DesignHun skridter lokalet af med lange ben og raske skridt. Et par blå sneakers lyser op for enden af et stilfuldt, men afdæmpet outfit. Vinker og kindkysser til et par bekendte i cafeen i Hellerup. Præsenterer sig med et direkte blik, sætter sig rank i stolen, nulrer det grå pandehår op og til højre med et vant tag og fokuserer.

Anja Camilla Alajdi tonede frem for offentligheden i 2002 som den velklædte skikkelse bag den daværende Mary Donaldson, der havde fået akut brug for hjælp til garderoben  

Bag enhver kronprinsesse står en stylist, og bag den danske står nærværende frk. Alajdi, og her står hun godt. Når hun ikke står der, har hun sin plads sammen med veninden og guldsmeden Marianne Dulong i deres fælles smykkefirma, der lyder venindens navn, Marianne Dulong. I det hele taget befinder hun sig strålende i baggrunden.

På et kursus fik hun at vide, at hun »er en ørn« – en solitærfugl, der godt kan lide kontrol. »Ja, surpriseparty er ikke mig,« siger Anja Camilla Alajdi.

»Jeg har ikke brug for at stå forrest. Jeg vil faktisk helst stå et skridt bagved,« forklarer hun, der nok har et markant udseende, men gør sig umage for ikke at fylde for meget i et rum.

Hendes kæreste er »i politiet,« som han kortfattet formulerer det, mens læsere af de kulørte blade vil vide, at han er bodyguard og tidligere passede på en vis kronprins.

»På mange måder kan jeg godt være dominerende, og jeg har mine meningers mod, men samtidig er jeg super diskret,« siger den 39-årige stylist, der har indvilget i at indtage hovedrollen for en gangs skyld og linde lidt for indholdet bag de mørke marokkanske øjne og den viltre manke.

Læs også:
Design-entreprenør for en mere lødig fremtid
Danske Othilia overhalede Milano
Danmarks ubestridte racer-dronning

Hun tonede frem for offentligheden i 2002 som den velklædte skikkelse bag den daværende Mary Donaldson, der havde fået akut brug for hjælp til garderoben. Anja Alajdi blev fuldtidsansat stylist for kronprinsessen i nogle år, og hun assisterer stadig kronprinsesse Mary i udvælgelsen af antræk til alle offentlige optrædender.

Kræver det hat? Skal kjolen lægges ind? Mangler vi tilhørende sko? Den slags og mere til kræver et par dage om ugen på Amalienborg. Heller ikke her er hun den, der fører sig frem og smækker fødderne op i rokokosofaen.

Det er ofte venners venner, forretningsfolk, folk i underholdningsbranchen, udadvendte og travle folk, der ringer for at få hjælp 

»Jeg indtager min kaffe i kaffestuen ligesom resten af personalet. Jeg er personale, når jeg er på arbejde, og så kan det godt være, jeg er veninde en anden dag, men så er det en anden invitation. Jeg kender min plads, og det, tror jeg, er min styrke. Du vil heller aldrig høre mig bruge kronprinsessens fornavn,« siger Anja Alajdi, der hjemmevant har fundet sig til rette her på Strandvejen med grovbolle og latte på klippekort.

Anja Camilla Alajdi er et stilikon, og mange bemærkede, da hun klippede håret helt kort. Men det betyder ikke, at det grå look klæder alle, bedyrer hun

I fugleflugtslinje er der ikke langt til Tune, hvor hun voksede op, men på et andet plan er der milevid afstand. Hendes far er marokkaner og kom til Danmark i slutningen af 1960’erne og giftede sig med danske Lene. Parret bor stadig syd for Roskilde og arbejder på Toyota, hvor han kører med reservedele, og hun gør rent. Det er med andre ord en helt almindelig familie, som deres datter med det fulde efternavn El-idrissi Pedersen-Alajdi siger.

Der var hverken mangel eller overflod, og forskellene er ikke værd at dvæle ved.

Gør du dig nogen tanker om den forskel, der er på de kredse, du kommer i?

»Jeg har respekt for mennesker og ikke for, hvor mange penge de har.«

Svaret kommer prompte, og det gør det næste også.

Har det på nogen måde været en udfordring for dig at komme ind i de nye kredse?

»Jeg tror, det er vigtigt at være sig selv. Hvis man er stolt af det, man laver, og det, man har, og ikke skal have mere, kan man være alle vegne. Uanset hvem man er, og hvor mange penge man har, kan man godt finde en fællesnævner. Man kan hurtigt aflæse folk og finde ud af, hvor man kan mødes, og hvad man kan tale om. Jeg føler mig aldrig mere eller mindre værd end dem, jeg er sammen med,« siger hun og lader de mørkebrune øjne hvile på undertegnede.

Hun er klar i spyttet og taler selv hverken ned eller op, men ligeud.

»Jeg er på mange måder o.k. tilfreds med mig selv. Med hvem jeg er, og hvad jeg står for. Du kan måske godt sidde over for nogle, der føler sig mere værd, men så længe jeg ikke føler mig mindre værd, kan de ikke tage noget fra mig. Det er ikke så besværligt. Jeg har da masser af gode venner, der har mange flere penge end mig og kan holde fester, der er større og bedre – nej, ikke bedre, men de har nogle andre muligheder. Og det er da kun dejligt for dem.«

Det er også fra de mere velstillede kredse, de fleste af hendes private kunder kommer. Det er ofte venners venner, forretningsfolk, folk i underholdningsbranchen, udadvendte og travle folk, der ringer for at få hjælp, og under alle omstændigheder kræver det en tegnebog af en vis størrelse at booke hende til et garderobetjek.

Hun forbeholder sig retten til at gå grundigt til værks, fordi andet alligevel ikke batter i det lange løb. Hun siger jævnligt nej til kunder, der enten ikke kan tåle at høre sandheden eller bare vil have hjælp til tre timers skjorteshopping i Magasin.

»Den måde, jeg arbejder på, kræver nok lidt økonomi, forstået som flere dage. Jeg kan sagtens købe billigt tøj, men jeg bliver nødt til at rydde ud i skabet og tage en status på, hvad der mangler først. Ellers ville jeg føle, jeg ikke gjorde mit arbejde ordentligt,« siger hun med dakke-dakke-dak-diktion som et maskingevær.

Anja Camilla Alajdi holder af, at smykker er et varigt produkt, der kan gå i arv gennem generationer – modsat det meste tøj.

Hun vil helt ind i folks walk-in-skabe og – igen i fuld diskretion – åbne hengemte skoæsker, kommentere bh-elastikker, der strammer i flæsket, farver, der visker ansigtet ud, og blomsterprint, der overstråler bæreren. Hun er konsekvent og kontant, men forklarer altid sine pointer, og det skal man kunne tåle. Hvis hele garderoben er fuld af gammelrosa, og farven lægger år til ejerens alder, får han eller hun besked på at sælge eller kassere det.

Samme vej skal alle de kjoler, der mangler knapper, skjorter, der skulle have været syet ind de sidste fire år, bukser, der stadig har prisskilt, fordi lejligheden aldrig lige bød sig, og stiletter med ubekvemt balancepunkt. Ud – ud – ud!

»Så er der plads, og så skriver vi lister over, hvad der mangler for at gøre garderoben helt opdateret. Det er måske et par lækre cowboybukser, en fed strik, nogle lange kæder eller højhælede sko i gode farver.«

De fleste af Anja Camilla Alajdis kunder er kvinder. Det er lidt ærgerligt, da hun faktisk forstår sig godt på mænds shoppingvaner, siger hun.

Hun bruger ikke længere så megen tid på den slags job, men kan ikke holde fingrene fra dem, da de giver hende så meget igen. Når hun forlader garderoben, hænger alt i farveorden og kan kombineres på kryds og tværs.

»Det er et redskab, det er ikke bare luksus – det er det virkelig ikke. Du aner ikke, hvor mange penge, nogle kvinder bruger på fejlkøb, og hvor dårlig samvittighed andre kan have ved at have skabet fuldt derhjemme og alligevel være på vej ud efter mere, fordi indholdet ikke fungerer. Nogle gange må vi begynde helt forfra. Det er jo derfor, de kontakter mig.«

Hun er klar over, at hendes liaison med kronprinsessen har givet kunder i biksen, men den har til tider også været en begrænsning. Hun har følt, hun skulle skanne hver en henvendelse og sikre sig, at det var hendes kompetencer og ikke hendes insiderviden, man efterspurgte. Og hun har raset indvendigt over folks spørgsmål og lært at afvise på en høflig måde.

»Du aner ikke, hvad folk kan finde på at spørge om. Betaler kronprinsessen selv sit tøj? Står du hver morgen og klæder hende på? Og det, der er værre. Folk kan stadig være så indiskrete, og der er bare ting, man ikke taler om, så jeg får hurtigt lukket den slags spørgsmål ned.«

Et kapitel for sig selv er formiddagsavisernes skriverier, der har antydet, at Anja Alajdi har fået den bedste product placement af Marianne Dulong-smykkerne på kronprinsesse Mary. Ofte ses hun med de let genkendelige dråbeformede Kharisma-øreringe, og på selve sin bryllupsdag bar kronprinsesse Mary perleøreringe af Marianne Dulongs design.

»Jeg ked af, nej, ærgerlig over, at de skrev det. Troede de, at tingene hang sådan sammen? Kronprinsessen går jo ikke med smykker, hun ikke kan lide, og hun går med alle mulige andre mærker også. Georg Jensen, Ole Lynggaard, Jewls CPH og mange andre.«

Men ja, ja. Hun har lært at trække vejret dybt og tælle, til hendes øjne er knap så sorte og tungen knap så skarp. Temperamentet har ofte styret hende, men i dag styrer hun det – bedre. Der er jo nok at kippes over.

Formiddagsaviser. Indiskretion. Uretfærdighed. Dårlig betjening. Folk, der bagtaler og sladrer over kaffen til hverdag og champagnen under modeugerne. Uafstemte forventninger mellem hende og hendes partner Marianne Dulong, der måske havde håbet på større aflastning af de administrative opgaver, da Anja Alajdi trådte ind i firmaet for fire et halvt år siden.

Men den kreative sjæl trives slet ikke foran en computer på et kontor med skemaer, økonomi og bestilling af materialer. Hun bruger ikke en gang computeren privat hver dag. Hun synker sammen i stolen bare ved tanken.

»For ti år siden kunne jeg godt være trængt så meget op i en krog, at jeg var skredet uden at se mig tilbage,« siger hun.

Det skabte noget uforløst mellem de to, der på Marianne Dulongs opfordring sammen »lagde sig på briksen« hos en erhvervspsykolog over et års tid.

»Vi fandt ud af, at vi er meget ens. Vores visioner er de samme, og vi supplerer hinanden perfekt. Jeg har ofte idéerne, hun forfiner dem og får dem til at fungere på værkstedet. Og ud af 25 af mine idéer er det måske kun nogle få, der kan lade sig gøre. Det var et superspændende forløb, som jeg ikke tror, jeg kunne have fundet på at forfølge. På den måde er jeg nok en hård kage, mens Marianne er mere favnende og rummer enormt stor empati,« siger Anja Alajdi, der fik lært at reagere i situationen – eller at undlade at reagere, hvis det er mere passende.

Motion og træning er et af hendes helt store fikspunkter i livet  

For eksempel var hun for nylig ude at spise frokost med en gruppe veninder. Der var travlt, de måtte bede om vand tre gange, og da den i forvejen mutte servitrice kom med regningen, sukkede hun tungt og rullede med øjnene, da Anja Alajdi ikke havde lige penge. En af veninderne fik trang til at glatte ud og lede efter småpenge, men Anja Alajdi fik hende stoppet og trak vejret ind til den helt store basunudladning.

»Ved du hvad, nu tager du de her 150 kr., og så skal du ikke sige til mig, at du ikke har byttepenge i kassen efter alle de gæster, I har haft.« Men så kunne jeg godt mærke, at jeg var i gang med at gøre noget stort ud af noget, der egentlig var en lille ting. For hvad får jeg ud af at skabe mig? Jeg får det dårligt, og servitricen får det dårligt. Så jeg dyssede mig lidt ned igen,« forklarer hun.

Også i privaten har hun måttet bløde lidt op og afstå fra altid at få ret. Hun har stærke meninger om emner som indretning og kost, og hun er fuld af idéer og argumenterne for dem, men følelsen af samhørighed er alligevel vigtigere. Derfor er hun og kæresten, Steen Christiansen, endt med spisestole fra Ikea som et tåleligt kompromis i stedet for de designerstole, hun ønskede sig, og derfor ser hun stort på mindre forskelle i hendes og eksmandens syn på sengetider for deres fælles børn, Otto på otte og Karla på 13 år. De bor tæt på hinanden, og af hensyn til børnene har hun investeret i et godt forhold til ham, så de i fuld fordragelighed kan byde hinanden på aftensmad og tage på ferier sammen inklusive hendes nye kæreste og hans to børn.

De to arbejdede side om side i kronprinsparrets følge nogle år, før de for alvor faldt for hinanden på det royale pars første officielle rejse til Australien. Han skiftede job, så de ikke blandede privatliv og arbejdsliv sammen, og i dag har hun ham med på arbejde i skikkelse af to tatoveringer på sit højre håndled, en lille hvid stjerne og hans navn med rødt.

Den er for tiden dækket af en tynd guldlænke, der er viklet flere gange rundt og smedet fast. Det er praktisk for hende, der trods sit job nemt glemmer at tage smykker på. I det hele taget tager hun sin egen påklædning lettere nu om dage og kan godt finde på at møde op til visse møder i træningstøj, nogle gange formentlig til stor overraskelse eller skuffelse for nogen.

Motion og træning er et af hendes helt store fikspunkter i livet, og hun hader sig selv, hvis hun flere dage i træk kommer til at springe over, så selv ferierne går helst til destinationer med en mulighed for at svede igennem på en løberute eller i et træningscenter.

Som teenager gav hun den gas på danseskolernes hold med flash dance, fame og jazz dance med dertilhørende benvarmere, pandebånd og gymnastikdragter, også til skolebrug. Stilmæssigt har hun været igennem snart sagt alle faser: fra forklædt som voksen i Betty Barclay og Mulberry-diskotaske til undergrunds-chick og fast kunde i genbrugslegenden Rogers i Larsbjørnsstræde i København K.

Hun husker det ikke selv så tydeligt, men historien går, at hun tidligt havde en stærk mening om, hvad hun ville have på, og det resulterede i et lettere androgynt look, så bademesteren i svømmehallen langede hende et par badebukser, en dag hun skulle låne badetøj.

»Min storebror blev nemlig klippet ved en gammeldags barber, så det ville jeg også,« fortæller hun, der elskede at få tøj og at spejle sig i sin mor, når hun lagde makeup og klædte sig i høje hæle.

»Hun var fra den årgang, hvor man gik ud og handlede en lørdag formiddag med papilotter i håret for at være klar til at gå ud om aftenen.«

Anja Alajdis drøm for fremtiden handlede også om hår, og hun fik en læreplads i en frisørsalon efter handelsskolen, men kunne ikke tåle kemikalierne. Det begræd hun ikke længe, for allerede dengang havde den rastløse sjæl en fornemmelse af kedsomhed ved at tanken om at sidde fast på den samme adresse dag ud og dag ind.

I stedet blev hun udlært i parfumeafdelingen i Magasin og fortsatte med at lange skindjakker over diskene hos skindligaen, der dominerede den indre del af Vesterbrogade i hovedstaden dengang. Det første smugkig indtil det, der skulle blive hendes levevej, leverede boligstylisten Lise Septimus Krogh, som hun ringede op og fik lov til at følge.

Det førte til stylingopgaver for Kim Grenaa og Uffe Buchards »Style Counsel«, hvor hun stod for kulisser til modereportager og videre igen til Unique Models afdeling for stylister. Her mødte hun frisøren og makeupartisten Søren Hedegaard, som er blevet hendes skønhedskollega i kronprinsessens gemakker og én af hendes nærmeste venner. Det var ham, der sidste år førte saksen, da hun lod lokkerne falde og vendte tilbage til barndommens korte hår.

»Ja, det var noget af en transformation. Jeg var så gråhåret, at jeg til sidst skulle farve hår hver 14. dag for at holde det ved lige. Jeg var utryg ved kemien, og til sidst fik jeg bare nok af det der forkullede hår.«

Den grå trendsetter

Søren Hedegaard forsøgte at trække farven ud af hendes pagehår med det resultat, at hun lignede en schæferhund. Så blev det kort. Helt kort.

»Før kom folk med kommentarer, hver gang jeg var blevet klippet en tak kortere. Men da jeg blev så korthåret, sagde de ingenting. Jeg tror, nogle troede, at jeg var blevet syg, men det var altså den eneste måde, jeg kunne komme af med al farven på én gang.«

Når en trendsetter som hende i den grad skifter frisure og bekender sig til det grå look, kan det hurtigt skabe en trend. Men den skal man ikke nødvendigvis følge, pointerer hun.

»Ikke alle skal gøre det, jeg har gjort. Mit hår har kolde toner, og det giver et særligt look sammen med mine andre farver. Men det klæder ikke alle, så nogle kan godt tage ti år mere med hårfarve. Som med garderoben skal man altid tage udgangspunkt i den enkelte.«

Læs også:
Ubestridt konge af den danske auktionsverden
Når et stjernefrø må afhoppe til Danmark
Ny kontrakt om fremtidens byggeri