DesignMens den lille, eksklusive flok af fondsdirektører stadig foretrækker den gamle og lukkede herreværelesmodel, er Redaldaniafondens administrerende direktør Flemming Borreskov både meget åben og synlig. Han er også stærkt ombejlet – og i visse kredse også udskældt.
Pleasure.dk drak kaffe med fondsdirektøren i Realdanias nyrestaurerede domicil på Jarmers Plads og tegner her et portræt.
Jeg kan være min skrædder utro en gang imellem, især når det drejer sig om skjorter og slips
Man skal forbi en firkantet, arkitekttegnet skov for at komme ind i den smukke senfunkis-bygning med den karakteristiske, grå facade i norsk marmorsten.

En herreekviperingsforretning på Østerbrogade er "ansvarlig" for Flemming Borreskovs skræddertilpassede - og tophotte - look. Foto Claus Bjørn Larsen.
I sommer, kun nogle måneder efter at den smagfulde bygning blev taget i brug af dens ejer, Realdania, dannede den strengt geometriske skov bagtæppet for et spontant skateboardtræf komplet med DJ og drøn på.
Læs også:
Utzons arvtager tier og bygger
Karrierespurt på høje hæle
Mister Design re-brander København
En forbipasserende herre hvis sorte, skræddersyede look røber, at han befinder sig så langt som overhovedet muligt fra skateboardsegmentet standser op, hiver sin iPhone op af jakkelommen og tager et billede. Uden at vide det er de unge skatere blevet foreviget af deres vært.
Byen skal bruges
»Det ærgrer mig, at jeg ikke straks ringede efter en fotograf. Jeg var helt vild med, at der var kommet liv på vores nye plads helt spontant, og det ville jeg gerne have haft billeder af i vores fotoarkiv. At bruge byen er jo lige præcis, hvad det er meningen med alle bylivsprojekterne, som vi i årenes løb har ydet støtte til,« lyder det fra Flemming Borreskov.

Olafur Eliassons spektakulære kunstværk Your Rainbow Panorama, som er ved at tage form på toppen af kunstmuseet ArOS i Århus, er et af de projekter, som Realdania har ydet millionstøtte til. Foto ARoS/Ole Hein Pedersen.
Episoden er interessant, fordi den i al sin enkelthed illustrerer, hvor langt fondsdirektøren befinder sig fra det - i vise kredse - udbredte image som skrap ”suit” på toppen af en bugnende pengetank.
Realdania er med sine næsten 20 milliarder kroner en mægtig fond, hvilket man tydeligt kan se, hvis man ser på deres engagementer. I de ti år fonden har eksisteret, er der blevet delt lige så mange milliarder ud til projekter, som har til formål at udvikle og forbedre det byggede miljø – som fonden selv formulerer det.
Intet er for småt eller for stort til, at Realdania ikke vil gå ind med filantropi- eller partnerskabsstøtte, hvis blot projekterne er til almen nytte. Over 500 projekter og initiativer er i øjeblikket i gang – og de spænder bredt.

Realdania betalte 22 mio. kr. for opdateringen af haveanlæget og den kunstneriske udsmykning af kronprinsparrets palæ, officielt kaldet Frederik d. VIII's Palæ, på Amalienborg. Vægmaleriet i denne gemak er udført af John Kørner. Foto Torben Eskerod.
Eksempelvis har fonden i de seneste par år ydet tilsammen flere hundrede millioner kroner til to megaprojekter – Nordens største akvarium Den Blå Planet og restaureringen af kronprinseparrets palæ på Amalienborg.
I den modsatte ende af skalaen finder man ”små” projekter som udstillinger og bogudgivelser. Her kan blandt andet nævnes citystranden Ofelia Beach ved Kvæsthusmolen bag Skuespilhuset og den nyopståede surfer community ved Klitmøller ved Thisted kaldet Nordens Hawaii.
105 millioner til surfere
Især surferprojektet ser ud til at stå fondsdirektørens hjerte nær.
»Forhistorien er kort fortalt, at surfere fra hele verden begyndte at strømme til Klitmølle, da de havde fundet ud af, at både Vesterhavets store bølger og klitlandskabet var ideelle til deres sport. Da det blev besluttet at afholde den prestigefyldte Cold Hawaii PWA World Cup i windsurfing, gik vi ind med støtte til etablering af faciliteter. Hele projektet kostede 195 millioner. Vores andel var 105 millioner og de tre omkringliggende kommuner kom med hver 30 millioner,« forklarer Flemming Borreskov, som også fremhæver projektets rolle i revitaliseringen af området.

Den nye surfercommunity ved Klitmøller ved Vesterhavt fik kvit og frit 105 mio. af fonden. Projektet er en del af fokusområdet "Mulighedernes land". Foto Leif Tuxen.
»Et af vores tre fokusområder hedder ”Mulighedernes land”. Det er projekter, som primært er rettet mod Lolland, Bornholm og Thisted. Det er steder, man nu er begyndt at betegne som ”Udkantsdanmark”. Et uskønt ord som vi ikke bruger her i huset. Vi foretrækker at se på disse områder som muligheder. I tilfældet med surfersamfundet betød det, at der blev tilført ny energi til området. Mange af surferne valgte nemlig at slå sig ned i området, og det har ført flere andre aktiviteter med sig. Købmand, børnehave ja sågar Thisted sygehus meddeler, at de nu ikke længere har problemer med at finde personale i nærområdet,« fortæller fondsdirektøren.
Skrædderens klæder
Flemming Borreskov er en elegant mand. Så elegant at denne Pleasure.dk reporter i en artikel i Dagbladet Børsen engang sammenlignede ham med Hollywoodstjernen David Niven – og slap godt fra det.
Det giver os mod til at gå endnu tættere på looket.

Flemming Borreskov, der til daglig gerne erstatter skjorte og slips med en designer poloshirt i sort, er kendt for sin forkærlighed for dialog og ses ofte til debatter om byplanlægning og byliv. Foto Claus Bjørn Larsen.
»Det ser ud til, at du er helt på forkant med tidens hotte skræddertrend?« konstaterer vi med et vurderende blik på den sorte habit, som fondsdirektøren har matchet frækt med en sort poloskjorte.
»Det vil sikkert glæde min kone at høre det. Hun ser nemlig gerne, at jeg fik mit tøj syet efter mål. Men det vil jeg ikke. Jeg holder mig til det skræddertilpassede look,« lyder det fra fondsdirektøren, der i over 20 år har købt stort set alt sit tøj hos herremagasinet Lichtenstein på Østerbrogade i København.
»Det er jeg meget tilfreds med og jeg har da også sendt nogle venner og kolleger den vej. Men jeg kan da også være min skrædder utro en gang imellem, især når det drejer sig om skjorter og slips,« siger Flemming Borreskov, der så sent som i sommer faldt for ”noget Armani” under en rejse til Bruxelles.
Bare kom an
Med hensyn til sit image som ”alt for magtfuld” har Flemming Borreskov følgende bemærkning:
»Vi har over 500 igangværende projekter og vi får et hav af ansøgninger. Vi er nødt til at vælge nogle fra og det er kun forståeligt, hvis enkelte føler sig tilsidesat,« siger Borreskov, hvis forkærlighed for dialog er næsten legendarisk.

Bryghusprojektet ved havnefronten skabte røre, da det blev præsenteret for offentligheden for over to år siden. Det mageløse hus, som skal åbne byen mod havnefronten, er tegnet af en af verdens førende arkitekter hollænderen Rem Kolhaas. Foto OMA.
Han stiller gerne op til debatter – også når de som i tilfældet med Rem Kolhaas-bygningen på Bryghusgrunden kan føre til en byge af endog meget voldsomme angreb fra byens vrede græsrødder.
Et projekt skal altid kunne ses fra alle sider og alle skal kunne komme til orde
Flemming Borreskov rystede heller ikke på hånden, da han under finanskrisen skulle ud i medierne og forklare fondens milliontab. Et tab som mange mente skyldes fondens tætte forbindelse til Danske Bank.
Kloge penge
»Det var ikke sjovt at se vores beholdning tage sig et ordentligt dyk. Pengene er nu tjent ind, og efter et år med støtte til fortrinsvis mindre projekter er vi igen rustet til at tage fat også på store og mere spektakulære initiativer – hvis de skulle dukke op,« siger den ansvarshavende for det, man på Realdania-sprog kalder ”kloge penge”.

Realdania åbnede pungen, da der skulle bygges nyt hus til Zoos elefanter. Den verdensberømte arkitekt sir Norman Foster tegnede de kuplede bygninger mens landskabsarkitek Stig Lennart Anderson stod for anlægget også kaldet "kæmpernes legeplads". Foto Københavns Zoo.
»Penge skal skabe ny energi og de skal gå til projekter, der er til glæde og gavn for alle i både by og land. Så enkelt er det. Så kom bare an med projekterne,« siger Flemming Borreskov.
»Har det været nogle projekter, som Realdania har brændt sig på?«, spørger vi.
»Ikke endnu – og det er vi jo glædeligt overrasket over, i betragtning af hvor mange og hvor forskelligartede projekter vi har været med til,« lyder svaret fra Borreskov, som alligevel kan fortælle, at der ikke har manglet skuffelser i årenes løb.

Sammen med Bitten og Mads Clausens fond har Realdania indskudt midler i Havneudviklingsprojektet Alsion i Sønderborg, som blandt andet omfatter et kulturhus. Foto Syddansk Universitet.
»Det er kommet bag på mig hvor langt tid der kan gå med at søsætte et projekt. Det er ofte en tung proces, man skal igennem med bureaukrati, beslutninger og politik – you name it. Vi er eksempelvis med i projektet Musikkens Hus i Aalborg, som har været undervejs siden 2001,« lyder det hovedrystende fra fondsdirektøren, der siden starten af denne uge også kan føje titlen ”præsident” på sit visitkort.
Det er IFHP – International Federation of Housing and Planning, der har udnævnt den danske fondsdirektør til den ærefulde post.
Læs mere om det i Prestigefyldt post til Realdania-boss på Borsen.dk.
Læs også:
Dansk topmodel under Kejserens vinger
Gulddrengen: Ægte luksus skræmmer danskerne
Dansk CEO med kurs mod luksustoppen












