titlen på hans nye bog også fortæller. Og han »jager ikke for at dræbe. Han dræber for at have jaget«.
En kronhjort, også kaldet en ni-ender, blev skudt i Te Urewera National Park. Foto: Blid Alsbirk
Interessen for jagt begyndte som 21-årig, da Freddy arbejdede på den amerikanske militærbase i Grønland. Det var i 20 minusgrader i isørkenen i Søndre Strømfjord, han mødte sin bedste »HC«. Det var her, han skød sit første og eneste rensdyr. Og det var her, han tog den beslutning, der kom til at ændre hans liv – han ville være professionel jæger.
Læs også
Svensk jagtriffel bliver verdens dyreste
Jagten på Afrikas grå spøgelse
Bukkejagt i Smålandshavet
Kort tid efter, i 1970, får Freddy sit første job som professionel jæger i New Zealand. Han bliver ansat i skovvæsenet under regeringen. I området omkring Waiau-floden og Lake Waikaremoana skal han jage kronvildt og vildsvin for at holde bestanden nede,og for at beskytte den naturlige fauna og flora.
»New Zealand var verdens største spisekammer. Alt overlevede, og der var kun få rovdyr derude. Så det var mit job at skyde vildtet, bære det ud og så sælge det til de vildtopkøbere, der stod overalt på vejene,« fortæller han.
Jeg så mange kolleger, der efter seks måneder på kontrakt ikke ville hjem og besøge familien. De blev i skoven og forvandlede sig til eneboere
Det første år på New Zealand arbejdede Freddy sammen med en dansk kollega, men de næste to år rykkede han alene ind i skovene – nogle af områderne er stadig uberørte den dag i dag.
I skovene omkring Te Urewera National Park får ordet jagt den helt rigtige betydning for Freddy. Alle sanserne er i spil, når han jæger. Foruden riflen er hørelsen det vigtigste våben, fordi bevoksningen i skovene er så tæt.
»Du sidder aldrig og venter, som man gør det under jagten herhjemme. Det er dig, der skal opsøge jagten – dig, der skal jage og være i konstant bevægelse. Det er duellen mellem dyr og jæger, der definerer jagten,« forklarer Freddy.
I skovene var der ingen, der holdt øje. Man skrev kontrakt for seks måneder ad gangen – og så længe Freddy meddelte, hvor meget han havde skudt en gang om måneden, var de tilfredse hos skovvæsenet.
»Jeg så mange kolleger, der efter seks måneder på kontrakt ikke ville hjem og besøge familien. De blev i skoven og forvandlede sig til eneboere. De fik bare droppet noget ammunition ned, og så blev de ellers derinde«.
Livet som eneboer og selvudnævnt »hulk« i skoven førte naturligvis farer med sig. Men den største fare er ifølge Freddy Wulff eneboerens selvopfattelse.
»Når du tosser rundt derinde i skovene alene, er den største fare i virkeligheden dig selv. Pludselig kan du krydse vilde floder og kravle op af klipper uden udstyr. Man bliver en fandens karl, der kan det hele – og på den måde også sin egen værste fjende,« fortæller Freddy om det overmod, der ramte ham.
En gang var det ved at ende rigtig galt, da Freddy var på jagt efter vildsvin med sine hunde. Når man jager vildsvin, sniger man sig ind på det bagfra, griber fat i et af benene og svinger det om på ryggen, så dyret er hjælpeløst. Så sætter du kniven igennem struben. Men denne gang havde Freddy kun såret dyret.
Man bliver en fandens karl, der kan det hele – og på den måde også sin egen værste fjende
Da vildsvinet fik øje på ham, gik det til angreb på både ham og en af hundene.
»Jeg turde jo ikke skyde efter det, fordi jeg var bange for at ramme en af mine hunde. Jeg falder baglæns i et forsøg på at nå min riffel, og der fik han givet mit ben en ordentlig rusketur. Jeg endte med at ligge inde i min hytte 14 dage og kunne ikke gå – ja, det var sgu morsomt«.
Vildsvinet fik også fat i Freddys hund, Rubbish, så han måtte sys sammen med snørebånd. Efter episoden fik hunden titlen Sir Rubbish. Den havde trods alt udvist sandt heltemod.
Efter knap to år alene inde i skovene, havde Freddy langsomt isoleret sig. Han husker særligt den december måned, der skulle vise sig at blive hans sidste.
Det var omkring jul, og som sædvanligt blev han over dataanlægget hørt, om han ville ud og hjem på ferie. Freddy skulle ikke nogen steder. Her gik det op for ham, at han var ved at ende som eneboer, ligesom kollegerne. Det var på tide at komme videre på rejsen som jæger.
Læs også:
Frodigt jagtparadis i Ærkeengland
Hyggejagt på Falster
Rå jagt - med mere blod på hænderne
