FriHavkapsejladsen V5O skal gennemføres uden den mindste dråbe diesel og lægger sig dermed i spidsen for erhvervslivets nye stil på klimafronten.
Havkapsejlads drejer sig om udholdenhed, vovemod og en stor portion held i kampen mod elementernes rasen på de store verdenshave.
Havet, solen og vinden er vores fælles univers, og beskyttelsen af det må være vores fælles mål.
Havkapsejladsen Velux 5 Oceans har netop alle disse ingredienser og gennemføres med start fra den franske Atlanterhavsby La Rochelle den 17. oktober og forudses afsluttet i samme by ca. ni måneder senere – efter at have passeret fem verdenshave. Men det er også et ræs, der handler om noget helt andet: Vedvarende energi og bæredygtighed.

Sir Robin Knox-Johnston ved ankomsten til den spanske by Getxo, hvor afslutningen på den sidste V5O-havkapsejlads fandt sted. Foto: Scanpix/Rafa Rivas.
Dermed slår den internationale havkapsejlads med den store dansk/internationale bygge- og vinduesproducent Velux som hovedsponsor helt nye toner an på klimafronten.
Læs også:
Træskib med sjæl
Dansk geddefiskeri i verdensklasse
Menneskeligt at sejle
Det sker ved, at arrangør, sponsor, deltagere m.fl. netop har indgået en fælles musketered om at støtte op om FN’s mål for klimaudviklingen og ride med på den internationale grønne bølge, som forud for klimatopmødet i København viste sig at have en stor folkelig opbakning over alt i verden.
Hvor ellers kan sådan en ed indgås end i musketerernes hjemland Frankrig?
Aktive udøvere
Det var da også her, nærmere bestemt i Paris, at repræsentanter mødtes – fra Clipper Ventures, der arrangerer sejladsen, Velux, der for anden gang har påtaget sig hovedsponsorskabet med et pænt stort tocifret millionbeløb, byen La Rochelle, der lægger havnefaciliteter til rådighed for den store events start og afslutning plus to skippere, der som de første har meldt deres aktive deltagelse i kapsejladsen.
Vi kan bevise, at der på den type solosejladser ikke er behov for fossile brændstoffer
Andre 10 har samtidig udtrykt interesse for at være med. Som musketererne i sin tid indgik deres ed: »Alle for en og en for alle« besluttede de fire forskellige interessenter i V5O – som havkapsejladsen populært kaldes – at operere under en fælles paraply og med samme værdier om vedvarende energi og bæredygtighed.
Med det fælles samlende slogan: »Taking on the elements« på dansk: Brug elementerne.
Historisk dimension
Den fælles beslutning har samtidig lidt historisk dimension, da den bekræfter den indstilling, som mange store internationale virksomheder lagde for dagen forud for FN’s store klimatopmøde i København under parolen: Hvis ikke det lykkes politikerne at strikke en stor global klimaaftale sammen, så vil vi selv vise vejen for udvikling af vedvarende energi og bæredygtighed.
Velux, Clipper Ventures, byen La Rochelle og kapsejladsens skippere er dermed et af de første gode eksempler på, at denne indstilling føres ud i det praktiske erhvervsliv ved en stor og stærkt eksponeret verdensbegivenhed.
Hele sejladsen afvikles med helt nye tanker og ideer om bæredygtighed og vedvarende energi
En af de allerede tilmeldte skippere til den store havkapsejlads, amerikaneren Brad van Liew, udtrykte det på denne måde ved den store lanceringsevent i Paris:
»Vores virkelige mål med denne sejlads rundt om jorden er at sejle turen uden at bruge den mindste dråbe dieselolie. Dermed kan vi bevise, at der på den type solosejladser ikke er behov for fossile brændstoffer.«
Formanden for Clipper Ventures, den legendariske solo-havkapsejler sir Robin Knox-Johnston erklærede ligeledes sin hyldest til sejladsens slogan – Taking on the Elements – med disse ord:
»Klimaforandringerne er menneskeskabte og er en kæmpe udfordring for verdenssamfundet. Det er vores ansvar som mennesker at ændre denne forkerte udvikling. Havet, solen og vinden er vores fælles univers, og beskyttelsen af det må være vores fælles mål.«
Alvoren bag ordene gælder ikke bare, når kapsejladsen sendes af sted, men allerede nu i forbindelse med forberedelserne til havkapsejladsen, hvor der er skabt en helt ny bådklasse med navnet Eco 60. Det er en bådtype, som i konstruktionen bygger på genbrug af eksisterende 60 fods hurtige havkapsejladsbåde.
Dertil kommer, at bådenes interne strømforsyning skal komme fra vedvarende energikilder, ligesom der udarbejdes et særligt kodeks for sejladsen »Race Responsibity Charter,« som skal medvirke til, at hele sejladsen afvikles med helt nye tanker og ideer om bæredygtighed og vedvarende energi.











