FriDet var atten år siden, vi havde set hinanden sidst – søen og jeg. Det var denne sø, der gav min fiskekammerat Thomas og jeg vores første, små gedder, som vi stolte bragte hjem til mor og far.

På en kold mørk morgen i marts med udsigt til kuling og høje skyer befandt vi os så igen ved søen. Denne gang fik vi vristet en af de sande kæmper op fra vores barndoms geddevand.

Straks ved ankomsten til søens bred noterede vi os, at vandet var glasklart med 2-3 meters sigtbarhed. Den gamle grusgrav er domineret af dybe sektioner, hvor gamle nedfaldne trækroner selv langt fra land akkurat kan anes under den drivende gummibåd.

vi lod os drive ind mod den mere lavbundede del af søen, hvor vi for mange år tilbage havde haft så stor succes. Måske de store 'krokodiller' havde taget ophold i sivene langs bredden 

Gennem vores polaroid-briller var det som at flyve lydløst hen over vinterens nøgne trækroner. Et perfekt jagtterræn for gedden – med kombination af frit vand og masser af skjulesteder – hvor geddens kompromisløse bagholdsangreb kan komme fra.

Kombinationen af gummibåd, forrevent træ og stiv kuling var dog for meget for både vores psyke og helt åbenlyse sikkerhedsbestemmelser, så vi lod os drive ind mod den mere lavbundede del af søen, hvor vi for mange år tilbage havde haft så stor succes. Måske de store 'krokodiller' havde taget ophold i sivene langs bredden.

Bare vent og se

Badet i morgenstundens lave lys havde søen givet mig tre mindre gedder i samme størrelse, som vi huskede dem fra vores første møde med søen. Thomas havde intet mærket og efter en del drilleri fra min mund, måtte han erklære:

"Bare vent – om lidt tager jeg en over ti kilo."

Thomas tog en sort/orange Buster jerk-bait på – en super-effektiv agn med en farvekombination, der taler et tydeligt sprog til geddens rovdyrinstinkt i koldt vand. Et kast ud mod søens dybere lag gav med ét Thomas et smil på læben. Han havde kroget en god, tung fisk, og de spydige bemærkninger skiftede ejermand.

En perfekt konditioneret gedde på 7,5 kilo blev landet, vejet, foreviget og selvfølgelig genudsat uskadt. Dagen var reddet. Men der ventede noget endnu større under overfladen.

Nu drev vi ukontrollabelt med en fandens fart mod bredden og de halverede, spidse siv, der lurede lige under overfladen 

Vi lod os drive længere ned langs rækken af siv for at kaste anker et sted med god kasteafstand til bredden. Men vinden tog pludseligt ved gummibåden og rev ankeret fri af den mudrede bund.

Vores topersoners gummibåd virkede som et sandt storsejl i de 14 sekundmeter, vi i ren trods over for vejrguderne havde begivet os ud i. Nu drev vi ukontrollabelt med en fandens fart mod bredden og de halverede, spidse siv, der lurede lige under overfladen. Kun et par meter før bredden fandt ankeret endelig fæste, og vi slap et lettelsens suk på egne og gummibådens vegne.

Et skæbnesvangert valg

Thomas troede slet ikke på dette sted i søen og plæderede for en hurtig retræte mod mindre rørte vande, men jeg insisterede på, at vi nu lige så godt kunne tage et par kast, nu hvor ankeret havde fået fat.

Thomas valgte at kaste mod land – jeg den modsatte vej. Et skæbnesvangert valg. For med et støn lod Thomas hele søen vide, at noget stort og voldsomt havde taget hans jerk-bait.

Da gedden efter et lille minuts tid rullede rundt i overfladen, stod det os klart, at Thomas’ profeti var gået i opfyldelse.

"Den er langt over ti kilo," jublede han og kommanderede det store fangstnet frem.

Efter en kort, men adrenalinpumpet fight, blev gedden sikkert nettet og afkroget, hvorefter den forsigtigt blev vejet og fotograferet. 11,8 kilo – ny personlig rekord for Thomas og en milepæl i hans liv som passioneret geddefisker.

Med et solidt greb om den enorme geddes kæbeparti og en støttende hånd under den hvide bug kunne vi beundre fisken og puste noget af spændingen ud af kroppen.

11,9 kilo rovfisk. Genudsat til sit rette element så næste generation af gedder er sikret.

Søens hersker

Denne hungedde var et pragteksemplar. Perfekte finner, velnæret og godt i gang med at producere rogn til fremtidens generationer af rovfisk.

Ud med kalorius igen og vinke-vinke farvel med håb om et gensyn en anden god gang.

Igen og igen grinte vi over, hvilket fantastisk fiskeri, vi netop havde oplevet i vores glemte barndomsvand, som vi reelt helt havde afskrevet og kun valgte at besøge på grund af hård kuling over de større søer, vi normalt fisker på.

Og havde ankeret holdt ved bunden, havde vi aldrig kommet ind på livet af søens nok største fisk. Og havde jeg ikke insisteret på et par opportunistiske kast var dette store rovdyr ikke kommet i tale.

Havde jeg selv dog bare taget det kast mod bredden i stedet for Thomas.