FriI den mest engelske del af England findes et frodigt jagtparadis med små djævle. Pleasure tog riflen på ryggen og besøgte idylliske Hampshire.
Pludselig kommer inspector Morse fræsende i sin jaguar. Den røde vintage sportsvogn drejer skrapt om hjørnet ved pubben med det gamle emaljeskilt og fortsætter ud af den smalle vej, der snor sig mellem stengærder og frodige levende hegn med buske og småtræer.
Luften emmer af afternoon tea, pudding til dessert, sixpence-hatte af tweed og røde telefonbokse med småsprossede vinduer
Nej, hov, det var ikke inspector Morse, men derimod en rød Massey Ferguson-traktor! Her er det let at tage fejl – og det sker igen og igen. Overvældet af indtryk, synes jeg hele tiden at genkende inspector Morse, miss Marple og alle de andre fra de gamle engelske tv-serier – for her midt i Hampshire, er det så engelsk, som noget kan blive.
Luften emmer af afternoon tea, pudding til dessert, sixpence-hatte af tweed og røde telefonbokse med småsprossede vinduer. Men her vrimler det også med en helt anden engelsk specialitet, der dog ikke er så nem at få øje på: Muntjac.
Den lille sky hjorteart, som hertugen af Bedford indførte fra Asien til Woburn Abbey i det sydlige England i 1920’erne, har tilpasset sig det milde engelske klima så godt, at det efterhånden er svært at tro, at den er en tilflytter.
I dag regnes Muntjac’en for at være en af de mest talrige hjortearter i England – men den regnes også for at være en af de sværeste at jage, hvilket Pleasures udsendte må sande efter et døgn på herresædet Woodmancott et kvarters kørsel fra byen Winchester.
Selv om Muntjac anses for at være lettest at træffe i skumringen, bliver jeg allerede midt på eftermiddagen anvist et tårn i et område, hvor der efter sigende skulle være meget vildt. Det viser sig ret hurtigt at være alt andet end en overdrivelse. Allerede på stigen på vej op i et fem-seks meter højt tårn får jeg øje på en råbuk, der ser ud til at nyde solen i fulde drag. Den krydser dovent en lille mark, tilsyneladende uden at tage den mindste notits af de vilde påfugles jævnlige og hæse skrig fra trætoppene.
På Woodmancotts jorde findes mindst en halv snes vilde påfugle, og det er især dette område ved det høje tårn, de har kastet deres kærlighed på. Her er høje kastanjetræer, de kan søge sikkerhed i, og masser af føde, når de engang imellem dumper ned på jorden i en kombination af at falde, flyve og baske.
Vel ankommet i tårnet, fanger kikkerten med det samme adskellige rødbenede agerhøns, et par fasaner, en håndfuld harer, de allestedsnærværende kaniner
Vel ankommet i tårnet, fanger kikkerten med det samme adskellige rødbenede agerhøns, et par fasaner, en håndfuld harer, de allestedsnærværende kaniner og store grå og legesyge egern samt to små rå-lam, der nysgerrigt betragter den store verden i det høje græs blot 30 meter bag tårnet. Her er med andre ord masser af vildt!
Men umiddelbart ingen Muntjac. Igen og igen afsøger jeg skovkanten med kikkerten i forventning om, at en af de »små djævle« pludselig vil dukke op. Det djævelske tilnavn skyldes især hannernes meget specielle udseende med små horn og barskt udseende lange og sabelformede hjørnetænder i overmunden, der som et sæt hugtænder stikker ud af dyrets mund, selv når den er lukket.
Muntjac på kornet
Pludselig sker det. Et lille hoved dukker op inde i halvmørket i den tætte skov – lige der hvor hasseltræerne står tættest. Muntjac’en står længe helt stille, men så er det, som om den bestemmer sig for, at græsset er grønnere på den anden side, og vupti, så er den på vej ud af skoven og hen over den lille mark, hvor råbukken for et par timer siden gik.
Der er dog ingen tvivl, da riffelkikkertens trådkors fanger den, lige inden den er ilet over til træerne på den anden side af marken. Det er en hun – den har nemlig hverken opsats på hovedet eller de store karakteristiske hjørnetænder. Riflen forbliver tavs, og dyret får lov til at løbe.
»Men du kunne godt have skudt den. Muntjac er jagtbar hele året,« lyder det fra danske Steen Rosenfalck, da vi samme aften indtager en klassisk engelsk omgang fish and chips foran pejsen på den lokale pub.
Steen Rosenfalck er til daglig erhvervsadvokat og partner i Miller Rosenfalck LLP i London, og han bor sammen med sin familie, hustruen Camilla og fire børn, på den knapt 900 hektar store herregård Woodmancott, som Camillas familie overtog tilbage i 1960’erne.
Braget fra riflen overdøver de mest morgenfriske påfugle. Bukken falder stendød til jorden
Arealet er primært frodig landbrugsjord krydret med skov – bl.a. produceres der op mod en mio. juletræer om året – samt lange, næsten endeløse og frodige hegn, der er et kendetegn for Hampshire.
Det meste af Woodmancott er forpagtet ud, hvilket gør, at Steen Rosenfalck til hverdag kan passe jobbet i London, men selve jagtdelen har han sammen med en håndfuld jagtinteresserede beholdt i hobbyselskabet Woodmancott Shoot. Og det forstår man som jæger godt.
Området er som skabt til jagt. Hegnene flankeres mange steder af såkaldte vildt-striber, hvor der bl.a. er plantet majs. Det giver fantastiske forhold for fuglevildtet, og selskabsjagter på fasaner og agerhøns er da også blevet et adelsmærke for Woodmancott.
»Drevne jagter på agerhøns er blevet en specialitet for os. Det foregår som regel med otte-ti skytter og så omkring en 20-25 klappere og hundeførere. Ofte vil der ligge op mod 500 fugle på paraden efter jagten,« forklarer Steen Rosenfalck, da vi er kommet tilbage til en godnat-drink i Woodmancotts hyggelige jagtlodge, der netop er blevet istandsat og indrettet med flere værelser, så jagtgæster kan overnatte i den.
Men også det klovbærende vildt satses der på i Woodmancott Shoot.
Udover muntjac er då- og råvildtet talrigt repræsenteret, og målet er via en meget selektiv afskydningspolitik, at opbygge en stærk bestand af gode trofæer. Og netop Woodmancotts råvildt kommer vi til at stifte bekendtskab med næste morgen, hvor bukken fra dagen før igen dukker op – næsten på samme plet, godt 100 meter fra tårnet.
Braget fra riflen overdøver de mest morgenfriske påfugle. Bukken falder stendød til jorden, blot en time inden turen tilbage til hektiske London og en helt, helt anden verden.
