FriUnder Kronhjortejagten i det skotske højland kan jægeren blive så lillebitte, at han næsten forsvinder i bjerge, regn, storm, mudder, hjortelort og storhed. Og det er skønt.

Land Roveren slipper et øjeblik de dybe mudderfyldte spor, og skrider ud i den regnvåde lyng. Stanley Gordons fod slipper et øjeblik speederen, og den tonstunge firehjulstrækker glider hurtigt på plads i de to smattede riller. Videre op, op, op.

Du kommer til at skyde en hjort i dag. Det tør jeg godt love 

Børsen er med Scotsport på kronhjortejagt i det skotske højland. Land Roveren knirker, banker og ruskes hårdt, mens en af højlandets utallige storme river og flår i det robuste køretøj.

Himlen over Atlanterhavet sender den ene regnsky efter den anden ind over bjergene. Regnbuer kommer og går sammen med solens livtag med regnbygerne.

Scotsport er den næststørste udbyder af jagtoplevelser i Skotland. Rigtig mange gæster er danskere.

En af Glennfiddich Estates mest erfarne skytter – eller på engelsk »stalkere«, Stanley Gordon, er Børsens udsendtes hjælper under jagten på de sky skotske kronhjorte. Stanley har i 35 år trampet rundt på dette gods’ bjerge, og kender enhver lille krog i området.

En lille sej statur med tweed, sixpence og den tynde hjemmerullede smøg med tobak fra Golden Virginia. På disse kanter er Stanley en legende.

»Du kommer til at skyde en hjort i dag. Det tør jeg godt love.«

Skråsikker forsikring

Det bliver Scotsports danske elev forsikret under jagtforberedelserne, og alle der kender til jagt ved, at den slags udtalelser er farlige. Jagtheld kommer og går. På den anden side kan det tolkes som et godt tegn, at nogen tør sige det så skråsikkert. Sund skepsis er normalt godt, men heldigvis var der i dag ingen grund til bekymring.

På den sidste dag i den skotske hjortejagt er vejrguderne nådesløse, men jagtens gudinde Diana gavmild.

Krydset i kikkerten hviler usikkert på den store hjortekrop. Vinden rusker kraftigt i geværet. Dyret står perfekt med siden til. Pludselig drejer den rundt og fjerner sig 

Stalkernes fantastiske evne til at finde og nærme sig vildtet er næsten uforståelig for normale bymennesker med sløvede sanser og en dagligdag fjernt fra naturen. Stanley Gordon viser sig hurtigt at være gjort af det rette stof.

Stormen pisker regnen ind i huden med stor kraft, og Stanley Gordon trækker hætten godt ind over hovedet, før han går væk fra Land Roveren med kikkerterne om halsen. To gåture på egen hånd er nok til at finde en kronhjorterudel (flok, red.) som han ønsker at arbejde sig ind på.

Så er det i arbejdstøjet – gode membraner er vitale for, at vandet ikke skal trænge ind til huden. Riflen over skulderen – og så af sted til fods. Lyng, mosser og lav i alle tænkelige farver gungrer under vægten af gummistøvleklædte ben. Vi er i skotsk højmose på godt og ondt – det handler om ikke at stikke benet ned i de talrige naturlige vandhuller, der findes overalt i terrænet. En grouse (rype, red.) letter langt ude.

Klar til skud

Stalkeren ved, hvor vi skal hen, og efter et par kilometers strabadser op ad bakke signalerer Stanley Gordon, at vi er nær en hjort. Omkring 150 meter ude står en virkelig stor hjort, og vi gør klar til skud. Pludselig springer dyret, og fjerner sig hurtigt væk mod den nærmeste bakkekam. Et rådyr løber lidt længere ude, og det står hurtigt klart, at rådyret har stødt (skræmt, red.) hjorten. Det sker ofte – også lettende grouse kan skræmme hjortene, der erfaringsmæssigt ved, at mennesker ofte er den bagvedliggende årsag til flugten.

Kronhjorten er en værdig modstander, der kan lugte mennesker op til to kilometer, og vindretningen tjekkes jævnligt ved at kaste små græsstrå op i luften. Ifølge Stanley Gordon er det i orden, at hjortene ser lidt bevægelser og lyd fra mennesker, men det er helt afgørende, at de ikke lugter dem. Ellers er de over alle bjerge.

Man kan nå op på ni vildtarter på en god rough shooting, bl.a.a rype, agerhøne og ænder.

Pyrchen fortsætter nu mod en rudel lidt højere op, og her får deres udsendte for alvor lov til at bide i græsset. Halvdelen af turen foregår krybende og kravlende i dyngvådt græs med indslag af lort fra kron- og råvildt. Hatteskyggen drypper, mens stormen forsøger at rive hatten af. Børsens reporter maver sig i sporet efter stalkeren. Fotografen kommer sidst.

Pegefingeren trykker behersket på aftrækkeren. BANG. 

I lang tid ligger vi helt stille i nærheden af en rudel. Vind og regn tordner ind fra sydvest. En stor hjort dukker op fra den anden side af bakkekammen. Riflen stilles op på støttebenene, og Stanley Gordon er tæt på at give grønt lys til skud. Krydset i kikkerten hviler usikkert på den store hjortekrop. Vinden rusker kraftigt i geværet. Dyret står perfekt med siden til. Pludselig drejer den rundt og fjerner sig. Afstanden begynder at blive problematisk, og vi opgiver dyret.

Ro og teknik

Ærgerligt, fordi der formentlig var tale om en tolvtakkers royal- eller fjortentakkers empirehjort.

Men der er fortsat flere hjorte på kammen, der bevæger sig rundt mellem hinanden. I håb om at endnu en af de helt store drenge i flokken skal komme forbi, sidder vi afventende et kvarter mere, hvorefter Stanley Gordon siger ok til at skyde den nærmeste hjort, der er omkring 150 m ude.

Igen har jeg fat i Remingtonen i kaliber 270 med 9,7 grams kugle. Stanley giver de sidste dessiner. Sigt 8-10 cm mere mod vest end normalt på grund af stormen. Dyret fanges i trådkorset, og resten er reelt et spørgsmål om teknik. Ro på åndedrættet. Hold geværet fast i et jerngreb, så vinden ikke rusker i det. Pegefingeren trykker behersket på aftrækkeren. BANG.

De store vidder og det rå vejr har gjort selve sandhedens øjeblik i jagten til en slags ekspeditionssag. Sandhedens øjeblik, hvor skuddet går og den ultimative test af at alle vigtige valg undervejs er gjort rigtigt, er normalt en meget væsentlig del af jagten. Sådan er det ikke i dag. Selve drabet fylder ikke så meget i forhold til naturen, pyrchen, slagregnen og vindens ubønhørlige raseri. Det er ikke ment som en kritik af dagens jagt – for det samlede indtryk er blandt de bedste i et righoldigt jægerliv.

Falder i fordybning

Jeg ser at dyret er truffet, da det kaster sig hid og did, indtil det falder ned ad en lille fordybning i terrænet og ikke længere er synligt. Stalkeren vurderer allerede nu, at dyret er truffet lidt for langt fremme, mens jeg har en ret sikker forvisning om, at dyret er ramt vitalt.

Det viser sig heldigvis at være korrekt. Dyret ligger død i den lille slugt, da vi et halvt minut senere når frem. Kronhjorten er ramt nær hjertet, men korrektionen for vinden har muligvis ikke været nødvendig, da riffelkuglen nok har fløjet i ly for stormen. Det er årsagen til, at kuglen sad en smule for langt fremme i forhold til en perfekt hjertekugle, men resultatet var det samme: En hurtig død.

Samtidig en smuk død. Regnen er drevet forbi, og det er klaret op. Stalkeren går i gang med de sidste opgaver. Dyret brækkes (indvolde tages ud) og hovedet skæres af med henblik på trofæbehandling.

Senere hentes dyrekroppen af et bæltedrevet terrænkøretøj for til sidst at ende på middagsbordene på franske og tyske goumetrestauranter. Jagten er slut, og vi vandrer i eftermiddagssolen ned mod Land Roveren.