FriI Blekinges skærgård – blot et par hundrede kilometer fra København – ligger det ni kvadratkilometer store naturområde Eriksberg med en utrolig vildtrigdom. Tag med Pleasure på dåvildtjagt
Pludselig brækker en gren i krattet. På et splitsekund får lyden os til at stivne fuldstændigt. Så lyder der igen en sprød og næsten knasende lyd inde fra det tætte krat – og så stormer tre stykker dåvildt i fuld fart ud, de drejer om bag en stor klippe og ned i en tætbevokset dal og dermed ud af syne. Per-Arne Olsson og jeg kigger næsten opgivende på hinanden.
Eriksberg byder ud over storslåede og kuperede landskaber med klipper, søer og skove også på en vildtrigdom langt ud over det sædvandlige
Det er tredje gang på blot en time, at vi er stødt på vildtet denne morgen. Først var det vinden, der lynhurtigt drejede om i ryggen på os og straks fik alarmeret et stort vildsvin blot 50 meter borte.
Læs også sportsfisker-artiklen fra Eriksberg: Skærgårds-perle for geddefiskere
Derefter var det tre meget årvågne krondyr, som vi med lyden af store støvler på knasende sne og is fik sendt på flugt. Men episoden med dådyrene er dog den værste. For det er dem, eller mere præcist en dåhjort, vi er på jagt efter her i det svenske vildtparadis Eriksberg, hvor Per-Arne Olsson – når han altså ikke agerer guide for Pleasure – er direktør.
Læs også:
Jagten på Afrikas grå spøgelse
Rå jagt - med mere blod på hænderne
Flyv F-16 i Roskilde
»Det er svært at bevæge sig uden alt for meget larm i dette område,« konstaterer han og kigger ned på skovbunden, som den tøende sne og is endnu ikke helt har sluppet sit greb om.
Nordeuropas største
Og han har helt ret. Det er faktisk noget nær umuligt at tage et skridt uden risiko for at skræmme dyrene væk. Vi beslutter os derfor hurtigt for at gå ned til vejen og tage bilen op til et lidt mere sne- og isfrit område helt oppe i den nordlige del af Eriksberg.
Da vi når frem til bestemmelsesstedet, når vi næppe at komme ud af bilen, før det første stykke vildt er inden for skudvidde
Med sine ni kvadratkilometer går området for at være Nordeuropas største indhegnede vildtpark, og Eriksberg byder ud over storslåede og kuperede landskaber med klipper, søer og skove også på en vildtrigdom langt ud over det sædvandlige.
Eriksberg byder ud over storslåede og kuperede landskaber med klipper, søer og skove også på en vildtrigdom langt ud over det sædvandlige.
Masser af gæs og ænder er her, og efter sigende også mange traner, ligesom en af verdens største bestande af den fredede røde åkande findes i området. Og så er ikke mindst det klovbærende vildt endog meget stærkt repræsenteret.
Krondyr, mufloner og vildsvin
Her i yderkanten af den svenske skærgård findes nemlig ikke blot kronhjorte, dådyr og vildsvin, men også mufloner – der af mange regnes for at være stamfader til tamfåret – samt 36 eksemplarer af den stærkt udryddelsestruede visent, som også kaldes europæisk bison.
Forsigtigt drejer jeg hovedet – og der, blot 50-60 meter fra os, går pludselig en flok krondyr
At det er væsentligt lettere at se dyrene fra bilen, end det er til fods med en riffel over skulderen, er tydeligt allerede efter få hundrede meters kørsel. Først ser vi en god håndfuld mufloner, der dog lusker af, da bilen standser.
Lidt efter løber et par krondyr over vejen foran os, og inden vi når op til området ved Norrsjön, hvor vi vil genoptage jagten på en dåhjort, når vi heldigvis også at møde en stor flok visenter.
Per-Arne Olsson (t.v.) og Pleasures udsendte med resultatet af en vellykket pürsh.
En fascinerende oplevelse at se dyrene så tæt på – afstanden er ikke meget mere end 65 meter. Selv da jeg forsigtigt træder ud af bilen, bliver de stående et par minutter og kigger lige så interesseret på mig, som jeg kigger på dem. Så lusker de langsomt af.
Det gør vi også, men vi har dog lidt mere fart på, for det er nu ved at være langt op ad formiddagen, og vi har travlt, hvis vi skal nå at få en chance for at få ram på en dåhjort denne skønne dag midt mellem sen vinter og tidligt forår.
Dåvildtet er meget opmærksomt, og når den sidste rest af tøsne ikke har forladt jorden, er det meget svært at bevæge sig lydløst frem mod vildtet.
Da vi når frem til bestemmelsesstedet, når vi næppe at komme ud af bilen, før det første stykke vildt er inden for skudvidde. Det er dog ikke dåvildt, men endnu et vildsvin, der farer op bag en klippeblok, hvor det har ligget i ly. Det får lov til at løbe, mens vi betragter det, inden vi lister – eller pürsher – som det hedder på jagtsprog, dybere ind i skoven.
Her er heldigvis ikke så meget sne – faktisk virker det her i området ved søen, som om foråret har fået et lille overtag. Vi finder en såkaldt veksel – en sti, som dyrene ofte bruger gennem vegetationen – og bevæger os langsomt ad den et lille stykke tid.
Det begynder at småregne, og vi smutter op på en lille bakke og op mod en lysning med spredte træer. Da vi når op til bakkekammen, stikker vi begge forsigtigt vores hoveder – der nu er gemt bag hver vores camouflagefarvede netmaske – op. Med vores kikkerter afsøger vi området.
Nerverne skal holdes i ro
»Ja, ja,« lyder det med meget lav stemmeføring fra Per-Arne Olsson.
Uden at flytte kikkerten fra øjnene peger han med venstre hånd i retning af nogle fyrretræer. Jeg tager kikkerten op – og ja, nu ser jeg dem også. I mørket under træerne står tre, nej vent, fire stykker dåvildt. Omkring 140 meter borte.
Vi sidder krummet sammen, så meget som det er muligt. Musestille. Minutterne går, og vi tør næsten ikke trække vejret
Vi møffer os op over bakkekammen og de få meter hen til et træ. Igen tager vi kikkerterne op. Jeg kan kun se en enkelt dåhjort i den lille flok, men Per-Arne Olsson hvisker, at han har set to sæt af de skovlformede gevirer under træerne, men ligesom jeg, kan han nu pludselig kun få øje på den ene hjort.
Vi hvisker sammen og bliver ret hurtigt enige om, at vi skal forsøge at komme hen til et lille træ omkring tyve meter længere fremme. Der vil vi have et bedre udsyn, og jeg vil have mulighed for at få et mere frit skud. Netop da vi skal til at bevæge os derhen, ser jeg ud af øjenkrogen en bevægelse på vores venstre side. Forsigtigt drejer jeg hovedet – og der, blot 50-60 meter fra os, går pludselig en flok krondyr.
Med hånden gør Per-Arne Olsson tegn til, at vi skal blive siddende. Helt stille. Nu handler det om at holde nerverne i ro, så vi ikke skræmmer de 10-12 krondyr; for hvis vi gør det, vil deres flugt uden tvivl også alarmere dåvildtet under fyrretræerne.
Heldigvis er vinden god for os nu. Den blæser væk fra dyrene og mod os, så der er ingen risiko for, at færten vil afsløre vores tilstedeværelse. Alligevel er det efter et par minutter, som om flokken fonemmer, at et eller andet ikke er, som det skal være. I hvert fald bliver dyrene urolige og strækker hals for at se i vores retning.
Vi sidder krummet sammen, så meget som det er muligt. Musestille. Minutterne går, og vi tør næsten ikke trække vejret. Og vi tør slet ikke hæve vores kikkerter for at se, hvordan det går med dåvildtet, som vi har lige foran os, nu kun godt 130 meter væk.
Dertil er krondyrene på vores venstre side, heraf flere store kalve, alt for tæt på os. Der er ikke andet at gøre end at blive siddende på den iskolde jord og vente, men det gør omvendt heller ikke så meget, når man sidder midt i sådan en natur.
Kravler på alle fire
Få minutter senere forsvinder krondyrene. Vi venter lidt med at rejse os op på knæ for at være sikre på, at de er gået helt væk. Så tager vi igen kikkerterne op.
Nu skal det blive spændende at se, om dåvildtet stadigvæk står henne under fyrretræerne. Det gør de! I hvert fald et par af dem, og en af dem er en fin og skudbar hjort – dog uden et kæmpestort trofæ på hovedet.
Vi kravler på alle fire hen mod det træ, vi havde bestemt os for, før flokken med krondyr trådte ind på scenen. Ganske rigtigt. Fra træet, der står på en ganske lille knold af jord, er der en bedre udsigt til dåvildtet.
Per-Arne Olsson sidder på knæ og holder kikkerten for øjnene, mens jeg tager min egen kikkert af halsen og stiller den ved foden af træet. Den skal bruges som støtte for riflen, for jeg må skyde liggende, hvis risikoen for at støde dyrene skal minimeres.
Hurtigt finder sigtekikkertens trådkors dåhjorten, og i det øjeblik den drejer rundt og står med siden til, lyder braget. Dyret falder omgående til jorden, mens braget runger ud over Norrsjön i baggrunden.
En intensiv og ikke mindst fantastisk spændende pürshjagt – der er fuldt på højde med de jagter, jeg har haft på den frie vildtbane – er slut. Foran mig ligger en smuk tre-fire år gammel dåhjort.
