FriSlip hverdagens stress og jag, og dyk ned i dybet. Pleasure sendte fridykkerfotografen Nanna Kreutzmann ned i det blå ud for Sinai-halvøen i Egypten

For mange kan bare tanken om at holde vejret og dykke dybt ned i det blå hav virke klaustrofobisk og angstfremkaldende, men for fridykkere er det behageligt – en mental rejse ind i sig selv, ligeså meget som en fysisk præstation.

Mine øjne er lukkede, mit åndedræt er på pause, og jeg glider hurtigere og hurtigere ned i dybet i en vægtløs fornemmelse 

Kun med den luft, de indånder i overfladen, dykker de ned i dybet – ned hvor lyset langsomt forsvinder, og mennesker normalt ikke kommer – og svømmer samme distance op til overfladen, hvor lungerne fyldes igen. Det handler primært om at kunne give slip på kontrollen fra hverdagen og acceptere vandet omkring en. Det er lidt som meditation – bare under vand.

Christian Ernest fra Göteborg i Sverige laver opvarmningsøvelser. Jo smidigere man er i muskulaturen omkring lungerne, jo nemmere er det at acceptere, at lungerne presses sammen af de stigende tryk fra vandet. Christian Ernest har sat ny svensk rekord med et dyk til 67 meter og var under vandet i 2 min. og 47 sek.

»Jeg dykker ned i dybet. Ind i mig selv. Det er som om, verden skrumper ind og udvides enormt på samme tid. Mine sanser er begrænsede, der er ingen kendte lyde. Mine øjne er lukkede, mit åndedræt er på pause, og jeg glider hurtigere og hurtigere ned i dybet i en vægtløs fornemmelse. Det er her, tiden forsvinder, rummet udvides. Jeg har totalt overgivet mig til det, jeg gør – ingen overvejelser, ingen frygt, ingen angst. Det er som om, jeg forsvinder helt og bliver ekstremt nærværende på én og samme tid,« forklarer en af Danmarks bedste fridykkere, Jesper Stechmann.

Læs også:
Paragliding over Det Indiske Ocean
Det ultimative fix under isen
Adrenalinsus på Shark School

Det stressfri univers

Han har fridykket til 91 meters dybde (den danske rekord er 92 meter) og underviser til dagligt i stresshåndtering netop ved hjælp af åndedrætsteknik og vand. For fridykning handler ikke kun om, hvor stor lungevolume man har, hvor veltrænet man er, eller om ens evne til at trykudligne. Det lyder måske lidt pudsigt, når det handler om en ekstremsport, men det gælder faktisk også om at være så afslappet som muligt, og om at få pulsen så langt ned som muligt.

Dykkerrefleksen gør det muligt for mennesker at foretage langvarige dyk uden ekstra ilt, og faktisk gør den det muligt at holde vejret længere under vandet end oven over 

Mange fridykkere beskriver tilstanden, når de dykker, som en dvale; som at sove eller drømme. Det vigtigste for et godt dyk er nemlig at kunne slappe af og give slip på tanker fra oppe over vandet. For stresser man, sætter man pulsen i vejret og forbruger ilt; jo lavere aktivitet både i hjernen og kroppen, jo lavere puls. Dermed mindskes forbruget af ilt, og dykkeren kan opnå længere tid under vandet. Tid, som bliver brugt til at dykke dybt ned i det blå.

Ved at dykke ned i havet på kun ét åndedrag opnår man en hel anden frihed til at bevæge sig, end hvis man dykker ned med tungt dykkerudstyr. Man er let, kun iført maske, snorkel, blybælte, finner og våddragt.

Faktisk er mennesket født med det, man kalder dykkerrefleks. Det er en refleks, vi har tilfælles med havpattedyrene. Den gør, at vores puls automatisk falder, ligeså snart vores ansigt rammer vandet. Dermed nedsættes stofskifte og iltforbrug. Kroppen bliver sat i spare-mode: Blodet cirkulerer primært mellem hjertet, hjernen og lungerne, og kroppen prioriterer således, at der kommer ilt til de mest livsnødvendige funktioner.

Farlig og fantastisk

Dykkerrefleksen gør det muligt for mennesker at foretage langvarige dyk uden ekstra ilt, og faktisk gør den det muligt at holde vejret længere under vandet end oven over.

Når man bevæger sig ned gennem vandet, skifter trykket kraftigt. Lungerne bliver trykket sammen, og trykket på ørerne stiger. De fleste har sikkert oplevet en snert af dette ved at dykke ned i den dybe ende i svømmehallen: Det er som et tryk mod det indre øre, som først går væk, når man trykudligner ørerne, eller når man stiger op til overfladen igen.

Når lyset forsvinder, går fiskene til ro langs revet. Under et natdyk kan det føles som at dykke ned i intetheden. Med en lygte kan man til gengæld få et glimt af blæksprutter, muræner og andre havdyr, som jager om natten.

For fridykkeren, der skal dybt ned, kræver det, at man skal blive ved med at trykudligne gennem hele sit dyk, så luftmængden i det indre øre modsvarer det stadigt stigende tryk fra vandet. Ellers sprænger trommehinden i øret. Det er svært, fordi luften, der bruges til at trykudligne, er presset sammen; fylder mindre og mindre jo længere man kommer ned – og trykudligningen er oftest det, der stopper fridykkere i at dykke dybt. Så jo mere man slapper af, jo lettere kan man udligne trykket.

Fridykkere træner af sikkerheds­mæssige årsager altid sammen. På den måde er der altid en dykker i overfladen, der holder øje med den, der er dykket ned. Her er det ­canadieren Jan Strain, som modtager russeren Alexey Molchonov i overfladen, efter at han har dykket. De to er blandt de bedste fridykkere i ­verden. Alexey har f.eks. dykket til 111 meter.

Når luften i lungerne bliver presset sammen, bliver den naturlige opdrift mindre og mindre, og fridykkeren vil på et tidspunkt blive så tung, at man »bliver negativ i vandet« – og vil starte med at falde ned gennem vandet. Afhængigt af den enkelte fridykker sker det oftest på mellem 10 og 30 meters dybde. Fridykkeren kan derefter stoppe med at svømme og koncentrere sig om at slappe af. Og trykudligne. Og synke dybt ned. Derimod skal fridykkeren svømme samme distance op igen.

Et paradis for fridykkere

Billederne her på siderne er fra havet omkring Dahab – et lille tidligere fiskerleje en times kørsel nord for Sharm el Sheik på Sinai-halvøen i Egypten. Inden for det sidste 10 år har byen udviklet sig til et mekka for primært europæiske fridykkere, især på grund af Blue Hole, et naturligt 90 meter dybt hul i revet, der er isoleret af det omgivende koralrev, der beskytter mod strøm og bølger, og dermed gør det til et ideelt sted at dykke.

I konkurrencefridykning dykker man langs et reb, som man af sikkerheds­mæssige årsager er spændt fast til. Afhængigt af hvor dybt man dykker, bliver man på vej op mødt af en sikkerhedsdykker, der følger med på de sidste vigtige meter.

Billederne er taget på ned til cirka 20 meters dybde. Og som fridykkerfotograf kan man modsat fotografer i f.eks. scubaudstyr bevæge sig hurtigt og følge dykkerne vertikalt på deres op- og neddyk. Til gengæld kræver det en del planlægning, da man er begrænset af luften i lungerne.

The Bells nær Blue Hole er en sprække i revet ud for Dahab. Omkring 26 meter nede bliver det til en overdækket grotte, man kan dykke igennem.

Ofte venter man på 10-15 meters dybde og spejder ned i det blå for at se fridykkerne komme til syne fra dybet. Trangen til at trække vejret, hvis man ikke har fået fyldt lungerne tilstrækkeligt, eller hvis man har dykket for tidligt, kan være begrænsende for ens muligheder for at vente på det rigtige øjeblik.

Læs også:
Rigtige golf-mænd tør hvor andre tøver
Livsfarlig kappestrid i Havets Formel 1
Flyv F-16 i Roskilde