Jetski er endnu ikke blevet lovlige i Danmark. Vandscootere kan tilgengæld bruges lovligt - men kun 300 meter fra kysten. Foto: Yamaha

25.05.2011 tekst: Lasse Ladefoged foto: Yamaha

Havets fartdjævel indtager Danmark

FriSpeedbåde og vandscootere er til hygge og Hollywoodstjerner. Den rå fornemmelse af mand mod vand får man på en jetski.

»Sådan en må jeg have derhjemme!,« råber jeg gennem mit storsmilende og drivvåde ansigt. Jeg suser hen over den letbølgede vandoverflade og forsøger at styre det kraftfulde bæst, der brøler under mine fødder. Jeg giver den lidt ekstra gas og kan føle den meget voldsomme vandstråle, der står ud af bagenden på fartøjet blæse mig hurtigere fremad.

Hvor får den dog adrenalinen til at pumpe  

Det er min tredje tur, og jeg har lige rejst mig helt op på jetskien for første gang. Den er svær at styre, men hvor får den dog adrenalinen til at pumpe. »Den skal have gas i svinget,« tænker jeg, og få sekunder efter tordner jeg i vandet med høj fart. Men dette er faktisk også sjovt.

Læs også: Tysk legetøj til velbeslåede vandhunde


Det kræver sin mand at stå på jetski – til gengæld er det hylende sjovt, når først man kan det basale. Foto: Yamaha

Starten af maj markerer sæsonstarten for den fart- og adrenalinfyldte vandsport, jetskiing. Og lad os lige for en god ordens skyld slå fast: En jetski er den, hvor man står oprejst. Dem, hvor man sidder ned, er vandscootere. En vandscooter ligner en jetski, men er større og ligger stabilt i vandet, og man kan uden problemer sidde stille på den, uden at den vælter.

Læs også:
Fra jomfrudyk til Open Water Diver
Adrenalinsus i Colombias bjerge
Kom flyvende gennem regnskoven

Lidt mere gas
 
Det kan man ikke på en jetski. Udgangspositionen er liggende i vandet, hængende efter jetskien. Her skal man tænde og give gas og bliver nu langsomt rykket frem gennem vandet. Herefter gælder det om at give den lidt mere gas, så man kan trække sig op på knæ på det lille stå-plateau.

Når man har opnået kontrol i denne position, kan man langsomt, men sikkert, rejse sig, og her bliver det svært, for man skal have fart på sin jetski for at kunne holde balancen. Men når man har fået styr på det basale, er det hele opstartsfasen værd. Jetskiing er råt og krævende, men hylende sjovt. Når man mestrer sporten, giver det en følelse af kontrol med både voldsomme hestekræfter og det våde element på en helt særlig måde.

Anderledes legetøj
 
»Folk vil hele tiden gerne have nyt og anderledes legetøj, der kan give dem vilde oplevelser, såsom skateboards og motorcykler. Jetskien er en slags kombination af disse to – på vand,« forklarer Stefan Nielsen, der er formand for Københavns Jetskiklub.

Klubben holder til i et stort havnebassin i det nordligste af Københavns Havn, der tidligere blev benyttet i forbindelse med opførelsen af Øresundsbroen og fungerer som en af de få jetskiklubber i landet. Selvom man stadig skal finde en jetskiklub for at fyre den af på de kraftfulde maskiner med vennerne, ser han sporten som værende i en rivende udvikling.

Jetskiing er råt og krævende, men hylende sjovt  

»Sporten har udviklet sig meget de seneste år. For 10-15 år siden var det mest rockere og Hellerup-drenge der kom herud og skulle fyre den af. Men nu er det alle, også familier med børn,« forklarer Stefan Nielsen.

»En af de bedste oplevelser, jeg har haft, var, da jeg havde et kvindepolterabend herude med en flok meget stille kontordamer. Det var kun den kommende brud selv, der skulle i vandet, og hun var mildt sagt ikke glad for det. Efter 20 minutter på vandet skreg hun af glæde og ville ikke ind.«

Det er langsomt, men sikkert ved at gå op for danskerne, at vi er et kæmpe stort vandland, og at de mange søer og kyster giver uanede muligheder for adrenalinfyldt vandsport. Tidligere på året blev det i øvrigt ved en højesteretsdom afgjort, at Danmark hidtil ikke har fuldt de gældende EU-regler med vores forbud mod både vandscootere og jetski.

Dermed er det fra 1. juli fuldt lovligt at køre på vandscooter i Danmark, hvis man er 300 meter fra kysten, ikke opholder sig i fredede områder og i øvrigt har speedbådskørekort. For jetski, der har en anden type motor, gælder det stadig, at man skal opholde sig i områder med særlig tilladelse, som f.eks. i klubber.

Men med lovliggørelsen af vandscootere ser Stefan Nielsen dog muligheder for, at også jetski kan blive fuldt lovlige.

»Man har kæmpet i 15 år for at få vandscootere gjort lovlige, og det er nu lykkedes. Så det er så absolut et skridt på vejen mod, at jetski også bliver lovlige alle steder, men der kan snildt gå en række år endnu. Som med alle andre nye vilde sportsgrene skal politikerne bare lige vænne sig til tanken.«

Læs også:
Frygtløse piloter udfordrer New Yorks luftrum
Paragliding over Det Indiske Ocean
Livsfarlig kappestrid i Havets Formel 1

borsen statistik bnt
Kategorier
Action
Type
Vandsport
Se også
Tysk legetøj til velbeslåede vandhunde
Ny helikoper slår hastighedsrekord
Milliardær afslører verdens første private rumskib
Fakta
Jetski

■ En jetski fungerer ved, at store mængder vand suges ind under bunden og føres ind i et rør med en propel, der drives af motoren. Denne skyder vandet ud med så høj fart, at jetskien skydes meget hurtigt frem.

■ I Danmark er der jetskiklubber i bl.a. København, Grenaa, Esbjerg og Herning. Mange populære
feriestrande i Sydeuropa og Asien tilbyder desuden ture på både jetski og vandscooter.

■ Den testede jetski er af mærket Yamaha Superjet. Andre store mærker inden for jetskiing er Kawasaki og Seadoo.

■ Skal man købe en jetski, koster de ca. 50-75.000 kr. fra ny. Gode brugte kan dog anskaffes for 15.000-25.000.

■ Der er allerede nu produceret en enkelt jetskimodel, der overholder gældende EU-regler. Denne er af
mærket HSR Benelli.

■ Denne sæson er den sidste, hvor det er muligt for  Københavns Jetskiklub at benytte det store havnebassin i Københavns Nordhavn, da der skal bygges ejendomme på grunden. Klubben forsøger lige nu at finde et nyt område.

■ En af de store lovmæssige problematikker for sporten er støjgener for omkringliggende huse og badegæster. Besøger du en af de store danske strande til sommer, vil du givetvis bemærke en fjern støj fra de mange nu lovlige vandscootere, der drøner rundt 300 meter fra land.
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste artikler


 
 
 
 

Seneste