Efter 15 år i en verden med spil og villige kvinder kunne Tiger Woods ikke længere holde sine lyster skjult. Han har undskyldt på sin hjemmeside og bedt om tilgivelse. Foto: Scanpix

19.01.2010 tekst: Frank Undall

Tiger Woods - Kongens fald

FriTitlen på Johannes V. Jensens historiske roman passer perfekt til den deroute, som Tiger Woods har anbragt sig selv i. Ifølge folk i miljøet var katastrofen uundgåelig og blot det nyeste eksempel på forkælede atleters syndrom.

Verdens bedste golfspiller, Eldrick »Tiger« Woods, er gennem de seneste 15 år blevet kendt overalt som den uplettede og ubønhørligt dedikerede forkæmper for verdens bedste spil. Men før den seneste tids afsløringer af hans mange ægteskabelige sidespring og store spillelidenskab, var hans historie faktisk heller ikke pletfri.

Han blev den første sportsmand, der tjente over en milliard dollar – penge, som det nu viser sig, at han har haft brug for 



Allerede i 1996, da han som 20-årig vandt sin første professionelle turnering, var han hærdet i kasinomiljøet. Dengang blev han snuppet med falsk ID-kort på et flodbådskasino i Iowa, hvor han spillede golfturnering.



Eldrick Woods blev født dagen før nytårsaften 1975 i Cypress i Californien. Han er enebarn af Earl og Kultida Woods, en afroamerikaner og en thaikvinde, der tidligt opdagede den unge mands evner.

Læs også:
Elektrisk golf i nyt ferieparadis
Dyr Dubai-golf i København
Ni bud for Den Gode Golfbane

Ikke alene havde Eldrick en usædvanlig velkontrolleret motorik, han udviste også en passion for (golf)spil, som blandt andre Bob Hope hørte om, og derfor trak den kun treårige ind i sit show til en puttekonkurrence.

Tigers far, som nu er død, gav ham øgenavnet, der har hængt ved. Earl har aldrig nægtet, at han i lighed med talrige ambitiøse forældre til talentfulde børn kastede sig ud i en ubønhørlig jagt på at udvikle sønnens evner og skabe hans karriere.

Buddhisme og burgere

Et af de mere tydelige eksempler på den jagt er, at han under træning pludselig gik amok med grydelåg og larmede infernalt. Det skulle fremme Tigers evne til at fokusere og lukke af for alt andet end det forestående golfslag. Tigers thailandskfødte mor lærte samtidig sin søn om buddhisme, hvilket skulle sikre den unge mand en lykkelig barndom, hvor han kunne hæve sig over det sædvanlige niveau for menneskelig fordybelse og eksistentialisme.

USA får det svært i blandt andet Ryder Cup til september, hvis ikke Tiger Woods gør comeback 



Sammenlignet med andre barnestjerners opvækst synes der nærmest at have været bemærkelsesværdig harmoni i hjemmet i Californien.

En amerikansk familie i mellemklassen, hvor knægten udviklede smag for junkfood og videospil og ofte klovnede foran det videokamera, som faderen altid havde med. Men det ligger også uden for enhver tvivl, at den konstant kværnende krumtap i barndommen var golf og hård træning.


Kun seks dage før katastrofen syntes Tiger Woods at være i et perfekt ægteskab med Elin Nordegren og deres to børn. Her med datteren Sam. Foto: Scanpix

Som otteårig vandt Tiger Woods sin første turnering, og herefter var han praktisk talt ustoppelig. I 1994 kom han på Stanford Universitetet – selvfølgelig med en friplads inden for golf – vandt U.S.-amatørtitlen og kvalificerede sig til Masters året efter. I 1996 havde han helt uhørt vundet tre U.S.-amatørtitler, og som kun 20-årig forlod han i august 1996 universitet for at blive professionel.

Som for Mikkel Thøgersen (den litterære hovedperson i Kongens Fald), kom nu Den Store Sommer for Tiger Woods. Som den yngste nogensinde vandt han Masters, og det anses af amerikanerne for endnu større end The British Open.

Forkælede atleter

Som alle ved, har Tiger Woods siden revolutioneret holdningen til golf, og han har vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde. Han blev den første sportsmand, der tjente over en milliard dollar – penge, som det nu viser sig, at han har haft brug for.

Parret blev fundet af politiet, hun med et golfjern i hånd og uden for Tiger Woods bil, der havde ramt en brandhane 



I modsætning til golfkoryfæer som 1930’ernes Walter Hagen, der turede USA igennem i bilkonvoj med letlevende kvinder på bagsædet, whisky i halsen og kufferter fyldt med kontanter, og hans nulevende ludomane, alkoholiske og flamboyante alter ego, John Daly, har Tiger Woods altid holdt lav profil med sine lyster.



Masser af mennesker har dog vidst, at han i lighed med andre atleter, der er blevet multi-millionærer, udviklede en passion for spil på højt niveau.

Den dragende kombination af blackjack, roulette og smukke og villige cocktailværtinder er så attraktiv, at sportspsykologer kalder det »utroskab, der har gjort amerikansk professionel sport til en ægteskabelig ødemark med skilsmisserater på op til 80 procent«.

Vejen tilbage

Professor Steven Ortiz fra Oregon kalder fænomenet for de »forkælede atleters syndrom«. Steven Ortiz har interviewet 47 kvinder, der er eller har været gift med topidrætsfolk, og han er rystet over, hvordan kvinderne i samtlige tilfælde har været dybt undertrykte i forhold til mandens adfærd.

I Europa har vi ikke bemærket den ægteskabelige udvikling hos de amerikanske sportsstjerner, før Tiger Woods som golfens ubestridte fyrtårn tidligt fredag 27. november blev jagtet af sin svenskfødte kone Elin Nordegren, efter et skænderi.

Parret blev fundet af politiet, hun med et golfjern i hånd og uden for Tiger Woods bil, der havde ramt en brandhane.

Vinteren, tredje del af Kongens Fald, var hermed sat ind, og hen mod jul, Tiger Woods 34 års fødselsdag og nytår udviklede vintervejret sig til orkan.

Konen er for længst flyttet fra ham, har opsøgt celebre skilsmisseadvokater og købt et eksklusivt hus i Stockholms Skærgaard. Sponsorerne løber i flok skrigende væk fra Tiger Woods, og det hævdes, at flere af sponsorfirmaerns aktier har mistet 4,3 procent i kursværdi ved at blive forbundet med det nu nærmest giftige varemærke, som Tiger Woods er blevet til.

Om det igen bliver forår for Tiger Woods i særdeleshed og golfsporten i almindelighed er uforudsigeligt. Men USA får det svært i blandt andet Ryder Cup til september, hvis ikke Tiger Woods gør comeback. Når – og hvis – han gør det, får han brug for al den fokus, som faderen lærte ham ved blandt andet at slå hårdt på køkkentøjet.

borsen statistik bnt
Kategorier
Golf
Land
USA
Se også
Golfpartnere skaber ny internetgigant
Krisekamp for danske golfklubber
Hjemlig tryghed i spansk ærme
Fakta
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste artikler


 
 
 
 

Seneste