FriLofoten ligger nord for polarcirklen og tilhører Norge. Men ø-gruppen er helt sin egen. Millioner af torsk og sej hives ombord i disse uger, og det kan turister også nyde godt af.
Der er et væld af gode grunde til at besøge den betagende ø-række, Lofoten, nær ved den norske kyst helt oppe nord for polarcirklen. Men netop nu og frem til begyndelsen af april er det en særlig begivenhed, som trækker: Verdens største torskefiskeri.
De skal nu hjem til deres »rorbu« og forvandle fangsten til en livlig og smagfuld middag
»Skreien«, den gydemodne torsk, ankommer til farvandene omkring Lofoten i stimer på flere hundrede millioner, og de kommer langvejs fra – helt oppe fra Barentshavet. Torskefiskeriet er en industri, som mange lever af, og til tider rigtig godt endda. Rekordåret for fangst skulle være 1947, hvor der blev fanget 146 millioner torsk.
Men det er også en succesrig turistattraktion, som tiltrækker flere og flere, fordi der er sikkerhed for »bid på krogen«, og vel og mærke af nogle krabater, som i størrelse og vægt kan gøre en dansk fisker grøn af misundelse. En voksen skrei kan veje 50 kilo.
At dømme på ansigtsudtrykkene hos syv skotske lystfiskere har det været en udbytterig dag. De skal nu hjem til deres »rorbu« og forvandle fangsten til en livlig og smagfuld middag. Rorbuer er fællesbetegnelse for huse på pæle, som igennem århundreder har tjent som overnatning for de tusinder af fiskere, som er valfartet hertil i fangstsæsonen.
I dag er de oprindeligt primitive rorbuer blevet sofistikeret og tjener som overnatning for turister på alle tider af året. Langt de fleste af dem har køkken, så man selv kan tilberede sin mad.
Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt at begive sig ud på havet i vintermånederne så langt mod nord. Hvor er isen og den isnende kulde? Igen må vi takke Golfstrømmens varme for, at det er muligt at leve på en så nordlig breddegrad, som andre steder på kloden er som en dybfryser.
Isfrit året rundt
På intet tidspunkt fryser havet til. Selv fra januar til marts kan man opleve Lofoten uden sne, men det er ikke at foretrække. I hvert fald fra et æstetisk synspunkt. Ø-gruppen tager sig afgjort flottest ud i vinterdragt.
De savtakkede glinsende bjerge dominerer overalt, og skaber denne særlige dramatik
Naturen heroppe er drømmerisk. Instruktøren Peter Jackson kunne såmænd ligeså godt have valgt Lofoten som location for Ringenes Herre frem for New Zealand. Øerne rækker små 200 kilometer i længden.
De fem hovedøer er forbundet med broer, tunneler, og vejnettet er glimrende. Det er faktisk muligt at nå frem til selv de fjerneste afkroge ad vejene, så det er en god idé at leje bil.
De savtakkede glinsende bjerge dominerer overalt, og skaber denne særlige dramatik, som især i det sydligste ved Reine og Å kommer bedst til udtryk.
Kultur er der masser af fra det mindste til det største. Den afgjort mest berømte attraktion er verdens største vikingehus, som ligger langs A10 nær Leknes. Nok er den rekonstrueret, men tro mod sin oprindelse. Hele 83 meter lang er denne perle.
I vikingetiden var bygningen høvdingesal med tilhørende beboelser og stalde. I dag et museum.
Værker på stedet
I mindre skala af det kulturelle udbud findes de mange bidrag til Skulpturlandskab Nordland. 33 kunstnere fra 18 lande – heraf nogle fra Danmark – har skabt værker på stedet i samspil med naturen.
Et enestående bidrag til sammenhængen mellem kunst og natur kommer faktisk fra fiskeriet. Eftersom torsk og sej bliver fanget i milliontal, bliver de hængt til tørring på kolossale træstativer i forskellige former.
Indtil 1850-erne var det eneste lys fra stearin, og varmen kom fra et åbent ildsted
Skal man bo rigtigt på Lofoten, bør det være i rorbuerne. De findes overalt. Ofte er de bygget på pæle, så man nærmest føler sig hensat til en tropisk del af verden. Alt har en forklaring, og her gælder den, at fiskerne dengang skulle være tæt ved havet, samtidig med at tidevandet kunne ødelægge husene, hvis ikke de var hævet nok over vandspejlet.
I mere end tusind år har fiskerne valfartet til Lofoten for at fiske, men datidens rorbuer var langt fra så komfortable som i dag: To-tre mænd delte seng, og indtil 1850-erne var eneste lys fra stearin, og varmen kom fra et åbent ildsted.
Enkelte fiskere benytter også i dag rorbuer, men de fleste bor på deres skibe.
Den nok mest luksuriøse af rorbuerne er nok den, som tilhører det mondæne Rica Hotel i Lofotens »hovedstad«, Svolvær.
Nogle af værelserne er bygget på pæle ud i havnebassinet. I nogle af værelserne, som er opdelt i opholds- og soverum, findes der i opholdsrummet en overdækket luge i gulvet, hvorfra man mageligt henslængt i en gyngestol og med en whisky indenfor tryg rækkevidde, kan sidde og pilke sin torsk.
Skulle man være heldig at få bid, så er der selvfølgelig et komfur på værelset, så man kan tilberede sin egen ret.
