FriKuduen er en af Afrikas mest imponerende antiloper. Det er ikke uden grund, at den har fået tilnavnet det grå spøgelse og er på de fleste trofæjægeres hitliste.

Til sjakalernes hylen lister vi os langsomt frem i mørket. Det gælder for alt i verden om ikke at blive set eller hørt, men bush-bevoksning i knæhøjde krydret med en undergrund af klipper og løse skræver gør det mere end vanskeligt.

Pludselig stopper Doug Snow op. Han kniber øjnene sammen og kigger sig omkring. Et par sekunder står han lettere foroverbøjet, inden han med riflen peger i retning af en udtørret flod, hvor det er lettere at komme lydløst frem.

I aftes så vi på omkring 800 meters afstand en stor Kudu-tyr, men det blev for mørkt til at optage jagten på den 

"Vi må den vej, kom hurtigt," hvisker han. Klokken har nu passeret seks om morgenen, og det gælder om at nå målet, inden solens stråler kravler op over bjerget, og dalen vil blive oplyst.

Vi befinder os i Eastern Cape i Sydafrika, i selskab med Doug Snow, der er professionel jæger, og hans hjælper Pruimie.

Sydafrika byder på en fantastisk afvekslende natur, der kan tage pusten fra enhver. Her er det solopgangen den morgen, hvor kudu-jagten fandt sted

I aftes så vi på omkring 800 meters afstand en stor Kudu-tyr, men det blev for mørkt til at optage jagten på den. Vi er derfor stået tidligt op denne morgen for at se, om den vender tilbage.

Kudu-tyren havde, sammen med tre af sine køer, kurs mod et frodigt floddelta et par kilometer væk, og hvis vores plan holder stik, vender den snart tilbage fra nattens ædegilde.

Derfor skal vi skynde os at komme på plads. Et par minutter senere kravler vi op af flodbrinken og bevæger os igen ind i bushen i dalen.

Så endnu et par hundrede meter i en mellemting mellem gang og småløb, og vi er fremme ved målet: En busk, der lige akkurat er stor nok til at kunne skjule tre mennesker, en riffel og en skydestok, et par kikkerter, en kaffekande – og ikke mindst Klutu, der er en lille terrier-lignende jagthund af ubestemmelig herkomst.

Timiningen er perfekt.

På plads i busken

Få minutter efter, vi er på plads i busken midt ude i dalen, begynder en nærmest orange bold at stige op over den ene bjergside, og de første solstråler titter frem.

Vi venter og venter. Først sidder vi helt stille, mens Doug Snow nu og da sætter kikkerten op foran det furede ansigt for at afsøge dalen 

Nu kan vi se, at vi ikke er alene.

Omkring 500 meter væk græsser en større flok gnuer. En enkelt struds spankulerer omkring, og et par blesbucks, der er lidt større end dansk råvildt, står helt stille endnu tættere på – kun omkring 300 meter væk.

Til alt held har vi ikke skræmt nogen af dyrene, da vi bevægede os frem til busken, for det kunne på få sekunder have tømt dalen for vildt.

Men hvor er kudu-tyren, som jeg har drømt om i flere dage?

Vi venter og venter. Først sidder vi helt stille, mens Doug Snow nu og da sætter kikkerten op foran det furede ansigt for at afsøge dalen. Som tiden går, begynder vi at snakke – eller rettere ? hviske sammen. Jeg spørger til området og vildtet her, hvor vi jager.

Området er på 14.000 hektar, og det er de to farmere bag Omni Hunting Safaris, Robbie Hughes og Jonie du Randt, der ejer det og dermed også er Doug Snows arbejdsgivere.

Derudover lejer makkerparret sig ind hos flere lodsejere, så Omni Hunting Safaris i alt råder over jagten på svimlende 100.000 hektar med alt lige fra bjerge, floder, dale og stepper til landbrugsjord.

Nogle steder er der hegnet for fårene eller vildtet, andre steder synes så øde, at man kan få indtryk af, at der aldrig har været mennesker før – eller at det i hvert fald er generationer siden.

Der er et utal af jagtbare vildtarter i Sydafrika - bl.a. de smukke Impalaer. Her er det hjælperen Pruimie (t.v.) og den professionelle jæger Doug, der under opsyn fra hunden Klutu får bakset en Impala om bord på ladet af firehjulstrækkeren

Klokken er nu lidt i otte, og det er blevet helt lyst, mens jeg har hørt historier fra et 56 år langt liv fyldt med jagt på mange af de eksotiske dyr, som Sydafrika kan byde på.

Men stadig ingen kudu-flok endsige den prægtige grå kudu-tyr med hvide striber, som vi er på jagt efter 

Mismod spreder sig

Masser af forskelligt vildt har på vej hjem fra nattens gøremål passeret busken, som vi sidder i, men kuduerne – de grå spøgelser – har vi ikke set noget som helst til. Uden at vi siger noget til hinanden, er det, som om mismodet langsomt begynder at gnave i os alle tre.

Doug Snow smider igen en håndfuld græsstrå op i luften for at se vindretningen.

Der er næsten ingen vind, men den smule der er denne morgen, er fin for os. Den kommer fra den retning, hvorfra vi forventer, kudu-flokken vil komme, og det betyder, at de sky og meget årvågne dyr ikke kan være blevet advaret om vores tilstedeværelse af deres lugtesans.

Men stadig ingen kudu-flok endsige den prægtige grå kudu-tyr med hvide striber, som vi er på jagt efter.

Vi drikker termokande-kaffe og betragter et par gribbe, der højt oppe på den blå himmel svæver ud over bjergsiderne, ind over Orange River, og langt ind i dalen, da Doug Snow pludselig rejser sig op.

Kasketten stritter ud af busken, men Doug Snow er ligeglad. Han har nemlig fået øje på noget langt, langt væk. Kikkerten bekræfter ham i, at den er god nok.

"Der har vi ham!", udbryder Doug Snow med en stemme, som havde han vundet i lotto.

Knejsende kudu-tyr

Pruimie nikker ivrigt, og hans tænder lyser op i det mørke ansigt. Han trækker Klutu tættere til sig og finder skydestokken frem.

På en bakkekam omkring 600 meter væk knejser kudu-tyren i morgensolen. Næsten majestætisk skuer den ud over sit kongedømme et minuts tid, inden den dovent dasker efter de tre kudu-køer.

Riffelkikkertens kryds hviler tungt på tyrens skulder, og idet den første af køerne ser os, lader jeg kuglen gå 

Retningen ser fin ud. Rigtig fin. Faktisk har flokken kurs direkte mod den busk, vi gemmer os i.

Hurtigt får vi skydestokken op. Først på den ene side af busken, og så på den anden side. Det er ikke længere helt til at se, hvor kuduerne vil komme til syne, for de bliver et stykke tid stående bag nogle klipper.

Minutterne synes lange, da den første af køerne igen kommer til syne blot et par hundrede meter væk. Som perler på en snor kommer resten af flokken – stadig med kongen med de store snoede horn sidst.

Riffelkikkertens kryds hviler tungt på tyrens skulder, og idet den første af køerne ser os, lader jeg kuglen gå.

Knapt 12 gram bly forlader riflen, en Sako kaliber 30.06, med kurs direkte mod kudutyrens hjerte. I knaldet vælter den omkuld blot 115 meter væk. Død.

En fantastisk jagt er slut, men et livslangt minde er født.