DesignAbsurd rigdom. To ord, der bedst beskriver den dagligdag, Anna Skladmann fik indblik i, da hun som fotograf fik adgang til en verden, der normalt er lukket fuldstændig af for omverdenen.
Som del af sin research til bogen “Little Adults” kom hun ind bag Moskvas mure og mødte her – som bogens titel også antyder – en række børn, der lever et liv, hvor der ikke levnes meget plads til en barndom, som vi normalt kender den.
Livet tillader ikke de russiske børn at være børn som vi kender det
Stedet er Moskva, året er 2009, og børnene er første generation af “the nouveau riche” – de nyrige russere. Her er ikke kun tale om børnene af de forudseende og egenrådige mennesker, der kaprede ejerskabet over det store lands enorme råvareressourcer i samme sekund, kommunismen styrtede i graven. Her er også tale om børn af succesrige restauratører, filminstruktører, modeller osv. Simpelthen den overklasse, der er ved at forme sig i dagens Moskva.
25-årige Anna Skladmann er fotograf, barn af russiske forældre og født og opvokset i Tyskland. Derfor er hendes rygsæk spændt til bristepunktet med russisk kultur og evnen til at tale og forstå det ellers umulige sprog.Da hun første gang besøgte Moskva med sin familie, var det til intet mindre end et maskeradebal i anledning af årtusindskiftet. I Rusland er nytår en meget større højtid, end vi kender det i Europa, så årtusindskiftet var selvsagt en fantastisk lejlighed til at besøge millionbyen.
Pigen, der næsten drukner i klæder, poserer i en garderobe på et af hendes berømte bedstefars filmset
“Ballet blev holdt et meget smukt sted, og alle – også børnene – var klædt meget flot på. Ikke som børn ville være klædt ud til karneval her i Europa, men som smukke, små voksne. De opførte sig også som voksne. Sad sammen ved et bord kun for dem. Måden, de holdt deres bestik på, og måden, de talte til hinanden på...”
Synet af disse børn og bevidstheden om, at det er fuldstændigt uforudsigeligt, hvordan denne enestående generation vil udvikle sig, slap ikke sit tag i hende. Og det var på dén baggrund, idéen til bogen udviklede sig. Hun ville lave en bog med billeder, der dokumenterede disse børns liv.
“Det her samfund har ikke eksisteret i Rusland siden zarens tid. Jeg ville dokumentere det på en historisk måde, så jeg tog til Eremitagen (et af verdens største kunstmuseer, red.) og Pushkin Teatret i Skt. Petersborg for at studere malerierne af zarens familie,” fortæller Anna Skladmann.
Læs også:
Fra godsejersøn til modekonge
Dansk pels i klinch med Kina - Og Lady Ga Ga
Vild Versace til det danske folk
Disse maleriers udtryk brugte hun så i sit arbejde med børnene.
“På en måde behandlede jeg børnene som små voksne, for i de malerier, jeg havde studeret, var der ingen tradition for barndom. Der var tradition for de voksne og for de små voksne,” fortæller Anna Skladmann.
Børnene, der er med i “Little Adults”, er mellem seks og 12 år gamle. De taler mindst to sprog, nogle taler tre eller fire. Enkelte af dem opfører sig fuldstændigt som voksne, mens andre stadig er mere som de børn, de nu en gang er.
Anna Skladmann har den holdning, at uanset hvad er de stadig børn, men i arbejdet med dem forsøgte hun at bringe den voksne frem i dem, da projektet jo fra starten var døbt “Little Adults.”
Billedet af Arina i garagen vidner i den grad om en voksen kvinde. Dog fortæller Anna Skladmann, at Arina havde sin mor med, lod hende sætte sit hår og lyttede til hendes råd. Arina havde – inden billederne skulle tages – sagt, at hun gerne ville ligne Catherine Deneuve (fransk skuespillerinde, red.) på billederne.
I løbet af timerne med den lille pige blev den unge fotograf dog overrasket over, hvor meget Arina faktisk vidste om fortidens store filmstjerner.
Da Anna Skladmann ankom til Evas hus, var der ingen forældre hjemme – kun to barnepiger, som løb rundt for at udføre alle Evas ordrer. Den betstemte, lille pige havde lagt alle sin kjoler frem og nøje planlagt, hvordan hun ville fotograferes
“Det har at gøre med, hvem barnet vokser op med. I Rusland er der en lang tradition for, at bedsteforældrene er meget involverede i opdragelsen af børnene. Sådan var det også for mig, idet jeg voksede op med min bedstemor i Tyskland, som i sine unge dage var læge i Bolsjoj Teatret (historisk teater i Moskva, red.). Derfor voksede jeg op med en stor viden om, hvem der var ballerina i hvilket år osv. Hun viste mig f.eks. gamle film, som hun havde bevaret. Alt, hvad man engang definerede som prestigefyldt i Sovjet, har ændret sig i dag," fortæller Anna Skladmann, og fortsætter:
Derfor synes jeg, det er fantastisk, at nogle bedsteforældre stadig prøver at fylde noget af denne rige historie i deres børnebørn. Pigen Arina er heldig, fordi der faktisk er nogen, der tager sig tid til at sætte sig ned og undervise hende, læse bøger for hende osv."
Selvom Arina stadig er afhængig af sin mor, har Anna Skladmann også masser af eksempler på små voksne, der i den grad har taget voksenlivet til sig i en ung alder.
På billedet “Eva i sin stue” møder vi f.eks. den kun otteårige Eva. Da Anna Skladmann mødte op i hendes hjem, var der ikke nogen forældre hjemme.
Alt, hvad man engang definerede som prestigefyldt i Sovjet, har ændret sig i dag
“Der var i stedet Evas to barnepiger, som gjorde alt, hvad hun bad dem om. Hun havde lagt alt sit tøj frem. Sidst på dagen følte jeg det faktisk, som om det var Eva, der havde hyret mig til at tage billederne,” siger Anna Skladmann og griner.
“På den måde er Eva meget mere voksen og bevidst om, hvad hun ønsker i livet.”
At rubricere Anna Skladmanns billeder som en kritik af samfundet, er ifølge fotografen selv en kende for hårdt. Hun mener i højere grad, det er et indblik i en del af samfundet.
“Jeg elsker subkulturer. Jeg elsker at gå derind, hvor jeg ikke ville få adgang uden mit kamera. Så for mig er det en udforskning, en opdagelsesrejse, og jeg har lært så meget af “Little Adults”-projektet generelt. Det har formet mig, for da jeg begyndte på projektet, var jeg selv meget ung. Og disse små voksne formede mig, og jeg formede dem. Det var en ustandselig dialog,” fortæller hun.
Anna Skladmann er selv meget bevidst om kameraet som medie. Hun viser ganske rigtigt dette samfund frem med sine billeder, men hun understreger, at et billede blot er en slags logbog eller dokumentation optaget på et bestemt tidspunkt af en bestemt person.
“Hvis en anden havde taget billederne, havde de måske set helt anderledes ud. Så mine billeder sætter spørgsmålstegn ved samfundet, landet og selve mediet, jeg bruger. Mine billeder er et sted imellem objektivitet og kritik, men mest af alt en optagelse.”
På et andet billede ses lille Nastia godt gemt imellem utallige rækker af kostumer i garderoben på et filmset. Et hurtigt blik på pigens ansigt, og man fornemmer straks den anspændte stemning.
Anna Skladmann forklarer, at Nastia fandt det hele meget overvældende.
“Nogle af børnene er ikke i særlig godt humør, når de ankommer til fotosessionen. Der er meget trafik i Moskva, og nogle gange tager det dem tre til fire timer at nå frem til en lokation. Så er det eneste, de egentligt har lyst til en småkage og en kop te,” siger hun.
Men der skal arbejdes først – ganske som i de voksnes verden. Én oplevelse står særligt skarpt indprentet i den unge fotografs hukommelse: Det var en pige, der skulle fotograferes, men som havde høj feber, da hun og moderen ankom.
“Det var bare umuligt at finde en anden dato, så moderen sagde okay, vi gør det i dag. Denne situation dokumenterer også virkeligheden, for den er ikke altid perfekt. Man planlægger disse fotosessioner lang tid i forvejen, og det gør det også meget voksent, for selv om barnet havde det skidt, så var dette planlagt, og så aflyser man ikke. Man gennemfører.”
Det eneste de egentligt har lyst til er en småkage og en kop te
Er leg overhovedet en del af disse børns liv – eller er deres leg faktisk at lege voksne?
“I mit projekt, ja. I deres rigtige liv, måske ja, fordi livet, som det er, tillader dem ikke at være børn, som vi selv kender det. Jeg oplevede det endda på mig selv. Da jeg kom til Rusland, var jeg 23 år, men jeg opførte mig som meget ældre, for det er, som om at arkitekturen og menneskerne omkring dig tvinger dig til at være sådan. Det gælder også for de børn, der ikke er en del af overklassen. Russiske børn er efter min opfattelse generelt meget mere bevidste om tingene end børn i Europa og USA. Det skyldes nok landets hårde historie,” lyder det fra Anna Skladmann
Læs også:
VIP-weekend til the Big Apple
40 år på tronen i verdens største ørige
Rekord efter divaens diamant-dødsbo
