FriHemsedal i Norge vil for de fleste være ensbetydende med sne og ski. Alligevel tog Børsen dertil i juli for at opleve noget af alt det, de nordiske turistråd har præmieret med Scandinavian Travel Award 2008.

Sig navnet, og langt de fleste vil associere Hemsedal med skiløb. Nemlig skiløb af den slags, der ganske godt matcher destinationens kælenavn: De Skandinaviske Alper.

Men at norske Hemsedal også skulle være noget ganske særligt om sommeren og køreturen værd, måtte komme an på en prøve.

Og jo, køreturen er super flot. Det har altid fascineret mig at gense et område på andre årstider: At vandre op i de bjerge, jeg suser ned ad på ski om vinteren.

At padle de søer, der krydses på snescooter, når det hele er dækket af is. Og cruise de samme landeveje – først med varmeapparatet på maksimum og solide snekæder mod asfalten, og så i t-shirt bag rattet med albuen hvilende i det åbne vindue og en kold cola i kopholderen.

Fra Gol er der bare en halv time til Hemsedal. Landskabet ændrer sig i takt med højdemeterne, og skiltningen advarer mod stor elgfare. Min rejsekammerat, Mathias, og jeg håber nu alligevel at se en.

Down hill biking

I bilen snakker vi om "down hill biking", der for os er den egentlige årsag til at besøge Hemsedal denne sommer.

Vi forstår både ordene "hill" og det med "down", og når en del af konceptet er at blive løftet til toppen af den store skibakke med cyklen monteret på stativ i selvsamme liftsystem, så lyder det overkommeligt.

Men der er selvfølgelig det med "biking". Hjemme har jeg da en af slagsen, en mountainbike. Det skal man næsten have. Om ikke andet så for sit image og måske lidt for selvforståelsen. Men jeg kan godt garantere, at den selv efter fem år hverken er slidt eller særlig beskidt.

Baghjulsophænget er så fjedrende, at det næsten gør det umuligt at køre op ad bakke 

"Har I kørt før?" spørger de høfligt hos Norske Opplevelser, alt imens de vikler både Mathias og mig ind i sikkerhedsudstyret.

"Øhh, kørt, jo, næ, altså, du mener kørt før?" får jeg svaret, mens betjeningen lyner min brynje og retter lidt på skulder- og albuebeskyttere.

Det næste er de kombinerede knæ- og skinnebensbeslag, handsker og en hjelm af den type, der nok har sin oprindelse i speedway eller motocross. Øh, kørt før?

Vores down hill bikes er state of the art og af mærket Specialized og noget med "Pro". Baghjulsophænget er så fjedrende, at det næsten gør det umuligt at køre op ad bakke.

Ved indgangen til skisportsområdet er der bygget små forhindringer, de såkaldte obstacles. Vi øver os lidt, men bliver hurtigt enige om, at det nok er væsentligt sjovere at komme til skade oppe i terrænet.

Fra liften kan vi se sporet.

"Kan du se tracket?" spørger Mathias på 18 år.

Nå ja, det hedder selvfølgelig et track. Og jo, det kan jeg godt. Det begynder, hvor vi og vores cykler sættes af liften og fortsætter hele vejen, på kryds og på tværs, ned over bjergsiden.

Undervejs er der tilføjet forhindringer, nogle af grus og andre bygget af massive træplanker.

Smalle broer og smeltevand

På denne første tur handler det om at lære det hele at kende. Det er stejlt. Meget endda.

"Husk også at bruge forbremsen", havde de sagt og forklaret, at bagbremsen alene ikke ville kunne holde farten nede på de stejle steder. Jo, tak. Jeg har ellers ikke rørt en forbremse siden dengang, en af samme slags kastede mig af på en mudret skovsti i Stenderup Skoven ved Kolding for otte år siden.

Nogle steder pløjer vi gennem smeltevandet fra den sidste vintersne. Andre steder kan vi give den gas ad stenede stier 

Forgaflen peger mere fremad end på en mountainbike. På den måde absorberer den nemmere bump og cykelrytterens, øh, riderens, fejltrin.

Baghjulet følger med, og vi er dybt fascinerede af konstruktionen, der tilgivende klarer alt det, vi i første omgang overser.

"Det er vildt cool," råber Mathias ud gennem hjelmen.

Ja, for dælen. Det er vildt cool. Næste forhindring er en træbro over noget klippehalløj.

Her skal farten afpasses. Kører jeg for langsomt, og det har jeg nok mest lyst til, så kommer det til at knibe med balancen, og vil nok resultere i et tilt ud over kanten.

Går det for hurtigt, vil det kunne afmåles på hoppet, den såkaldte kicker, der afslutter morskaben. Med afmålt mod og med tungen lige i munden ruller jeg over broen. Næste gang må jeg give den lidt mere gas. Og sådan er det: Vi lærer, erfarer og udvikler.

Lidt længere nede af bjerget lærer Mathias, at han endnu ikke helt behersker teknikken til at suse op ad den lodrette trævæg. Det er samme sted, han erfarer, at ikke alle steder på kroppen er beskyttet af det udleverede materiel. Pause. "Men det er dælme sjovt".

Nogle steder pløjer vi gennem smeltevandet fra den sidste vintersne. Andre steder kan vi give den gas ad stenede stier, inden vi igen skal huske både for- og bagbremse gennem den tætte birkeskov.

Klatring for alle

Næste dag står den på Via Ferrata. Det har vi glædet os til. Vi har god erfaring med klippeklatring, men det er første gang, vi skal prøve denne form.

Via Ferrata betyder jernvej på italiensk, og teknikken er udviklet i Dolomitterne under Første Verdenskrig, hvor soldaterne monterede wirer og jerntrin langs de klippepassager, der skulle føre dem uset og sikkert over bjergene. På den måde kunne de klatre uden at beherske sikringsteknikker.

Siden har Via Ferrata udviklet sig til en populær aktivitet, der i mange år har været lidt af en turistmagnet i Sydeuropa. Nu har Hemsedal altså også monteret en hel fjeldside med borebolte, aluminiumsstiger, jerntrin og stålwire.

Undervejs er der tid til fotografering og små pauser, hvor man passende kan sætte sig med ryggen til klippen, svinge benene ud over kanten og nyde en snack 

Iført hjelm og klatresele og den såkaldte Zyper-Y er vi klar til oplevelser. Zyper-Y’en er en toarmet slynge med en karabin for enden af hver slynge.

Undervejs sikrer vi os til wiren med karabinerne, og når vi når til et af de steder, hvor wiren er forankret til klippen, flytter vi karabinerne til næste wire, en ad gangen.

Niveauet bestemmer man i princippet selv. Alt er tilladt. For nogle er det spændende at kunne klatre ved bare at bruge trinene og grebene på klippen, mens andre finder tryghed ved at holde i wiren.

Undervejs er der tid til fotografering og små pauser, hvor man passende kan sætte sig med ryggen til klippen, svinge benene ud over kanten og nyde en snack og den storslåede udsigt over skisportsstedet og hele Hemsedal.

Klatreturen slutter ved varden øverst på Skarsnuten i 1260 meters højde, og så er der kun vandreturen tilbage over tuer og gennem det halvåbne krat, hvor belønningen måske er friske bær fra fjeldsidens små buske.

Alsidigt sommerprogram

De fem nordiske landes turistråd har i år tildelt Hemsedal prisen for bedste succeshistorie. Den såkaldte Scandinavian Travel Award 2008. Prisen tildeles Hemsedal for deres alsidige sommerprogram.

Juryen nævner de mange vandre- og cykelruter og destinationens safariprogram, der ud over den mere kendte elgsafari også byder på ørredsafari i våddragt.

Hvabehar? Jo, den er god nok.

Sammen med en guide og iført våddragt, redningsvest og snorkel kan eventyrlystne safarideltagere kaste sig i elven og flyde med strømmen. Undervejs kan de så fra første parket hilse på de ørreder, der hvert år får omsætningen i turistbureauet til at runde en million alene i solgte fisketegn.

For i Hemsedal har de taget udgangspunkt i det, de allerede har. Naturen. En svømmehal skal man for eksempel kigge langt efter.

Men hvis et vandfald som Rjukandefossen eller en isoleret fjeldsø og kanoeventyr på egen hånd kan gøre det, er Hemsedal lidt af en sommerperle i det norske ferieland.

Selv om vores fjeldsø ikke ligefrem overmander med varmegrader, er det et faktum, at kaffen, der har boblet over det medbragte stormkøkken ved øens bred, smager dobbelt så godt efter en, skal man kalde det, »frisk« dukkert.

Billederne:

Øverst. Down-hill biking i Hemsedal, hvor konstruerede vægge er en del af udfordringen.

Vandfaldet. Rjukandefossen er en af Hemsedals imponerende naturoplevelser.

Klippe-klatring. Via Ferrata er spændende klippeklatring med gode oplevelser for både børn og voksne.

Kano-tur. Kanoeventyret afsluttes med velduftende kaffe fra vores medbragte stormkøkken.