FriSommerfiskeriet efter sudere i de danske søer og moser er et både afstressende og spændende alternativ til gedde- og ørredfiskeriet.
Søen ligger sortblank og stille foran dig med sommerhimmelen som levende loft – badet i skumringstimens spage lys.
Suderfiskeriet får dig først helt ned i gear – for så at sende din adrenalin på rundfart i kroppen
De to gulligt fluorescerende flåd står akkurat og vugger lige så stille i vandoverfladen. Du stirrer blindt og spændt på flåddene for at spotte det mindste nøk i majsen, der to meter nede ligger og lokker på bunden og udsender sine søde duftspor. Pludseligt trækkes flåddet langsomt og kontrolleret til siden og forsvinder.

Artiklens forfatter fangede denne rognfyldte suder på hele 3,6 kilo i en offentlig københavnsk sø. Eget foto.
Du lader modhugget falde, hæver stangspidsen og mærker modstanden. Bremsen hviner, og vandets piskes til skum. Og du er lykkelig. For søens største suder har ikke tænkt sig at give op uden en værdig tvekamp.
Læs også:
Skærgårds-perle for geddefiskere
Dansk geddefiskeri i verdensklasse
Genial løsning for alt for travle golfspillere
Ja suderfiskeriet får dig først helt ned i gear – for så at sende din adrenalin på rundfart i kroppen, når den ellers så rolige suder mærker krogen i majsen og beslutter sig for at vise muskler. Og stor er tilfredsstillelsen, når man løfter den bronze- og grønfarvede fisk med de karakterfulde, røde øjne fri af vandet. Måske Danmarks smukkeste ferskvandsfisk. I hvert fald den stærkeste pund for pund. Og en decideret mytisk fisk.
I gamle dage var man overbevist om, at sudernes slim kunne hele sår på mennesker. Man troede også, at suderen havde særstatus blandt søens rovdyr som »off limits« på grund af fiskens lægelige egenskaber. Grumme gedder skulle ifølge myten blive bløde som smør, når en ældre distingveret suder svømmer forbi.
Det bør udelukkende være med spænding, naturoplevelser og genudsætning for øje, at man fisker sudere
Myten er lige så gammel som suderen, der siden middelalderen har nydt et forholdsvist stille og beskyttet liv i de utallige danske småsøer, hvor karper, gedder og aborrer har været sportsfiskerens favoritfisk. Så næste gang, der igen kun vises agurker og genudsendelser i kigkassen, bør man tage en let spinnestang, en dåse majs, huske sin indre zen og gå på suderopdagelse i den lokale mose.

Suderen er en både smuk og stærk sportsfisk. Foto: Terkel Broe Christensen/Scanpix.
Suderfiskeriet er ikke for »mad«-fiskere. Dels bliver suderen sjældent over to-tre kilo, dels skal fisken helst udvandes i et badekar i nogle dage, før kødet slipper lugten af mose. Så det bør udelukkende være med spænding, naturoplevelser og genudsætning for øje, at man fisker sudere. Når der er lummert sommervejr og tordenbyger på vejrudsigten, kan man være heldig at løbe ind i et rendyrket suder-bonanza med mellem 10 og 20 fisk på en enkelt nats fiskeri.
De fleste danske moser holder fra naturens side en sund bestand af sudere, der ligesom den større fætter, karpen, mest fouragerer i den bløde søbund, hvor der effektivt støvsuges for larver og andre godbidder. Et af de mest åbenbare beviser på, at en suder er på rov, er netop en strøm af små, fine luftbobler fra søbunden, der bruser i overfladen.
Ofte kan man direkte se suderens æderute hen over søbunden ved at aflæse boblerne på overfladen. Og når boblerne har retning mod netop dit flåd med majsen på krogen, kan man så i bomstille spænding forvente, at flåddet snart begynder at danse diskret – og så vandre i overfladen som tegn på, at suderen har taget majsen i munden. Netop når flådet begynder at vandre eller helt forsvinder, skal tilslaget falde prompte – for at kroge suderen, inden krogen ender i halsen og gør varig skade på fisken.
Straks efter krogning vil suderen iltert udnytte sine store finner og muskuløse krop til at forsvinde ned i dyndet eller vikle sig om en åkande og blive ved med at kæmpe, indtil den ligger i nettet.
Hvis du holder fisken med våde hænder, kan du være heldig, at den slapper helt af, så du kan beundre farvespillet i de bittesmå skæl – kigge den dybt i øjnene – og sige på gensyn næste sommer.
Læs også:
Danske luksus-laks i verdensklasse
Møde med søens herskerinde
Verdens sværeste links-bane












