Offpisten kalder på en bred freerideski, så man ikke synker dybt ned i sneen. Her er det Sophie Sølling-Fjellvang, landets bedste konkurrenceskiløber, der kører et par brede ski i nyfalden sne.

7.10.2009 tekst: Torsten Grunwald foto: Steffen Stamp

Klik,klik - og så afsted

FriCarvingski har gjort skiløb til en leg. Men vælg dem med omhu. Børsen Weekend har prøvekørt sæsonens topski.

Den legendariske skiløber Ingemar Stenmark blev sidste vinter spurgt, hvordan han ville have klaret sig i nutidens slalomkonkurrencer. Svenskeren fandt tydeligvis spørgsmålet absurd. Efter en kort pause kom det fra Ingemar Stenmark:

»Det kan jeg slet ikke svare på. Vi taler jo om forskellige sportsgrene.«

Producenterne kan i dag bygge carvingski, der næsten drejer, blot man kigger på dem 



Ingemar Stenmark følte måske, at intervieweren manglede lidt respekt. Med enorme 86 sejre i den alpine World Cup besidder Ingemar Stenmark en rekord, der næppe nogensinde overgås.

Men den vantro attitude handlede givet mest om, at materiellet – først og fremmest skiene – har forandret sig dramatisk, siden han parkerede sine planker i garagen. Så meget, at man nu bedriver et fundamentalt andet skiløb på bjergskråningerne, end han og konkurrenterne gjorde i 1970’erne og 1980’erne.


Danske skiimportører stillede ski til rådighed, da Børsen Weekend var med på testtur i november. Der var næsten 50 nye topmodeller at vælge imellem. Både til pisten og offpisten.

Det nye grej har ført til, at det er blevet uendeligt meget lettere at stå på ski. Producenterne kan i dag bygge carvingski, der næsten drejer, blot man kigger på dem. Samtidig har de et godt kantgreb.

Men der er fortsat noget at tænke over, før man klikker skiene på. Nok lystrer de fleste eksemplarer velopdragent sammenlignet med Ingemar Stenmarks stive brædder. Men dagens ski reagerer stadig vidt forskelligt i sneen, og det er vigtigt at vælge rigtigt for at få maksimal sjov.

Børsen Weekend erfarede det på egen krop forleden uge. Sammen med 50 andre danskere tog avisens udsendte hul på skisæsonen i Sölden. Dernede i Tyrol ligger det vældige gletscherpar Rettenbach og Tiefenbach med skiløb op til 3340 meters højde.

De fleste deltagere kom fra en af landets Surf & Ski-butikker. Resten var turister. Alle prøvekørte et bredt udvalg af sæsonens topski. For de ansatte i butikkerne handlede det om, at de skal lære de ski at kende, de sælger.

Der var også nogle af Danmarks allerbedste skiløbere med på turen. De fungerede som skilærere. Børsen Weekend fik en passiar med tre af dem om sæsonens ski.

Vær ærlig

»Vi ser flere og flere typer ski hvert år. Der sker en specialisering inden for racecarvere, allmountainski, twintips, freerideski, kvindeski og så videre. Det vigtigste i den situation er at være ærlig over for sig selv. Bryder man sig for eksempel ikke om offpisten, skal man købe en par pisteski,« fortalte Kim Holmes, som er en af Danmarks mest erfarne offpistskiløbere.

Du skal heller ikke spille fodbold i et par gummistøvler. Vælg den ski, der passer til dig 



En meget populær ski de seneste par år er den mellembrede allmountainski. Ideen er, at man får en ski, der kan køre både på og uden for pisten. Men allmountainskien er i sagens natur et kompromis.

»Allmountainskien er okay til det meste, men jeg tror, de fleste får mere ud af at vælge en specialski, der passer til det skiløb, de typisk kører. Hvis man normalt er på pisten og vil ud i offpisten en dag, kan man jo bare leje offpistski,« lød rådet fra Sophie Fjellvang- Sølling, der er Danmarks bedste konkurrenceskiløber.

»Man ser for mange, der kører rundt på pisten med en smart twintipski uden nogensinde at have set et hop, og de får en møgdårlig skioplevelse. Du skal heller ikke spille fodbold i et par gummistøvler. Vælg den ski, der passer til dig,« supplerede Martin Lübecker, der har en af de højeste grader fra den franske skiskole og er ekspert i freerideskiløb.

Rundtur i skiløb

Børsen Weekend nåede at prøvekøre knap 20 par ski. De var fra de kendte mærker som Fischer, Blizzard, Rossignol, Atomic, Dynastar, Salomon og K2, så det var en rundtur i flere slags skiløb. Der er f.eks. solid forskel på en slank ski som Fischer RC World Cup og en basse som K2’s Coomba.


Sölden i Tyrol er ideel for en skitur tidligt på sæsonen. Gletscherne Riefenbach og Tiefenbach sørger for snesikkert skiløb allerede fra oktober.

Fischer-skien er en danser på pisten, hvis den får et ordentligt tryk, mens Coomba føles som en pram. Omvendt er Fischer-skien ubrugelig, hvis man tager en tur i den opkørte dybsne ved siden af pisten. Den synker ganske enkelt igennem sneen. Derude, hvor pistemaskinerne aldrig kommer, er Coomba-land.

Glimrende svinger

Der var også lejlighed til flere ridt på allmountainski. Både på den præparerede piste og i opkørt løssne ved siden af pisten. En ski som Blizzard Magnum viste sig som en glimrende svinger begge steder. Samme oplevelse med Atomic Black Eye Tit. K2’s Apache Outlaw, der nærmer sig en regulær freerideski, er også velvillig både på og uden for pisten.

Ingen af dem kunne dog konkurrere med specialskiene i deres respektive terræn, men flere af allmountainskiene var alligevel en fornøjelse på store dele af bjerget.

borsen statistik bnt
Fakta
Sæsonens ski Der er dusinvis af skityper. En af de vigtigste ting, man skal spørge sig selv om, er, hvor meget man står på den præparerede piste, og hvor meget man er i offpisten. Pisteski: Den, der altid står på den præparerede piste, bør vælge en pisteski. De kommer i fl ere udgaver. Man skal over i en slalomcarver med en masse talje, hvis man kan lide korte sving. Er man mere til høj fart og store sving, bør man gå efter den længere og slankere racecarver. Udsendtes yndlingsski: Fischer RC World Cup. Allmountainski: Den mest terrængående ski er almountainskien. Den er hovedsagligt konstrueret til pisteløb, men er så bred og blød, at den også kan noget i offpisten. Allmountainskien er dog et kompromis. Der findes altid en specialski, der er bedre til det skiløb, man står. Udsendtes yndlingski: Atomic Black Eye Tit. Freerideski: Man skal have freerideski under fødderne, hvis man er af sted på eventyr med bjergguide eller helikopter. Freerideski er brede og specialdesignede til dybsneen. Det betyder ikke, at de ikke kan bruges på den præparede piste. Flere freerideski klarer sig fi nt der. Men der er først rigtig grund til at købe et par freerideski, hvis man står mere i offpisten end den almindelig piste. Udsendtes yndlingsski: K2 Apache Coomba
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste artikler


 
 
 
 

Seneste