DesignEn ny generation er på vej i dansk arkitektur og de er både fornyende og frække. Sofie Aandahl er en af dem, man allerede taler om.
Pleasure.dk tegner portræt af det markante nye skud, som straks efter sin adgangseksamen blev snuppet af Henning Larsen Architects.
Et stenbrud er en oase af stilhed og skønhed af den mest oprindelige slags
Allerede som studerende bragede Sofie Aandahl igennem med et podningsprojekt, som gav genlyd.
Hun var midtvejs igennem sine studier, da Børsen Ejendomme bragte en artikel om projektet, der, udover at puste nyt liv i boligerne, også havde som mål at sætte fut i bylivet i et søvnigt kvarter på Amager. Læs også: Henning Larsen-arkitekterne skovler priser ind

Sofie satte fut i et kvarter på Amager med sin bacheloropgave, et revitaliseringsprojekt, hvor man ved podning kan udvide boligerne og skabe nyt liv på gaden. Podning er en ny metode, hvorved man udvider boligerne indefra med en overdækket havestue, samtidig med, at man bryder bygningens monotone facade.
Også Sofies afgangsprojekt – en spa i et stenbrud i Skåne – er ladet med fræk nytænkning. Som det ofte er tilfældet med geniale indfald, er det det indlysende, man først bliver paf over, når man præsenteres for projektet.
Omfavnes af jorden
En spa er det moderne livsstilsmenneskes ultimative drøm om stilhed og ro. Et stenbrud er en oase af stilhed og skønhed af den mest oprindelige slags. Et sted, hvor man bogstaveligt omfavnes af jorden – og af tiden, som er aflejret i de afdækkede stenlag.

Det smukke stenbrud, som Sofie har valgt til sin spa, er helt i trit med den holistiske ide om at forene natur og kultur. Stenbrudet ligger i Skåne og man kan tydeligt se de millioner af år gamle stenlagringer.
At forene både drømmebilledet og selve stedet, er at ramme tidens holistiske ånd lige på kornet. Også arkitektonisk er dialogen mellem den ultramoderne kurbads-bygning og de vilde og oprindelige omgivelser en lille genistreg.
Diabas-stenen er en stenart, som er dannet for 1,3 milliard år siden. Sort, tung og ualmindelig smuk
”Hvor fik du ideen med at putte en spa inde i et stenbrud?”, spørger Pleasure.dk.
”Jeg var efter min bachelor eksamen i tegnestuepraktik i San Francisco og i Berkely faldt jeg over en kæmpebog med billeder fra stenbrud fra hele verden. Jeg havde aldrig set noget lignende – og noget så smukt – og jeg fiflede allerede dengang med tanken om at tage ideen op til min afgangseksamen,” fortæller Sofie.
Da tiden til at lave afgangsopgaven kom, fandt Sofie et stenbrud på den anden side af Sundet, i den lille by Gylsboda i Skåne.

Ved at lade den lette og lyse glasbygning vokse ud af bruddets stenvægge, skaber Sofier en smuk dialog mellem naturen og det menneskeskabte.
”Bruddet er det første sted i Sverige, hvor man begyndte at bryde diabas-stenen. Det er en stenart, som er dannet for 1,3 milliard år siden, sort, tung og ualmindelig smuk. Jeg slog mig ned i Gylsboda, som er bygget omkring stenbruddet, og jeg var nede i bruddet hver dag i en uge for at studere stedet og følge med i brydningen af stenen,” siger Sofie, der, i stedet for at bebygge stedet, valgte at lade kurbadet vokse naturligt ud af det.
”Det er en bygning, som underlægger sig stedets og stenens karakter. Bygningen vinkler udad og åbner for udsynet til det store rum. Nicher og rum langs kanten varierer oplevelsen af at befinde sig i det horisontløse rum. Man får illusionen om at være i rummet uden at være i hele rummet,” lyder det fra arkitekten, som betegner projektet som ”en viderefortælling og et nyt lag i historien om stenens betydning for området”.

Fjeldets farver og stedets stilhed var nogle af de ting, Sofie faldt for under sin søgen efter et passende sted til at bygge sin spa.
Udover at være en poetisk fortælling – og en mageløs bygning – er kurbadet i Skåne også en ny måde at genbruge landskabet.
”Mit projekt handler om reaktivering. Antallet af nedlagte stenbrud, som ligger ubrugt, er støt stigende og der er spirende fokus på at se på dem som andet, end udtjente kratere. For eksempel kan man i Finland i dag ikke påbegynde et nyt stenbrud før man kan levere en anderledes plan på hvad stedet kan blive i fremtiden,” fortæller Sofie, der, med jobbet hos Henning Larsen Architects har sat stenbrudprojektet på stand-by.

Kurbadet i jordens indre har store glasvægge, der slipper lyset ind, mens man kan nyde den mageløse udsigt ud over stenbruddets dramatiske ro.
”Jeg har ikke tænk mig at opgive projektet. Mødet med en stenbrud er en oplevelse, som aldrig går væk. Man befinder sig i et landskab, der overgår ens vildeste fantasi. Et abstrakt og dekonstrueret landskab, transformeret af mennesket og industri. Der er en omvendt, kubisk arkitektur i bjerget, som fremstår som en gigantisk mayapyramide, vendt på spidsen, med niveauer, plateauer og vægge,” lyder det forelsket fra den unge arkitekt, hvis ophold i stenbrudbyen i Skåne også vendte op og ned på hendes privatliv.

Under sit ophold i det skånske stendbrud lærte Sofie alt om sten-arterne og måden at behandle dem på.
På den sidste dag af sin studieuge ved det skånske stenbrud mødte Sofie nemlig sin svenske kæreste.
”Han er bachelor i kunstvidenskab og business og skulle netop flytte til København og tage overbygning af Management of Creative Business Processes på CBS, ” siger Sofie.
Parret bor på Vesterbro og deler kreative og kunstneriske interesser med Sofies forældre, der begge er arkitekter. Inden Sofie begyndte på sit nye job hos Henning Larsen Architects tog de to generationer på studierejse i Indien, hvor de bl.a. studerede de såkaldte stepwells, store, indiske brøndanlæg, som ligner udskårne, negative pyramider og ligger spredt i junglen og landsbyerne.
”Det er utroligt fascinerende steder og jeg havde i flere år kredset om dem også i mine opgaver på Akademiet. Så på en måde er spaen i stenbruddet i Skåne en fortsættelse af denne fascination,” slutter Sofie.
Læs også: Arkitektonisk kaptajn med drama i lasten











