FriDet bedste sportsfiskevand i verden. Sådan beskrev forfatteren Ernest Hemingway Kilwa i Tanzania. Pleasure tog af sted for at prøve kræfter med verdens stærkeste sportsfisk.

Vi vågner op til solopgang over Kilimanjaro, der pompøst byder os velkommen til kontinentet Afrika. Bjergets tinde er dækket med sparsomme pletter af sne – langt fra fordums tætte snedække.

"Den globale opvarmnings skyld. Jeres skyld," mumler vores ellers overdrevent høflige afrikanske sidemand i flyet.

Duften af Afrika

Efter tolv timers rejse lander vi i Dar es Salaam. Byen rammer os som en mur med sødlig, krydret og let kvalmende varme. "Duften af Afrika," som en af de mange lokale toldere stolt bemærker, mens han mest for syns skyld kigger ned i vores tasker:

"Business or pleasure?", spørger han.

Svaret kommer med et stort smil. Vi er her for at udleve vores azurblå drømme om mytisk stærke rovfisk.

Op med solen og ned mod havnen i deltaet, hvor katamaran-fiskebåden venter, og bådsdrengen gnider øjne 

Billedserie

Se billedeserie

Men chancen byder sig først efter seks timer i en steghed Toyota-pickup. Det lokale flyselskabs lille Cessnafly, der ellers skulle have fløjet os til det nye eco-resort, Kilwa Dreams, på en halv time, går nemlig først om aftenen.

"Så nyd at se junglen lidt på køreturen," lyder det på mobiltelefonen fra vores danske vært Peter Juhl, der sammen med sin lokale kone Gladys Rutihinda har skabt Kilwa Dreams.

En hektisk biltur væk fra mylderet af Dar es Salaams 2,5 mio. indbyggere, og scenariet skifter hurtigt til mudderveje mellem små klynger af lerhytter. Vi tæller godt 50 bavianer og nok det dobbelte antal mobilsendemaster. Bedre mobildækning end mange steder i Danmark. Sært beroligende for os.

Av min lever

Snart når vi det rigtige Afrika. Endeløse mudderveje gennem jungle og knastør savanne, hvor afsvedne jordlodder og mudderklinede sivhytter befolkes af et mylder af glade unger, der alle vil have et lift for bare at prøve at køre i en bil for første gang.

Firehjulstrækket slås til, og vores indre organer får en rystetur. Og apropos ømhed i leveren: På selv samme vej kom den noget fordrukne, men erfarne sportsfisker Ernest Hemingway også til Kilwa, som han døbte "det bedste 'big game'-fiskeri i verden".

Ensomme skildpadder, dovne albatrosser og enkelte suk, der bryder den lange ventetid på det første rigtige hug 

Efter ankomst får vi en omgang af Peter Juhls fremragende curry, et par kolde glas-colaer, som vi kender dem fra firserne, og en aftendukkert i det Indiske Ocean. Så er vi klar til den første af fire dages fiskeri med vores danske guide Kuno Sterup-Hansen. Op med solen og ned mod havnen i deltaet, hvor katamaran-fiskebåden venter, og bådsdrengen gnider øjne.

På meget dybt vand

Vi når hurtigt deltaets udmunding, og vandet rejser sig i store, afrundede bølger foran os, presset op af de millioner ton vand, der sættes i bevægelse af nymånen. Katamaranen klarer sig dog fint takket være de to potente motorer, og vi når 100 meter forbi revet, hvor dybdemåleren inden for få øjeblikkes sejlads viser 15 meter, så 30, 80, 300 – og så 1200 meter. Man synker lige en ekstra gang.

Denne dramatiske undervands-topografi og en tidevandsforskel på fire-fem meter gør, at der strømmer enorme mængder næringsrigt vand ud af deltaet – og den øverste kant af kontinentalpladen, der bærer Tanzania, bliver et samlingspunkt for en utrolig artsrigdom.

Inde på revet regerer mindre barracudaer, flokke af giant trevallys og andre lynhurtige jægere, mens de større dybder domineres af store flokke af tun, wahooer, sejlfisk og de sjældne, men monstrøse blå marlin, der let når 250 kg.

Legesyge pukkelhvaler

Ud over det blå havdyb overvældes vi hurtigt af det, der bedst kan beskrives som en sand hav-safari. Selvfølgelig er der de legesyge delfiner, som har fulgt os siden deltaet, men oplevelsen overgås dog tifold, da vi møder en flok velvoksne pukkelhvaler, der i tråd med delfinerne springer næsten helt fri af vandet og lander med et hult drøn 100 meter foran båden.

Den ellers uimponerede bådsdrengs kæbe hænger og dingler i sekunderne efter, mens vi andre er helt overgearede af dette dyrs opvisning af kræfter og lige må give hinanden en krammer.

Ellers er det ensomme skildpadder, dovne albatrosser og enkelte suk, der bryder den lange ventetid på det første rigtige hug. Men havet giver os kun mindre barracudaer, og det er på grej, der er bygget til at klare store tun. Ikke megen styrkeprøve der!

Fit for fight

Vi troller med fire stænger, og retten til det næste hug skifter hver time. Min fiskepartner Thomas Lunau vinder ved sten saks papir-metoden den første times fiskeri med de fire stænger, som fisker med to woblere ca. 10 meter nede og to 'sprutter' i overfladen.

Billedserie

Se billedeserie

Der monteres optimistisk fighterbælte fra start. Man skal jo være "fit for fight"'. Der findes voldsomme fisk i det Indiske Ocean, og uden et bælte at placere stangens ende i går det ud over maveskindet.

Efter en halv times fiskeri brydes den monotone brummen fra motorerne dog af den smukkeste lyd på denne jord – en hidsigt hvinende knarre fra et af de store Penn-hjul. Thomas Lunau kaster sig over stangen, flår den ud af stangholderen og placerer den i fighterbæltet. Der er en stærk hurtigsvømmer i den anden ende, så der bliver hurtigt fuld koncentration og teamwork.

Skibsdrengen arbejder på højtryk med at få de andre stænger hevet ind, da en stor fisk vender i overfladen små hundrede meter fra båden. Den mindste fejl med liner, der fletter sammen eller skurer langs bådens sider, er den hyppigste årsag til tabte fisk. Og da vi ikke ligefrem har væltet os i fisk indtil nu, er nerverne udenpå for alle på båden.

Forløsning

Endelig glider den store wahoo stille og tilpas træt forbi båden i det dybt mørkeblå hav. Hvilken stykke evolution! Torpedoformet og på alle måder trimmet til jagt. Fem procent »motor« – mave, indvolde og hoved. Resten af dyret er muskler og tænder.

Efter en relativ kort, men dramatisk kamp, sætter vores guide, Kuno Sterup-Hansen, gaffen i siden på fisken, og der aflives, og der jubles. Med en smule ærefrygt. 17 kilo wahoo er en realitet, og humøret på båden ryger i vejret.

Men resten af dagen sker der intet. Dagen efter troller vi igen forgæves efter de store rovfisk og må gå skuffede fra borde. Stemningen er derfor træt og trykket rundt om middagsbordet med lige dele frustration og forundring over det usædvanligt dårlige fiskeri. Og så i dette legendariske fiskeområde på den anden side af jorden.

Med skæbnen som fiskemakker

De få andre fiskeresorts i området har dog også haft flere dage helt uden fangst, hører vi på telefonen. Den ekstra stærke nymånes påvirkning af tidevandet må være årsagen, bliver vi enige om og skåler i de udmærkede lokale øl. Hen over en god middag med frisk krabbe og grillet hummer med alioli bliver en helt ny taktik for sidste dags fiskeri formuleret.

Med solopgang i ryggen rigger vi det lettere grej til og driver langs revet på cirka 30 meters dybde. Målet er de iltre revfisk giant trevally (GT), der pund for pund regnes for verdens stærkeste sportsfisk. Vi vælger for første gang at ignorere, at det burde være mange måneder for tidligt til dette fiskeri.

Men skæbnen redder vores tur, for allerede efter få kast med de store, tunge overfladeagn – kaldet poppers – ser vi flere gode GT’er rejse sig fra bunden for som hyæner at angribe vores agn som små eksplosioner i vandet.

Endelig verdenklasse

Helt inde ved bådsiden kroges en af GT’erne. Så begynder de vildeste to timers fiskeri, vi nogensinde har oplevet. Næsten hvert drev langs revet resulterer i stimer af GT’er, som kappes om at sætte kæberne i vores poppers. At se fire eller flere fisk i ekspresfart efter ens agn og så med et lyn mærke kræfterne fra denne fantastiske fisk, når den ræser i dybet for at kile sin krop fast i koralrevet, er et adrenalinsus uden lige – efterfulgt af decideret tovtrækkeri for at få vundet line hjem på hjulet.

Som sportsfisker bør man én gang i livet opsøge fiskeriet efter giant trevally, for der findes ikke meget vildere. Vi fangede cirka 18 fisk på omkring to timer, og denne oplevelse gjorde fuldt ud rejsen værd i sig selv.

Alle fisk blev dog genudsat – undtagen to, som har mættet et par lokale familier den aften.

Med billederne sikkert lagret på vores nethinder var der blot en nats søvn og så flyveturen tilbage til civilisationen og den overfyldte mailboks – vel vidende at det ikke er sidste gang, vi slår vejen forbi Kilwa.