FriFlemming Østergaard, bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, har spillet golf siden 1988 efter at have været lænket til en kørestol i et år som følge af en alvorlig færdselsulykke, hvor forretningsmanden blev kørt ned af en bil.
Oven på uheldet var golf en af de få sportsgrene, som kroppen kunne holde til at give sig i kast med, og fredag 26. september deltog Flemming Østergaard sammen med fire andre ambassadører for Hjerteforeningen i den godtgørende turnering Børsen Executive Club Golfchallenge 2008 på Kokkedal Golfklubs baner nord for København.
”Hver gang jeg går ud for at spille golf, går jeg ud for at vinde. Jeg går ikke ud for bare at slå til bolden. Jeg er konkurrencemenneske, og selv når jeg spiller med mine venner, spiller jeg for at vinde og hører meget gas for det,” fortæller Flemming Østergaard.

Parkens boss stiller op til dagens dyst med et handicap på 19, så han må optimalt set bruge 19 slag flere end banens par på 72 slag. Han har tidligere været så langt nede som handicap 10. I dagens match tæller de tre bedste scores inden for hvert af de 18 deltagende hold på fire spillere.
”Så må man opmuntre holdkammeraterne. Vi går efter at vinde – fanden stå i det,” siger Flemming Østergaard med et skævt smil.

Børsen Executive Club Golfchallenge 2008 blev afholdt på Kokkedal Golfklubs baner nord for København
Palet af ambassadører
De resterende fire ambassadører tæller denne solskinsrige dag folketingsmedlemmet Helge Adam Møller (K), cykelrytteren Jens Veggerby, violinisten Kim Sjøgren og Jens Moberg, general vice president hos computergiganten Microsoft. Arrangementet er splittet i to dele, hvor den anden halvdel løber af stablen samtidig på Lübker Golf Resort på Djursland.
Folketingets repræsentant har spillet golf i 30 år og kan i en alder af 65 bryste af at spille i så lavt et handicap som 6. Den tidligere jægersoldat nyder at dyste med sine golfvenner om en øl, en frokost eller om, hvem der betaler for rødvinen under middagen efter en lang dag på banen. Spillet har sågar to gange budt på en hole-in-one.
”Den ene er officiel og hænger nede i klubben. Den anden var den værste, man overhovedet kan få. Det var nede på Falster i Storstrømmen Golfklub, hvor der ikke var andre, og jeg så gik ud alene. Og så slår jeg et perfekt 7-jern på hul 2: ”Dunk, dunk, dunk – klink,” og så står man dér fuldstændig alene, og ingen man kan dele det med,” beretter Helge Adam Møller, som er medlem af Sydsjællands Golfklub ved Næstved.
Under turneringen hos Børsen Executive Club har Helge Adam Møller gået en runde med det, han selv kalder, ”det laveste pointtal, jeg kan mindes” i form af 20 point.
Golf er en fare for forretningen
Den forhenværende professionelle cykelrytter og nuværende galleriejer Jens Veggerby har i modsætning til Hjerteforeningens resterende ambassadører valgt at nedprioritere golfspillet en smule. Han spiller i dag i handicap 33 og begyndte at spille golf i 2002, men så sig på et tidspunkt nødsaget til at træffe et valg.
”Jeg blev totalt grebet af det fra dag et. Jeg var allerede i gang med mit galleri, og så var jeg ved at sætte alt andet over styr, fordi jeg var ude at spille golf hver eneste dag de første tre-fire måneder. Men så fandt jeg ud af, at det ville komme til at dræbe alt, hvad der hed forretning, for jeg havde ikke tid til andet. Så jeg måtte finde et andet leje og skar ned for blusset. Jeg må acceptere, at der kommer nogle skæverter indimellem,” siger Jens Veggerby.
Galleriejeren klarer sig hæderligt igennem dagens runde, til trods for flere uheldige slag, hvoraf et enkelt eksempelvis ender oppe på et af Kokkedal Golfklubs karakteristiske stengærder. Det bliver i alt til 16 point for Jens Veggerby, som til daglig er klubkammerat med Flemming Østergaard i Simon’s Golf Club i Nordsjælland.
Netop Don Ø når ikke denne dag at hente hovedpræmien i Børsen Executive Golfchallenge 2008, som giver adgang til den følgende dags stort anlagte åbningsmatch hos Lübker Golf Resort på Djursland.
Han er dog den af Hjerteforeningens ambassadører, der klarer sig bedst og hjælper sit hold frem til en samlet femteplads.










