FriDet skulle have været en ballontur over Kongernes Dal, men vinden blæste den forkerte vej, så det blev ikke de døde faraoers grave, men de levende egypteres landsbyer, vi så fra himlen over Luxor i Egypten.
De første balloner er allerede ved at stige op, mens månen er på vej ned. Er man turist i Egypten, står man tidligt op, for midt på dagen er det for varmt at være på udflugt. Så før daggry krydser vi Nilen i en lille motorbåd for at komme over på Vestbredden til Kongernes Dal.
Her er flere balloner ved at blive pustet op, så morgenstilheden brydes af en jævnlig hvæsen, når personale skruer op for gasflammen, der opvarmer luften og fylder ballonen.
Vi er efterhånden oppe i 300-400 meters højde, og højspændingsmasterne under os ligner legetøj
Vores ballon fra Magic Horizons er næsten fyldt, og vi otte passagerer fordeles i kurvens fire rum. I midten er der plads til skipper og brænderen og en ekstra gasflaske.
Inden vi letter fra jorden, øver vi os i landing, for når vi skal lande, skal vi holde fast i nogle håndtag og gå ned i knæ, så det øverste af hovedet flugter med den øverste kant af kurven. Det er det hele. Så stiger vi ganske stille op.
Hjælperne på jorden, der har holdt kurven fast, slipper den, og så svæver vi. Det er storslået, og har man ikke set det før, er det helt tydeligt, at hele Egyptens liv afhænger af Nilen.
Det er endnu ikke lyst, da vi kravler om bord i kurven i Kongernes Dal.
Den snor sig som et bredt grønt bælte gennem ørkenen. Alt omkring Nilen er dybt grønt. Her bliver jorden udnyttet – ofte til to-tre afgrøder i løbet af året. Men grænsen til ørkenen er knivskarp. Hvor der ikke kunstvandes, vokser der simpelthen ingenting.
»Er det jeres første tur i ballon?« spørger skipperen, der er i hvid skjorte og har guldstriber på skulderen som en luftkaptajn.
De fleste nikker ja.
»Det er også min første,« joker skipperen.
Vi er efterhånden oppe i 300-400 meters højde, og højspændingsmasterne under os ligner legetøj.
Måske fornemmer skipper, at nogle er lidt utrygge – der er trods alt kun en flettet kurv mellem os og jorden – som altså befinder sig flere hundrede meter nede. I hvert fald lader han være med at fylde mere varm luft i ballonen, og ganske, ganske forsigtigt nærmer vi os jorden.
Skipper har styr på det
Vi kommer så langt ned, at vi næsten kan føle markens hvedekerner kilde os under fodsålerne. Derefter stiger vi hurtigt til vejrs igen med den hvæsende lyd fra gasflammen. Skipper har vist, at han har kontrol over situationen.
Månen er stadig på himlen over dalen med de døde konger, men det varer ikke længe, for ovre på den østlige side af Nilen er solen ved at stå op. Den er helt postkortagtig som en stor orange appelsin.
For de fleste af os er det første gang, vi flyver i ballon.
I nogle få øjeblikke i solopgangen er alt rødt. Selv vandet i floden får et rødligt skær – og så er det morgen, og de begynder at vågne nede på jorden.
Æslerne skryder. Deres dybe klagende lyd høres helt tydeligt. Mænd i lange løse galabiyaer bliver kørt på arbejde i den offentlige transport, der består af en lastbil eller en Peugeot-pickup med to rækker bænke på ladet. Andre kører på arbejde – to på én knallert.
Mange er på vej i marken med en flad vogn trukket af et æsel. De skal ud at høste sukkerrør, som der vokser masser af her omkring. De transporteres med den æseltrukne vogn ned til floden, hvorefter de sejles de 20 kilometer op til sukkerfabrikken.
Vinden afgør, hvor en ballon flyver hen, så i stedet for at komme hen over Kongernes Dal, som turen ellers var annonceret, ser vi de levende mennesker i landsbyerne
Fra moskeerne bliver der kaldt til bøn, og i husene bliver der tændt ild i komfurerne. Det er, som om man kan lugte brænderøgen. Alle husene har fladt tag, og vi kan se, hvem der klarer oprydningen ved at smide skrammel, byggematerialer, gamle redskaber og møbler op på taget. Hvert hus har en stor gård omgivet af en solid mur. Mange egyptiske kvinder færdes ikke i det offentlige rum, så deres udendørsliv er i husets gård.
Vinden afgør, hvor en ballon flyver hen, så i stedet for at komme hen over Kongernes Dal, som turen ellers var annonceret, ser vi de levende mennesker i landsbyerne.
Opmuntrende ord
»Det skal I ikke være kede af,« siger skipper. »Gravene er jo – som I ved – under jorden, så der er alligevel ikke så meget at se heroppefra,« siger han og udpeger Howard Carters hus på toppen af en bakke. Howard Carter var englænderen, der i 1922 fandt Tutankhamons grav efter at have ledt efter den i tre år.
Vi lander stille og roligt i en sukkerrørsmark, hvor tre-fire mænd er i gang med at høste sukkerrør med håndkraft
På den anden side af de bjerge, der omgiver Kongernes Dal, ser vi dronning Hatshepsuts tempel, og lidt senere kan vi se to enorme menneskefigurer – Memnon-kolosserne – ganske tydeligt.
Vi lander stille og roligt i en sukkerrørsmark, hvor tre-fire mænd er i gang med at høste sukkerrør med håndkraft. De skærer dem over med store knive og læsser dem op på vognene. Æslerne ser lidt forskrækkede ud og forsøger at trække væk, da vi lander et par meter fra dem.
Ikke helt som planlagt lander vi midt i bøndernes arbejde på sukkerrørsmarken.
Sukkerrørsbonden truer lidt af ballonskipperen. Måske var det ikke aftalt, at vi lige skulle lande i hans mark, men i løbet af ingen tid er hjælperne til stede. Selvom alt her ser ud, som det har gjort i hundreder af år, er de sikkert blevet tilkaldt på mobiltelefon.
Hjælperne løfter galant de kvindelige passagerer ud af kurven, og skolebørn på vej til skole kigger lige forbi. Måske kan de tigge sig til en kuglepen, en pakke tyggegummi eller en pengeseddel. De forsøger i hvert fald – med store charmerende smil.
