Design8tallet hed oprindelig Big House, men skiftede navn, måske fordi man fandt ud af, at ”big house” er amerikansk slang for ”fængsel”. Undervejs tabte projektet også sit tårn, men også uden tårnet er der stadig rigeligt med boliger til salg i et af byggeboomets mest hypede huse.

Pleasure.dk besøgte BIG-arkitekternes gigantiske betonsløjfe på Amager på pinsens Store Salgsdag.

Bjarke Ingels er en af den danske kendiskulturs seneste frembringelser, en vaskeægte arkitekt-celebrity  

Et tårn, som vred sig op i luften og lignede en lillebror til Malmøs Turning Torso, 33 billigboliger til Ritt Bjerregaard, lækre lejligheder, rækkehuse, butikker og byliv. Og den fredede Kalvebod Fælled lige uden for døren.

Sådan tegnede udsigterne til Ørestadens største hus, da dets arkitekt, Bjarke Ingels, i efteråret 2007 præsenterede projektet og daværende overborgmester, Ritt Bjerregaard, tog det første spadestik.

Bjarke Ingels er blevet posterboy for sin generation af arkitekter. Den fotogene og meget veltalende stifter af BIG, havde dog i denne uge ikke tid til at svare på tre arkitektspirers spørgsmål om, om hvorvidt han er ved at genoplive postmodernismen.

Nu står sløjfen færdig og de første beboere er flyttet ind. Det er dog ikke beboere, men mest besøgende og arkitektur-turister, Pleasure.dk sidste søndag mødte flest af på bebyggelsens foreløbig eneste åndehul, Café 8tallet.  Læs også: Henning Larsen-arkitekterne skovler priser ind

Det store betonhus er Ørestadens mest hypede projekt og bebyggelsens arkitekt, Bjarke Ingels, er en af den danske kendiskulturs seneste frembringelser, en vaskeægte arkitekt-celebrity. Det trigger nysgerrigheden og tiltrækker beskuere, der dog ikke nødvendigvis også er købere.

Kim Carlsen og Regitze Müller hører til den del af ”turisterne”, der vovede sig op ad den ene af de to af 8tallets udvendige trapper,som fører helt til toppen, og parret ser lidt skuffet ud da de igen er nået ned.

Kim Carlsen og Regitze Müller havde taget turen fra Frederiksberg til Amager for at se byggeriet, som i medierne bliver betegnet som en "moderne bjergby".

"Vi troede, at trapperne var som de stejle stræder, man kender fra de sydlandske bjergbyer. Vi havde glædet os til at se gårdhaverne og få os en snak med beboerne. Men vi mødte ingen. Der er nemlig høje mure og ingen udgang fra husene ud til trappen. Den er kun til pynt, eller måske er det en motionstrappe?” lyder det fra Kim, som er uddannet arkitekt og er i dag ansat hos F.L. Smidth. Han er, lige som sin kæreste Regitze Müller, der er bibliotekar, mest imponeret af bebyggelsens størrelse – samt af udsigten.

Det ser ud til, at Ingels prøver at genoplive postmodernismen  

”Det er jo et fredet område, så man ved med garanti, at der ikke en dag kommer flere huse op,” smiler Kim.

Som bebyggelse er 8tallet et af de projekter, som byder på den største variation af boliger, der endnu er set herhjemme. Man finder under samme tag både flere typer lejligheder, chikke penthouseboliger i to etager og gårdhavehuse à la dem, vi kender fra Kartoffelrækkerne. Under halvdelen, ca 200 af boligerne, er solgt, størstedelen af dem med udsigt mod fælleden.

Tre arkitektspirer fra Holland, fra venstre Biek Nijst, Greg Helder og Thomas van Wanrooj besøgte også 8tallet under deres studietur til Ørestad.

Fælleden, var de tre hollandske arkitektstuderende, Greg, Thomas og Biek, til gengæld ikke helt så optaget af. De er på studiebesøg i København og 8tallet er et af flere af Ørestadens projekter, de skal nå at se, inden de vender næsen mod Amsterdam.

De tre har tidligere på dagen været ved Bjerget, som også er signeret af Bjarke Ingels, og de er lidt i vildrede.

”Det ser ud til, at Ingels prøver at genoplive postmodernismen, ” siger Biek, der især hæfter sig ved de visuelle effekter ved Bjerget og også betegner 8tallets to trapper og blomsterramperne, som følger husets rejsning, som ”postmoderne pynt”.

At denne vurdering kommer fra hollandske arkitektspirer, er lidt overraskende. En af de mest indædte modstandere af postmodernismen er den hollandske arkitekt og fænomen, Rem Koolhaas, og ham er Bjarke Ingels ikke alene beundrer af, men også elev af. Det ved de tre studerende, der som mange af den danske arkitekts unge fans verden over kender Ingels og har fulgt hans karriere lige fra start.

Læs også: Arkitekt-komet vil omskabe jordens indre

Beton og balkoner så langt øjet rækker. 8tallet er en rektangel, der er blevet vredet, så den ligner en gigantisk klejne. Der, hvor to af klejnens vægge krydser hinanden, er der indrettet fællesrum. Resten er boliger i alle tænkelige typer.

Bjarke Ingels har i årene inden han stiftede den nu opløste tegnestue Plot, sammen med den belgiske arkitekt Julien de Smedt, arbejdet hos Koolhaas på hans berømte OMA (Office for Metropolitan Architecture).

Koolhaas blev berømt allerede i 1980'erne, da postmodernismen var den mest hypede arkitekturretning, og han, Frank Gehry og et håndfuld andre arkitekter var med at at svare igen ved at introducere dens modsætning, dekonstruktivismen.

Med 8tallet er Bjarke Ingels gået sin læremester i bedene  

Mens postmodernismen gav den med alt, hvad det kunne bære, af pynt, deko-effekter og græske søjler, og generelt satsede på bygningernes lækre look, splintrede Koolhaas og Gehry modernismen op og indførte deres egen signatur: Dekonstruerede bygninger med hver sin (ofte ejendommelige) struktur og personlighed.

Frank Gehrys Guggenheim-museum i Bilbao er et unikt, moderne bygningsværk. Arkitekten brugte et højtudviklet computerprogram fra flyindustrien for at virkeliggøre sine ideer i aluminium

Koolhaas gik endda så langt som til at forvandle husene til en slags arkitektoniske minisamfund.

Med 8tallet er Bjarke Ingels gået sin læremester i bedene, og samler, foruden de mange forskellige typer boliger, også erhverv, minitorve og sport- og samværsteder under samme tag. Ingels introducerer dermed en ny fortolkning af det koncentrerede byggeri: En miniby med sit eget byliv, karakter og sjæl.

At der også er pynteelementer, som kan minde om postmodernismen, med i Bjarke Ingels arkitektur, gør kun hans version af dekonstruktivismen mere facetteret.

Bjarke Ingels, måske ikke helt imod sin vilje, blevet posterboy for den nye generation af danske arkitekter. Han tramper nye stier og han er en fighter. Faren ved hans status som kendis er, at han kan risikere at havne i samme situation, som sin kollega fra postmodernismens gyldne æra, Ricardo Bofill.

Bofill, som i 1980'erne fik socialbyggeri til at ligne lyserøde søjlepyntede paladser – man kaldte hans stil ”Versailles for folket”- var postmodernismens posterboy og "the original celebrity"-arkitekt.

Versailles for folket, kaldte man "the orginal celebrity"-arkitekt Ricardo Bofills postmodernistiske sociale boliger i Noisy-le-Grand uden for Paris. Bygningerne kræves i dag revet ned.

Man kan i denne sommer på en udstilling i Paris se et udpluk af 1980'ernes postmoderne projekter og i den forbindelse er Ricardo Bofill hævet ud af glemslen – mest til skræk og advarsel. Han er nemlig i dag total glemt, en døgnflue, som surfede på en trend, og hvis bygninger i dag kræves jævnet med jorden.

Bjarke Ingels har potentiale til blive meget mere end en kendis, hvis han skaber sig sin egen signatur og dermed sikrer sig en plads blandt verdens helt store arkitekter. Dette er ikke sket endnu, men han er på vej.

København vil først om nogle år få sin egen, dekonstruerede bygning  

Hans projekter er ikke, som Bofills, showpieces, de har substans og når de lækkert stylede portrætter af ”stjernearkitekten”, som medierne i disse år svælger i, blegner, vil bygningerne tale for sig selv.

OMA-filosofien, som Bjarke Ingels er tilhænger af, er endnu et nyt fænomen herhjemme. København vil først om nogle år få sin egen, dekonstruerede bygning. Det er Bryghuset, tegnet af Rem Koolhaas og hans team fra OMA.

Med Bryghuset ved havnefronten, får København sin første dekonstruvistiske bygning. Den er tegnet af Rem Koolhaas og OMA og skal bl.a. huse Dansk Arkitektur Center og Galleri, samt bygherren, Realdanias domicil.

Bygherre er Realdania, og bygningen, som kommer til at ligge ved siden af Den Sorte Diamant, består af boliger, erhvervsdomiciler, cafeer, restauranter, gallerier, børnehaver og legepladser – alt under samme tag og delt op i flere volumen, stablet op forskudt af hinanden (se foto).

8tallet er et forsøg på netop denne type dekonstrueret arkitektur. Det gamle, kendte og trætte skal væk for at vige pladsen for noget frisk og nyt.

Alene af den grund, som et stykke pionerarbejde, skabt af en fighter, er 8tallet en af de mest interessante blandt de mange mere eller mindre vellykkede bygninger, som udgør Ørestaden.

Læs også: Megahotel fejrer åbning med egne dollarsedler