FriHybridkøllen er udover driveren og putteren formentlig den mest omtalte blandt alle de køller, som golfspillere anvender. Den er værktøjet, der binder jernene i sættet sammen med fairwaykøllerne og giver en glidende overgang.
En decideret nødvendig kølle i baggen er måske så meget sagt, men den gør golflivet lettere for de allerfleste af os. Og det til flere forskellige slags slag.
Nyder du ikke allerede den markant lettere spilbarhed, så kom i gang – bliv hybrid-ejer!
Udseendet af køllehovedet kan være som et »forvokset« jern, men minder typisk mest om fairwaykøller – bare lidt mindre. Et sådant køllehoved er mere anvendeligt fra eksempelvis lejer i roughen, hvor det skal flytte mindre græs på vej mod bolden.

Hybridkølle fra Taylormade. Pr-foto.
Hybriden er ydermere normalt skabt til at gøre det lettere at få højde på slagene og er i særdeleshed tænkt som erstatning for 2-, 3-, 4- og/eller 5-jern. Det er i de fleste tilfælde mere anvendeligt, at man kan give bolden en noget blødere landing på greenen, end tilfældet er for de fleste af os, når vi slår med de lange jern.
Læs også:
Ny sjovere og federe surfsport
Åndeløs golf på verdens højeste golfbane
Bygerne på golfbanen kan bare komme an!
Og skulle man endelig have brug for et lavt slag, ja, så er hybriden heldigvis en ganske alsidig sag. Den kan helt bestemt manipuleres med, så man fint i stedet kan slå en »lav triller« mod sit mål. F.eks. med bolden en anelse tilbage i opstillingen.

Hybridkølle fra Callaway. Pr-foto.
En række professionelle spillere har også betydelig succes med at bruge den til at chippe med i forskellige situationer. PGA Tour-spilleren Todd Hamilton fra USA slog måske det mest kendte chip med en hybrid tilbage i 2004. Det blev slået fra omkring 30 meter til forkanten på sidste hul af et omspil om British Open-titlen. Et lavt, trillende indspil, hvor bolden elegant lagde sig til rette under en meter fra hullet. Det efterfølgende et-putt gav ham sejren foran Ernie Els.
Træner man disse chipagtige slag med en hybrid, vil man formentlig hurtigt konstatere, at det er rimeligt let at opnå solid kontakt med bolden. Den brede sål sikrer i nogen grad, at køllen ikke sætter sig fast i jorden. Og teknikken til slaget minder egentlig mest om putteteknikken.
Chip med f.eks. en wedge er en smule sværere i forhold til at opnå solid kontakt. Til gengæld skal man til hybridchippet bruge lidt mere planlægning og held til det lange tril op mod greenen. Et succesfuldt højere slået wedgeslag har ikke denne parameter i spil. En samlet afvejning i situationen er som altid nødvendig!

Der findes en hybridkølle til enhver type golfspiller. Hybridkølle fra Adams. Pr-foto.
Topspillernes accelererende brug af hybridkøller har ganske naturligt påvirket den almindelige golfspiller meget. I dag har langt den overvejende del af spillerne på verdens bedste professionelle tours en eller flere hybridkøller i deres arsenal. Jeg vil tro, at kun omkring 10 pct. fortsat spiller uden.

De fleste af os bør i hvert fald ikke have et længere jern i baggen end et 4-jern, hvorefter hybriden skal på banen. Hybridkølle fra Mizuno. Pr-foto
Det er værd at pointere, at jo mindre fart man har i køllehovedet ved træffet med golfbolden, desto større gavn vil man have af en hybridkølle. Man kan få mærkbart større højde på de slag, som man tidligere skulle have slået med et langt jern. Den ekstra høje boldflugt og blødere landing giver under normale omstændigheder bedre mulighed for at stoppe bolden nær målet.
De topprofessionelle golfspillere har – som mange af os mere almindelige golfspillere – taget hybridkøllerne til sig. Nyder du ikke allerede den markant lettere spilbarhed, så kom i gang – bliv hybrid-ejer!
Læs også:
Golf-tips fra cheftræneren
Verdens sværeste links-bane
Bunkerslaget er ikke en ørkenkrig












