Naja Munthe er 42, gift med Henrik, som er direktør i firmaet. De har to børn og bor på Frederiksberg.

12.08.2010 tekst: Jo Remy-Jensen

Solist står stærkt efter alle tiders krise

DesignMunthe plus simonsen. Mere behøver man ikke at sige, før billederne af en stil, der er helt sin egen, toner frem. I dag føres brandet videre af kun den ene af de to stiftere.

Naja Munthe gik solo samtidig med, at krisen satte ind, og står i dag med overskud på bundlinjen og en af dansk modes stærkeste brands på hånden. På torsdag sender hun sin tredje solokollektion på catwalken. Pleasure.dk har smugkigget og aner en af ugens vindere.

Jeg ved altid præcis, hvad jeg vil have, inden jeg går i gang  

Det globale modemiks, som i dag er en uopslidelig trend, var endnu i sin vorden, da de to danske designere, Karen Simonsen og Naja Munthe i 1994 bragede igennem med deres eksotiske muntheplussimonsen brand.

Læs også
Bikini-pigen 2010 - Vild men tækkelig
Glamourøs blondine med forretningssans
Danske kvinders yndling gæster modeugen

Global village-miks


Selv om moden i de mellemliggende år har budt på strømninger, der spænder fra disciplineret minimalisme til ultra-skulpturelle postjapanske eksperimenter, er muntheplussimonsens livsglade, danskfødte ”global village”-look stadig lige så frisk og efterspurgt.

Men hvor kom den fra, stilen, som Naja Munthe nu fører videre solo – og med stor succes? Pleasure.dk mødte designeren til et eksklusivt preview en lille uge før hendes tredje soloshow.


Årgang 2010. Luksushippien lever stadig

Muntheplussimonsen har til huse i caféernes og butikkernes ultimative mekka i Grønnegadekvarteret i Københavns centrum. Faktisk var "Munthe", som brandet kaldes i modekredse, med til at grundlægge ”smørhullet” da de slog sig ned i Grønnegade og åbnede deres konceptbutik.

Det er her, i hovedkvarteret på tredje sal, som også rummer hendes atelier, designeren tager imod. Glad, smilende og afslappet og helt uden de ”kunstnernerver”, som modeskabere plejer at blive plaget af i dagene inden et show.

”Jeg er jo en af veteranerne. Har man været i branchen i så mange år, er nerver ikke noget, man giver sig af med,” smiler Naja, mens hun skænker køligt vand fra en designerkarafel.


"De kan ikke slå os ihjel - for det klarer vi selv". Dengang i 2006 måtte den dynamiske duo sande, at rod i økonomien er enhver designers værste fjende

Old School designer

En af gåderne bag Munthe-stilen er modsætningen mellem den ultranordiske designer og den østerlandsk- og afrikanskinspirerede stil, som kollektionerne altid har mere, end en snært af.

”Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er skandinav, lige så lidt som jeg kan løbe fra, at jeg føler mig tiltrukket og inspireret af andre kulturer. Jeg tænker ikke på mig selv, men på forbrugeren, når jeg tegner mine kollektioner. Men det, der kommer på blokken og senere på bøjlerne, er mig. Det er den måde, jeg er menneske på, og den måde jeg ser og oplever verden på,” fortæller Naja.

Jeg tænker i virkeligheden som en arkitekt eller en kunstner 

Vi står foran hendes storyboards, store plancher dækket med tegninger, fotos og stofprøver. Det er designerens svar på en kladde. Naja er en af de ”old school” designere, der lige som f.eks. Yves St. Laurent, altid starter en kollektion fra scratch. Det er hende, der bestemmer strukturen i stofferne, som laves på bestilling i Østen eller i Italien. Og det er hende, der kreerer farverne.

”Jeg tænker i virkeligheden som en arkitekt eller en kunstner. Det hele er en helhed fra starten. Farve, stof, silhuet, alt er på plads inde i mit hoved. Jeg ved altid præcis, hvad jeg vil have, inden jeg går i gang,” forklarer Naja.


Naja Munthes nye kollektion er et miks af nordisk afklarethed tilsat et eksotisk touch i form af glimmer og stoffer med mønstre som orientalske mosaikker.

Helligdommen

Vi er nået ind til det helligste af alle designeres steder, kollektionsrummet. Her hænger de så, kjolerne, jakkerne, toppene og bukserne, som kvinder i næste sommer vil gå i Europa, Mellemøsten og resten af kloden. Det meste af det i feminin silke, men også i bomuld og uld, lækkert og sensuelt og med et så sikkert snit, at man ikke kan undgå at tænke på den skrædderkunst, som er grunden i al stor couture.

”Jeg bruger udelukkende naturmaterialer og selv om jeg i hver kollektion har en grundsilhuet, elsker jeg at variere elementerne. Mine forbrugere er ikke voksmannequiner, men rigtige kvinder. De kan være helt unge og så er det super med et par skinny jeans og en stumpet silketop. Men de kan også være som mig. De har født børn og de ved, at det ikke er alt, der skal vises frem,” fortæller Naja, som torsdag d. 12. august sender sin hidtil mest nordiske kollektion på catwalken.

Jeg er vokset op i Viborg. Det var et af de dér ultraøkologiske samfund 

”Ja, jeg er både til pailletter, frynser og glimmer - og til svensk olmerdug,” smiler hun, mens hun plukker en skinny buks med smalle blå-hvide striber ned fra bøjlen. Mælkedrenge-striber kaldte man mønsteret, da det først kom på mode i de mikro-makro romantiske 1970'erne.

”Gjorde man det? Det vidste jeg ikke. Jeg er vokset op i Viborg. Det var et af de dér ultraøkologiske samfund, hvor alt var hjemmelavet og hundrede procent ren natur, ” fortæller Naja, som dog ikke kun har Amish-nøjsomhed med i barndomsbagagen.


Et par designs fra torsdagens show

”Min far er kunstner og jeg tænker tit på, at det kunne jeg også have blevet. Kunstner – eller arkitekt. Jeg elsker at tegne huse og indrette,” siger hun og stråler som en sol, da hun får at vide, at den reportage fra hendes og hendes mand, Henriks hus i Nordsjælland, som Pleasure.dk bragte i juli, stadig topper listen som den mest læste.

borsen statistik bnt
Arkitekt/designer
Naja Munthe
Se også
- Her er modedronningens overdådige bekendelser
- Feteret millionær med globalt kvindetække
- Mode 2010: Det grimme årti er tilbage
Fakta
Muntheplussimonsens nye kollektion vil blive vist på et udendørs show torsdag, d. 12. august i Grønnegade, som forvandles til catwalk til lejligheden.

Mere om brandet på www.munt- heplussimonsen.com
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste DESIGN ARTIKLER


 
 
 

Seneste