FriDet mest effektive våben, man kan tage i brug mod de store gedder i de mange mindre danske søer, er ubetinget jerk-bait’en.
Denne specielle kasteagn har lokket tusinder af store, svenske og amerikanske gedder i nettet. Først for nyligt er de danske grejbutikker kommet med på den vogn.
Jerk-bait’en bevæger sig med store uforudsigelige udsving i vandsøjlen
Jerk-bait’en er en stor, tung wobler uden ske, der skal "jerkes" (nøkkes) ind for at give liv og lokkeeffekt til agnen.
Et stykke stift pianowire monteret foran jerk bait’en er – udover et værn mod geddens frygtindgydende tandsæt – en modvægt, der gør, at jerk-bait’en bevæger sig med store uforudsigelige udsving i vandsøjlen i stedet for at bevæge sig statisk om sin egen akse, som en almindelig wobler med ske eller en spinner eller blink ville gøre det.
Lokker store gedder til overfladen
Devisen er to-tre resolutte nedadrettede nøk med stangtoppen med en halv omdrejning på hjulet ind i mellem, efterfulgt af et par sekunders pause, hvor man opnår stram line igen. Det er ofte pausen, der får gedden til at hugge.
Jerk-bait’en kan man med lidt øvelse få til at ligne en flygtende fisk, der kæmper for sit liv lige under vandoverfladen. Det får selv de største gedder til at rejse sig fra bunden – ofte med et kæmpe plask til følge, når gedden med 40 kilometer i timen lukker de tandbeslåede kæber om jerk-bait’en og ryster hovedet, som en hund ville gøre det med et tøjdyr.
At fiskeren i roligt vejr og med polaroidbriller kan følge med fra første parket i dramaet, gør dette til det mest spændende geddefiskeri, man kan opdrive i Danmark.
Ofte kan man se gedden forfølge jerk-bait’en over mange meter, og hvis man fisker i længere tid det samme sted, kan der samle sig en hel flok af store gedder under båden.
Forårsfiskeriet det bedste
Marts og maj er jerk-baitfiskerens fremmeste måneder. Søerne er klaret op, og vinterens frost har renset søerne for grøde og åkander. Det er oftest i marts, at gedderne forbereder sig på forårets forplantning og tiden, hvor rovdyrets æde- og revirinstinkt er i top.
De store geddehunner bevæger sig ind på lavt vand for at sikre sig søens bedste gydepladser og mødes med de langt mindre hanner, der skal levere deres portion til livets cyklus.
Legen – som den for hannerne ofte livsfarlige seance paradoksalt kaldes – fortsætter gennem fredningsmåneden april og slutter i sæsoner med hårde vintre – ofte først i maj måned, hvor geddefiskeren igen må opsøge det største rovdyr på dansk grund.
Sommeren igennem er jerk-baits også en effektiv teknik, indtil frostgrader tvinger gedderne ud på dybt vand til overvintring.











