DesignMellem de næsten 100 år gamle københavnske mure, hvor alt fra kristne unge mænd til videnbegærlige studerende i fordums tider har haft deres gang, er tre kreative sjæle nu med til at fortælle en ny historie.

Det er først og fremmest historien om to brødre og deres knusende kærlighed til smag og smovsen. Og lysten til at dele ud af et mættet skatkammer med alt fra gode køkkengrin og familieanekdoter til solide franske klassikere – og så selvfølgelig rigeligt smør.

Man må godt have en fornemmelse af, at man er inde i brødrenes eget køkken, når man er her  

I samme åndedrag er det historien om et partnerskab og venskab med folkene fra et smukt gammelt dansk slot, hvor nyere tiders gastronomi og gourmetserveringer har fundet vej ind i stuer og kældre og givet inspiration til mere af samme køkkenskuffe. Læs også: Bearnaise-kongen vender tilbage

Der er altid sjovest hos rygerne. Rygegården med hyggelige planter og stilfulde billeder af tilfredse rygere tilbyder cigaretglade gæster et rart sted at pulse.

Under det fredede tag i Rosenborggade har Price-brødrene og Dragsholm-drengene stukket hoveder, gryder og mønter sammen og besluttet sig for at invitere sultne maver og tørstige ganer indenfor i ikke bare et enkelt, men fire forskellige spiselokaler.

”Tanken er, man kommer ned i et køkken, hvor der er afslappet, uprætentiøs stemning, uden dug på bordene og uden armlæn på stolene,” fortæller arkitekt Nicolai de Gier om det første rum, man møder – Spisekøkkenet – når man sætter fod i restauranten med de berømte tv-brødres navn.

Fra dengang, hvor en pibe tobak var en ligeså vigtig del af måltidet som smørret og det gode glas.

Sammen med scenograf og arkitekt Jette Lehmann og arkitekt Stig Løcke har han været drivkraft og beslutningstager i indretningen og udsmykning af spisestedets fysiske rammer – en proces, der mest af alt har handlet om at legemliggøre et koncentrat af de fyrige ideer, der siden restaurantdrømmens fødsel har været nedfældet på James og Adam Prices ønskeliste.

Træ er træ og skind er skind. Det harmonerer også godt med brødrenes holdning til madlavning – det er mere slowfood end fastfood  

”Den hjemlige fornemmelse har fra begyndelsen været en vigtig ledetråd,” forklarer Jette Lehmann om arbejdet med de forskellige rum: Spisekøkkenet, Spisestuen, Herreværelset og Baren. ”Vores indretning af stedet er på mange måder en pastiche over Adam og James’ tv-programmer, og man må godt have en fornemmelse af, at man er inde i deres køkken, når man er her,” fortæller hun.

Den danske kunstner Jeppe Eisner malede på åbningsdagen et vægmaleri fra gulv til loft ved restaurantens indgang

Netop ønsket om det personlige præg og oplevelsen af hjemlig atmosfære har været både en udfordring og en inspiration i arbejdet med udformningen af de gamle lokaler på restaurantens to etager.

”Vi har forsøgt at forbinde den tanke, de ideer og den stemning, som brødrene gerne ville have, med de rum, der er her,” forklarer Nicolai de Gier. ”Man kan gøre sådan noget på to måder – man kan putte en masse ting ind og prøve at få en stemning, eller man kan tage noget af det, der er, og prøve at forstærke rummets arkitektur og detaljering. Vi har forsøgt at gøre det sidste – så det ikke virker som en kulisse, og så man både har en oplevelse af et personligt sted og et sted, der er bundet til beliggenheden.”

I Spisekøkkenet kan Brdr. Prices gæster nyde godt af den hjemlige køkkenstemning, mundfulde fra byens længste pølse-bar og et kig ind i det legendariske teater fra brødrenes mad-programmer.

Stig Løcke, der også står bag restaurering, renovering og indretning af Dragsholm Slot, har været med fra Price-projektets spæde begyndelse, og han giver sin kollega ret:

”Huset kan noget på forhånd, og hvis man spiller videre på det, får man en bedre helhed ud af det, end hvis man går ind og transformerer det hele til noget andet,” siger han.

Husets oprindelige, tårnhøje paneler, der er blevet gemt væk nogle steder og genskabt andre, bliver nævnt som eksempel, og der hersker i det hele taget ingen tvivl om, at blikket for detaljer og materialer er knivskarpt hos de tre professionelle arkitekter.

Herreværelset indbyder til gode stunder over møre bøffer og solid bourgogne.

”Vi har hele vejen forsøgt at bruge ærlige materialer. Træ er træ og skind er skind. Det harmonerer også godt med brødrenes holdning til madlavning – det er mere slowfood end fastfood,” fortæller Nicolai de Gier, der ikke kun har været med til at forvandle de tidligere kontor- og undervisningslokaler til et moderne spisested, men også er manden bag den stole-familie, der pryder lokalernes planke- og flisegulve.

”Serien er et forsøg på at lave nogle stole, der ikke larmer for meget, men lægger sig ind det hierarki, der er i rummene. Grundliggende består interiøret af ting, der har vist deres holdbarhed over længere tid, og som ikke råber op i sig selv, men føjer sig ind og blander sig med de andre ting. Uden at træde frem,” understreger han.

Det er ikke uproblematisk at køre et industrikøkken ind i et gammelt kontor – men det er lykkedes!

Valget af interiør og materialer samt udsmykningen af rummene signalerer netop en kvalitet og tidløshed, som ifølge arkitekt-holdet er væsentlig for et sted som Brdr. Price. Det skal gerne holde mere end et par sæsoner, og tingene skal være af en karakter, som gør det muligt at rykke rundt og ændre – uden at bryde rammen.

En tydelig enighed om lige præcis den slags grundlæggende linjer har været kendetegnende for Stig, Jette og Nicolais fælles arbejdsproces. Den kollektive oprindelse får en del af æren:

”Uanset om man arbejder med bygninger, indretning eller design af møbler, så er udgangspunktet ofte det samme, og hvis arbejdsmetoden er ens – som den, vi har gennem vores fælles baggrund som uddannede arkitekter – så er det noget nemmere at synge med på den samme sang. Det sidste vers skal synges i samme ånd som det første,” lyder det fra Stig Løcke.

Væggen med døende køkkenmaskiner er et af Brdr. Prices mange finurlige indslag.

Og der er blevet sunget lystigt om alt fra valget af de rustikke Københavnerlamper og opsætning af galleri-væggene med Price-familiens malerier til indpakning af ventilationskanaler og beslutningen om den grå tone på panelerne.

Det er sammenhængen, de tre indretningstalenter er allermest stolte af  

For ikke at tale om den ’wall of fame’ med døende køkkenmaskiner, der træder frem på gangarealet mellem etagerne. ”Der er knyttet en historie til hvert objekt på væggen,” fortæller Jette Lehmann. ”Måske har den været brugt så meget, at den er slidt ihjel, eller også har den været så uduelig, at den er blevet kasseret. Det er et skulpturelt, humoristisk indslag og et eksempel på, hvordan stedet er båret af det gedigne og sunde krydret med humoren og det finurlige.”

Med åbningen af restauranten i Rosenborggade går en gammel drøm i opfyldelse for Adam og James Price.

Det hele hænger sammen. Og det er sammenhængen, de tre indretningstalenter er allermest stolte af.
Som et sidste led i den arkitektoniske tråd er der i tilknytning til restaurantens underetage indrettet en udendørs gård til de rygere, der endnu måtte være modige nok til at stå ved den ellers bredt bespottede last. Her kommer der til at hænge plakater og billeder af smukke rygere, og på sigt er det meningen, at der skal gro en plante op ad den rå murstensgavl.

Og når man står der i vinterkulden og skæver ind mod restaurantens allerede livlige hjerte, er man ikke et sekund i tvivl om, at det skal den nok få god tid til.

Læs også: Hverdagsgourmetmad til lavpris