FriSiden uafhængigheden fra Sydafrika har den tidligere tyske koloni Namibia investeret massivt i udvikling af jagten, som i dag ikke lader meget tilbage at ønske. Pleasure har besøgt to af landets toprevirer

»Den store himmel og stilheden.«

Sætningen er tyvstjålet fra titlen på en roman om kolonitiden i det sydlige Afrika og rammer klokkerent det indtryk, der står tilbage, når man som jæger har vandret gennem Namibias endeløse bush og savanner.

Forklaringen skal findes i de gennemsnitlige otte og en halv daglige solskinstimer, landets befolkning på mindre end to mio. sjæle og området, der er 20 gange større end Danmark.

Nic Kruger arbejder som professionel hunter og går for at være en af landets bedste. På tre år har han sammen med klienter nedlagt ikke færre end 23 leoparder 

Hvis man dertil lægger et overflødighedshorn af vildtarter – heriblandt den namibiske specialitet oryxen – er man tæt på kernen af en jagtoplevelse i Namibia.

Hovedbygningen på Omujeve Hunting Safari danner den perfekte ramme om drinks, måltider og fordøjelse af dagens jagtoplevelser

Første stop på denne tur er Omujeve Hunting Safari blot en times kørsel fra Namibias internationale lufthavn og 60 kilometer fra hovedstaden Windhoek.

Omujeve – der direkte oversat fra oshiherero (et af Namibias 11 lokale sprog) betyder »Manden der jager« – er et godt eksempel på den massive opgradering af jagtturismen, som er sket over de senere år.

Området dækker knap 22.000 hektar fordelt på tre farme, men Omujeve har yderligere 70.000 hektar land i koncession og forhandler løbende med regeringen om at indlemme flere arealer i jagtimperiet.

Hele molevitten drives som et familieforetagende med Cornelius Kruger som daglig leder med base på Omujeves hovedlodge. Broderen Nic Kruger arbejder som professionel hunter og går for at være en af landets bedste. På tre år har han sammen med klienter nedlagt ikke færre end 23 leoparder.

Midt på eftermiddagen kører vi ud i Omujeves billedskønne terræn med fløjlsbløde bakker gennemskåret af små dale 

Hvis man med efternavnet Kruger mærker et historisk vingesus, er det ikke uden grund. De to brødre er på mødrenes side tip-tip-tip-oldebørn af den navnkundige Paul Kruger, der var en af de ledende skikkelser i boernes kamp mod briterne i 1800-tallets Sydafrika.

I flere omgange var Kruger præsident for den daværende boerrepublik Transvaal, ligesom han også har lagt navn til den legendariske guldmønt Krugerrand.

Den næsten nyopførte turistlodge på Ethosha Heights Game Safari lader ikke meget tilbage at ønske med hensyn til luksus og komfort – og ikke mindst udsigt

1. jagtdag

Lander planmæssigt med Air Namibia klokken 8.00. Turen til Omujeve går som smurt – den firehjulstrukne Subaru Forester forcerer let en mindre flod, der krydser de sidste 30 km. grusvej.

Professionel hunter Pieter de Lange tager imod. Han er en ung fyr i midten af 20’erne, som viser sig at rumme erfaring og engagement udover det sædvanlige.

Første jagt er oprindeligt først planlagt til næste morgen, men Pieter de Lange er opsat på at servere den maksimale oplevelse, så midt på eftermiddagen kører vi ud i Omujeves billedskønne terræn med fløjlsbløde bakker gennemskåret af små dale. Der står oryx, red hartebeest og springbok på programmet.

Min første gode mulighed i Namibia ender med en blank forbier 

Jagten er ikke mange minutter gammel, da det står klart, at jeg er havnet i et sandt smørhul. 360 grader rundt åbenbarer der sig en vildtrigdom domineret af den allesteds nærværende springbok.

I flæng passerer vi flokke af impalaer, waterbuck, blesbok, blue wildebeest krydret med et par kuduer, oryx og en enkelt sabelantilope.

Solen hænger lavt på himlen, da Pieter de Lange beslutter sig for at gå på sporet af en red hartebeast. Efter en halv times sveddryppende pürch er vi ganske nær – omkring 150 meter fra den lidt spøjse antilope med de s-formede horn.

De følgende minutter vil jeg helst springe over, men må erkende, at min første gode mulighed i Namibia ender med en blank forbier. Efter denne lidt nedslående debut går vi i solnedgangen efter en flot springbok, som dog ikke lader sig overrumple af vores lille jagtselskab.

En hæsblæsende sidste morgenjagt på Omujeve Hunting Safari blev belønnet med en fantastisk oryx på 39 tommer

Hjemme i Omujeve indkvarteres vi i en helt nybygget bungalow. Hovedbygningen i »colonial style« er også af nyere dato og danner den perfekte ramme for middag – oftest bestående af vildtkød, aftenhygge og drinks samt jagthistorier, naturligvis, for jagt er omdrejningspunktet på Omujeve.

»Vi skal kunne tilbyde hele spektret af jagtoplevelser – både til jægere på deres første tur til Afrika og den erfarne jæger med mere specielle ønsker,« fortæller Cornelius Kruger, da vi fordøjer dagens oplevelser over den obligatoriske gin og tonic.

Det går over stok og sten gennem en lang dal, hvor vi flere gange har visuel kontakt med tyren. Men den har fået færten af os og giver os kamp til stregen 

Og næsten som en bekræftelse på disse ord tjekker to russiske jægere ind til 14 dages jagt på leopard.

»Hvis ikke vi kan tilbyde en bestemt vildtart på vores eget revir, så har vi koncessioner over hele landet,« siger jagtchefen.

Men når først det er sagt, så satser familien Kruger også på at få del i den spirende turistindustri i Namibia. Med kun en times kørsel til hovedstaden er Omujeve en oplagt destination for medfølgende ægtefæller og børn, der vil krydre en naturoplevelsen med shopping og lidt sightseeing.

2. jagtdag

Med gårsdagens forbier i frisk erindring er nerverne lidt på højkant. Vi ser igen en overflod af vildt, og lige pludselig står den der – en flot springbok totalt uantastet af safarivognen.

Men netop som vi har pürchet os ind på skudafstand, sætter den sig i det høje græs. Det bliver indledningen til en nervepirrende ventetid, hvor vi uden held forsøger alle de kendte tricks med fløjt og råb, alt imens en flok giraffer følger med i begivenhederne på sikker afstand.

Først efter en halv time kommer bukken på benene, hvor den møder sit endeligt med en god bladkugle, og bidrager således til et markant udsving på humørbarometeret.

Med Pieter de Lange som jagtfører hviler man ikke på laurbærrene. Kun få kilometer længere fremme spotter han en forrygende oryx-tyr, som vi sætter efter til fods. Det går over stok og sten gennem en lang dal, hvor vi flere gange har visuel kontakt med tyren. Men den har fået færten af os og giver os kamp til stregen.

Da vi efter en times forceret pürch får mulighed for et langt skud, hopper og danser sigtekikkertens trådkors imidlertid så meget op og ned, at jeg må melde pas, mens tyren forsvinder over bakkedraget.

Men næppe er vejrtrækningen kommet under kontrol, før en fætter til gårsdagens »spøgelse« viser sig langt ude til højre.

»Den er værd at gå efter,« siger Pieter de Lange efter en stund med Zeiss-kikkerten klistret til øjet.

Igen går det i et tempo, der næsten får tiden til at stå stille. Og før jeg ved af det, har jeg for anden gang et red hartebeest på kornet. Skuddet går, og Pieter de Lange lader forstå, at kuglen sidder godt. Vi finder »bæstet« forendt cirka 100 meter fra skudstedet.

En stor, helt nybygget lodge i luksusklassen på en bjergtop skal huse turister, mens den mindre Safari Lodge huser jægerne 

Nu gælder det oryx – Namibias nationaldyr – som gennem årtusinder har udviklet evnen til at leve i de mere frodige bush- og savanneområder såvel som i ørkenen.

Eftermiddagen byder på flere hæsblæsende pürch, og flere gange er det lige ved og næsten, men med det sidste dagslys forsvinder chancen for en oryx på Omujeve. Og dog…

3. jagtdag

De aftalte jagter på Omujeve er overstået, men Pieter de Lange er ikke til sinds at lade sin klient slippe så let. Jeg lader mig derfor overtale til endnu en morgenjagt, selv om der venter en 600 km. lang køretur til næste revir.

Vi ser en masse vildt – også oryx. Men enten er trofæet for småt, vinden ugunstig eller afstanden for stor. Og så sker det! Netop som vi har vendt næsen mod lodgen kommer en flok oryx fri af bushen på en skråning. Pieter de Lange reagerer prompte, bringer skydestokken i stilling og udpeger en stor tyr.

»Det er sidste chance,« hvisker han.

Det er et langt skud på hen ved 250 meter, men tyren reagerer på anslaget af kuglen, inden den forsvinder over bakkekammen. De næste detaljer er ikke videre flatterende, og her i sandhedens time vil jeg nøjes med at erkende, at der skal yderligere to kugler til, før det stolte dyr er nedlagt. Resultatet er endnu et fantastisk trofæ, der med sine 39 tommer er pænt over gennemsnittet.

Næste stop på turen – Ethosha Heights Game Safari – er et storstilet jagt- og turistprojekt på ikke mindre en 500 kvadratkilometer. Området grænser op til Namibias berømte Ethosha National Park ved grænsen til Angola i nord.

Området er over de senere år stykket sammen af et konsortium af såvel lokal som udenlandsk kapital og udgør i dag ét hele på størrelse med Falster. En stor, helt nybygget lodge i luksusklassen på en bjergtop skal huse turister, mens den mindre Safari Lodge huser jægerne – turisterne skal ikke belemres med blodige jagthistorier ved middagsbordet. Begge har dog en formidabel udsigt.

Både sol og mosquitoer jagter os nådesløst 

De fleste ophold på stedet inkluderer afhentning i lufthavnen, men turen kan helt uproblematisk også gøres på egen hånd i bil. Man skal dog forvente, at det meste af første dag i Namibia går med transport. Til gengæld venter der en anden og meget varieret naturoplevelse, hvor der midt på dagen også skal lægges ti grader til temperaturen.

Jagtmæssigt har Ethosha Heights Game Safari sat overliggeren højt. Blandt andet er man i fuld gang med at afvikle en bestand af den almindelige impala til fordel for den for Namibia unikke black faced impala – en lækkerbisken for de fleste trofæjægere.

Ambitionerne går også i retning af udsætning af medlemmer af The Big Five-familien i takt med, at myndighederne slækker på restriktionerne.

4. jagtdag

Forventningerne til Ethosha Heights er store. Kun få jægere er rejst skuffede hjem derfra. Der står gnu – i folkemunde »fattigmandsbøffel« – på ønskesedlen, eventuelt suppleret med et vortesvin, hvis lejligheden byder sig.

De sidste 300 meter er tilbagelagt på alle fire, og nu lurer vi på en stor tyr 

Sammen med professionel hunter André Burger, der også er manager på stedet, kører vi ud i området, som – trods sit navn – er overvejende fladt. Men det står hurtigt klart, at jagten bliver en udfordring. Rigelig med regn i sæsonen har gjort bushen tæt, så udsynet er begrænset.

Vi er således et stykke op ad formiddagen, da vi – uden held – går på sporet af en lille flok vortesvin. Og om eftermiddagen cruiser vi gennem det enorme terræn, hvor vi har gode muligheder for både springbok og oryx, men gnu’erne er som sunket i jorden.

5. jagtdag

Både sol og mosquitoer jagter os nådesløst. Vi kryber sammen under et halvtørt mopani-træ, mens vi betragter et lille vandhul mellem en gruppe træer, hvor en håndfuld gnuer og hen ved en snes oryx-antiloper har søgt ly for den bagende sol.

De sidste 300 meter er tilbagelagt på alle fire, og nu lurer vi på en stor tyr. Men det er som om, jagtgudinden har vendt ryggen til dette korte ophold på Ethosha Heights.

Enten er der træer, kalve eller oryx mellem tyren og os, og efter cirka femten mosquitobid lusker han stille og roligt af med sin lille flok.

Således slutter denne del af en komprimeret jagtrejse, som nogle jagter nu engang skal slutte – uden vildt på paraden. Men med masser af oplevelser i bagagen. Oplevelser, som nok har mange paralleller til det lidt nemmere tilgængelige Sydafrika, men som alligevel efterlader et indtryk af et land med sin helt egen sjæl.