Nej, det er ikke Fernanda, der slår sig løs på catwalken. Fotoet viser kulminationen af hendes sidste Fashion Week-show for CPH Vision/Terminal 2, inden hun skiftede til Georg Jensen.

4.11.2010 tekst: Jo Remy-Jensen foto: Fernanda Palmeiro

Karrierespurt på høje hæle

DesignEfter flere hæsblæsende år i modebranchen, senest som pressechef for messen CPH Vision, skifter Fernanda Palmeiro spor. Fra 1. november skal den svensk-sydamerikanske tornado sørge for, at Georg Jensen positioneres som yndlingen hos Europas luksussegment.

Mode er håndværk, og Georg Jensen er superhåndværk. Det er et brand, som er i liga med de helt store fra den gamle tradition som for eksempel Hérmès 

Pleasure.dk har fulgt Fernanda gennem hendes glamourgalop i den glittede, men også benhårde, modeverden og tegner et portræt.

Vi lægger ud backstage på catwalken, som i de seneste par år har været det sted, hvor modejournalister fra hele verden har kunnet opleve den i dag 29-årige Fernanda for fuld udblæsning.


Fernanda tager sig et hvil og en snak med en kollega mellem to shows. Stiletterne beholder hun dog på.

Det er starten af august og Fernada og modebossen Kim Grenaa fra Style Counsel har arbejdet hele sommeren på at stable sæsonens mest spektakulære show på benene. Showet skal finde sted på Langelinie - med Gefion Fontænen som bagtæppe.

Læs også:
Mister Design re- brander København
Her er modedronningens overdådige bekendelser
Solist står stærkt efter alle tiders krise

Surmulende modeller

Under generalprøven rynker modellerne på deres perfekte næser. De synes, at asfaltrampen omkring springvandet er fuldkommen uegnet til catwalk. Den er for skrå, for ujævn og umulig at gå på med stiletter.

Fernanda Palmeiro kender kun én måde at klare de surmulende modeller på: hun viser dem selv, hvordan man gør. Iført sine højeste – og dyreste - Yves St. Laurent stiletter, galoperer Fernanda op, ned og på tværs af rampen i silende regn, mens hun tjekker seatings og goodie bags - og deler paraplyer ud til den forsamlede verdenspresse.


Sidste tjek på goodie bags på front row foretages i galop på høje hæle. Catwalken i dette tilfælde er den skrå asfaltrampe omkring Gefion Springvandet.

Seancen gentages et par timer senere på en nedlagt remise i den modsatte ende af byen, hvor CPH Visions anden af i alt tre shows er i gang. Også her styrtregner det, og også her dirigerer Fernanda showet iført stiletter.

Retro, glam og cutting edge

Da Pleasure.dk møder hende på Café Victor i København, er stiletterne stadig en del af looket – denne gang suppleret med en kort vintage pelsjakke, mens den næsten altid flagrende hårmanke er samlet i nakken på Grace Kelly-facon. Retro, glam og totalt Mad Men-cutting edge.

Et kig på Fernandas CV viser, at hun har læst marketing og kommunikation på Designinstituttet i Barcelona foruden sprog, design, kunst, arkitektur og skrædderkunst på diverse læreinstitutioner i Lund og Malmø, hvor hun er født og stadig bor.

Udover at jeg er blevet totalt hooked på Dronningemandler, spiser rugbrød til frokost og har set fire afsnit af ”Borgen”, så er jeg tydeligvis også begyndt at blande danske ord, når jeg tale svensk 

Man får helt den fornemmelse, at Fernanda Palmeiro har skræddersyet sin uddannelse med henblik på et job inden for mode og design, og på spørgsmål om hvordan hun havnede i Danmark, svarer hun:

»Jeg søgte og fik jobbet som deputy editor på DANSK – Design Counsel's überchikke modemagasin. Bladet udkommer på engelsk, og det passede mig fint, da jeg ikke var helt så god til dansk. Jeg blev en del af et blandet dansk-internationalt team, og det var en perfekt måde at lære dansk på. Jeg behøvede slet ikke at slå op i ordbøger,« smiler Fernanda.


Cutting Edge. Coveret på en af de sidste udgaver af The Vision Magazine, som Fernanda nåede at redigere, inden hun blev European Head of Communication hos Georg Jensen.

Selv om hun to år senere udskiftede DANSK med et pr-job hos CPH Vision, fortsatte Fernanda med at arbejde med mode – også redaktionelt. Først blev hun chefredaktør for messens The Vision Magazine. Senere kom jobbet som moderedaktør for sitet So Long As It Is Black, og til trods for sit nylige jobskifte, er hun stadig tilknyttet sitet.

For meget hype

»Mode ser ud til at være en passion for dig, men det er ikke alt ved modebranchen, du er vild med. Under sidste Fashion Week tordnede du for eksempel her på Borsen.dk mod branchens besættelse af kendisser, rød løber og goodie bags?«

»Jeg gjorde det, fordi jeg synes, at der er for meget hype omkring noget, som i virkeligheden kun udgør en lille del af modeindustrien. Mode er først og fremmest hard work, og det er ærgerligt, at der er kommet så meget rød løber over Fashion Week,« siger Fernanda, og uddyber.

»Udstillerne hos CPH Vision er virksomheder, hvor der arbejdes hårdt, og hvor det ikke er glamour, der står øverst på dagsordenen. Det er en branche præget af benhård konkurrence og slid. Sådan er det også i modelande som Frankrig og Italien, hvor man aldrig vil drømme om at stå og sippe champagne og dele goodie bags ud under modevisningerne. Man viser varerne, og det er ultra glamourøst, mens det foregår, men så er det også afsted til næste show.«


Seating-listen tjekkes en sidste gang - og så er der igen gang i galoppen, inden de sidste goodie bags (ses i baggrunden til højre i billedet) anbringes på pressestolene.

DJ på Skt. Petri

»CPH Vision var en af de messer, der var først med at tage smykkedesignerne under sin vinge. Du vil som Head of Communication for Georg Jensen i Europa fortsat færdes i en verden af luksus og glamour. Hvad er det fra modebranchen, du tager med i dit nye job?«

»Respekten for håndværket. Det er et first. Mode er håndværk, og Georg Jensen er superhåndværk. Det er et brand, som er i liga med de helt store fra den gamle tradition som for eksempel Hérmès,« fortæller Fernanda, som også privat er midt i en forandring.


Backstage: Til venstre er Fernanda gået i clinch med en dummy. Frontrow, til højre. Fernanda iført sine 12 cm høje Yves St. Laurent-stiletter i gang med at tjekke seatings omkring Gefion Springvandet.

Efter fem år i noget, hun selv betegner som en ”næsten husmoragtig” lykke med en svensker, er Fernanda nu et fuldbårent medlem af skaren af Københavnersingler, og har netop fundet en lille lejlighed i byens centrum.

Tiden, hun sparer på at sløjfe pendlerturene over Sundet, agter hun at bruge til sin hobby som DJ sammen med veninden Sofie.

»Vi kalder os The Beauties and The Beat og vi har blandt andet spillet på Skt. Petri, Ocean Club og til pigeaftener hos Top Shop. Men skriv endelig, at det er ”just for fun”, ligesom mit job hos As Long As It Is Black,« lyder det fra pigen, der i statistikkerne figurerer under rubrikken ”Højtuddannede udlændinge”: En af dem, som ikke flygter fra Danmark og skatten.

Ti hurtige til Fernanda

1. »Du har brugt ”patchworkmetoden” og selv sammensat din uddannelse. Er det en metode, du vil anbefale til andre unge?«
- En uddannelse er en investering for livet og også en af de investeringer, som ingen kan tage fra dig. At customize sin uddannelse er blot et alternativ. Bottom line er, at al uddannelse er vigtig og bør have den højeste prioritering.

2. »Har din internationale uddannelse været en fordel eller en ulempe, da du søgte job i Danmark?«
- Det er vel både og. Men jeg tror, at en international tilgang i stigende grad vil være til fordel for arbejdsgiveren.

3. »Du har arbejdet i Spanien, Sverige og Danmark. Er der forskel på den måde, du er blevet behandlet i de forskellige lande?«
- Jeg synes, at jeg er blevet godt modtaget i alle tre lande, og sprogmæssigt har der ikke været problemer, da jeg har både svensk og spansk som modersmål. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville blive modtaget i Danmark, da jeg ikke kunne ret meget dansk, men har man den rette indstilling og lidt charme, går det som regel helt fint. Jeg kan også godt lide, at man i Danmark siger tingene lige ud. Det gør man ikke i Sverige.

4. »Du har i dine hidtidige jobs bevæget dig blandt danske ”glamourati”. Hvad er dit forhold til glamour?«
- Glamour er ikke vigtig for mig, og det er heller ikke en stor del af mit job, selv om det kan virke sådan. Men det er lidt sjovt at blive inviteret til for eksempel galla.

5. »Hvor vigtig er glamour og luksus for en storby som København?«
- Det er vigtigt for brandingen af byen. Glamour og luksus må gerne være storslået og spektakulært, det styrker byens image og gør den til et kosmopolitisk sted. Man må heller ikke glemme, at det er godt for business.


I fint selskab ved uddelingen af Designers Nest-prisen. Fernanda ses her mellem manden bag prisen, CPH Visions stifter Jan Buch Carlsen, og kronprinsesse Mary, som er protektor for Designers Nest.

6. »Har nordboer som os flair for glamour?«
- Sammenlignet med andre synes jeg, at man her i landet har en meget mere underspillet tilgang til glamour – og det mener jeg kun er positivt!

7. »Hvad er din vurdering af dansk modes placering på den internationale scene?«
- Danmarks styrke er, at man her kan skabe mode til alle. Det danske brand af demokratisk design er ganske enestående. Kvalitet og kreativitet er i top og priserne er på et niveau, hvor alle kan være med. Dette i sig selv er unikt. Derimod tror jeg, at der endnu er et stykke vej at gå, før København kan blive en player som modeby på linje med de store som Milano, London og Paris.

8. »Har du en mentor?«
- Min all-time mentor er Rachael Morgan, som var chefredaktør for DANSK. Hun lærte mig alt om at lave blad. Hun var hård men fair, og det er jeg taknemmelig for.

9. »Du skal nu stå for promoveringen af Skandinaviens største luksusbrand, Georg Jensen. Hvad er luksus for dig?«
- Luksus er det, der kan få dig til at føle dig speciel - en af de udvalgte. Luksus er underspillet og diskret. Bruger man luksus til at vise andre, at man er ”speciel”, mister det straks sin værdi.

10. »Har du under dine år i Danmark fået nogle danske vaner – og hvilke?«
- Jamen udover at jeg er blevet totalt hooked på Dronningemandler, spiser rugbrød til frokost og har set fire afsnit af ”Borgen”, så er jeg tydeligvis også begyndt at blande danske ord, når jeg tale svensk. Så der skal nok komme en dansker ud af mig.

Læs også:
Gulddrengen: Ægte luksus skræmmer danskerne
Kølpin - ny Hotel-CEO på Nordkysten
Andrea går All Inn i erhvervslivet

borsen statistik bnt
Se også
- Luksuspige for de mest kræsne københavnere
- Hun bruger en formue for de rige
- Dansk juice-konge med international saft og kraft
Fakta
- Fernanda Palmeiros forældre er af spansk slægt, som kom til Sverige via Uruguay. Hun har familie både i Spanien, Sydamerika og Sverige.

- Har selv sat sin uddannelse sammen, og under størstedelen af den også haft jobs ved siden af både i Barcelona og i Malmø. Fernanda fik som 25-årig sit første job i København hos modebosserne Uffe Burchardt og Kim Grenaa. I 2008 blev hun ansat hos CPH Vision, hvor hun, foruden at tage sig af messernes pr, også redigerede deres blad The Vision Magasin.

- Fernanda færdes scenevant blandt både verdenspressen og kongelige – Kronprinsesse Mary er protektor for CPH Visions unge messe og Designers Nest. En af hendes nære venner er den britiske avis The Sunday Times’ legendariske moderedaktør Collin McDowell. Det er også hendes fortjeneste, at Vogue-redaktører fra hele verden har kunnet rapportere om dansk mode fra CPH Visions front row.

- Den 1. november startede Fernanda i en alder af 29 år, på sit nye job som Georg Jensens Head for Communication for Europa og de skandinaviske lande.
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste DESIGN ARTIKLER


 
 
 

Seneste