DesignChristian Dior, Prada, Rolex, Vitra. De store luksusbrands har for længst indset værdien i at kunne bryste sig med bygninger tegnet af den japanske arkitektduo SANAA. De to finurlige fortolkere af samspillet med bygninger og byrum udstiller udvalgte værker hos Dansk Arkitektur Center (DAC) i København. Et af projekterne, Rolex Learning Center i Lausanne er sommerens ”must see”.

Læs også:

A-huset: Fra Industri til Businessdrøm
VIP-arkitekter skaber bolig til design-giganter
Her er opturens ti bedste byggerier

For Pleasure.dk er SANAA ikke et helt ukendt navn. De to japanske arkitekter, Kazuyo Sejima og Ryue Nishizawa, er nemlig mestrene bag de mageløse runde fabriksbygninger, som vi omtalte i forbindelse med artiklen om designgiganternes nye ”hjem”, Vitra House.

Kazuyo Sejima og Ryue Nishizawa grundlagde SANAA i 1995. Sideløbende med fællesprojekterne, driver de to arkitekter hver sin tegnestue i Tokyo. Deres fælles projekter er nogle af vor tids hotteste og duoen fik fornylig tildelt arkitekturens svar å Nobel prisen, Pritzker prisen.

For nylig fik den japanske duo den højeste udmærkelse, Pritzker prisen, som populært går under navnet arkitekturens Nobelpris. Dette fejres af Dansk Arkitektur Center (DAC) med en smuk udstilling af nogle af duoens vigtigste værker.

"SANAA bygger huse med sjæl – og den er ærkejapansk og total zen" 

Der findes få bygninger, der ender som øjeblikkelige referencepunkter. Et af de mest kendte er Jørn Utzons opera i Sydney. Jørn Utzon og DR's koncerthus' arkitekt, franskmanden Jean Nouvel, er i øvrig to tidligere modtagere af Pritzker-prisen.

To af den japanske duos værker, New Museum of Contemporary Art i New York , som blev indviet for tre år siden, og det spritnye Rolex-center i Lausanne, er de seneste i rækken af disse referencepunkter.

Som nat og dag

Et udsnit fra det 167 m. lang bygning viser strukturens næsten totale gennemsigtighed.

Begge bygninger kan – i modelform og fotos – ses på udstillingen, og leder man efter en overraskelse i japanernes måde at anskue arkitektur på, er det disse to bygninger, man skal koncentrere sig om.

De to bygninger, den lodrette og den vandrette, er i deres koncept som nat og dag og det er netop her, i spændingsfeltet mellem de to yderligheder, man også finder SANAA-duoets styrke.

Den ene bygning, museet, er en vertikal og kantet stabel af kasser midt i New York. Den anden er en et etage høj organisk bølge, som bugter sig gennem et typisk schweizisk landskab med bjerge og vinmarker.

Zen spøgelse
Kigger man nærmere på bygningerne, er det ikke svært at se, hvorfor de, trods den enorme form-forskel, alligevel er i slægt med hinanden. SANAA bygger huse med sjæl – og den er ærkejapansk og total zen.

Rolex Centers særegenhed fornemmes allerede mens man nærmer sig bygningen.

Zen handler om enkelthed og Sejiwas og Nishisawas bygninger er gennemført enkle – og altid hvide, uanset materialerne. Dette, parret sammen med duoens måde at rykke rundt på bygningernes volumen, skaber, lige som under en meditation, en illusion om bevægelse.

Det er derfor ikke helt langt ude, når museet i New York bliver sammenlignet med et spøgelse, som rejser sig fra rækken af huse på Manhattans Lower East Side.

Sammenligningen skyldes formentlig dels konstruktionen af enorme kasser, som er stablet forskudt for hinanden, og derfor virker, som om de bevæger sig. Og dels bygningens ”betræk” af perforeret, hvidt aluminium, der i sit samspil med lyset får overfladen til at vibrere.

Som at gå inde i en bølge
Kun nogle få skridt skiller ”spøgelset” fra den store model af Rolex Learning Center, og også her er det første indtryk en zen-agtig ro i hvide omgivelser. Dog er det nu en bølge, og ikke en stabel kasser, man skal forestille sig, at man træder ind i.

Centret er en etage-bygning, hvis' gulv og loft holdes sammen af usynlige glaspaneler. Indenfor rejser det 167x122 meter store gulv som en bølge. Visse steder stiger ”bølgen” til noget, der ville svare til en hel etages højde, andre steder ligner gulvrejsningen nærmest krusninger.

Ved at lade etagerne fremstå som forskudte kasser har SANAA-arkitekterne  gjort New Museum of Contemporary Art til et både råt og raffinret stykke arkitektur, der vækker opsigt.

Af og til dukker der cirkulære atriumspladser op, hvorfra man kan nyde luften og himlen, inden man påny dykker ind i ”bølgen”.

Den grå gulvtæppe, det hvide akustiske loft, de spinkle stopler og facaden af glasfiligran, som er nogle af de elementer, der definerer bygningen, er med til at skabe den naturlige stilhed, som er et af stadierne i zenmeditation.

Man skal bukke sig ned for at at få et kig inde i modellen af ”bølgen”. Når man igen har rejst sig op, er det første, blikket møder, en gruppe kridtvide stole med kaninører. Rabbit Chair kalder SANAA stolen, som er designet og fremstillet efter samme principper som Arne Jacobsens Myre.

Rolex Center ligger midt i Ecole Polytéchnique Fedérale's campus i Lausanne og er et spektakulært syn også om natten.

Rabbit Chair, samt en model af et beboelseshus fyldt med blomster og planter og indrettet med et minumum af møbler, udgør udstillingens ”bløde” ende. Et nærmere kig på beboelseshuset anbefales især for dem, der går i ”grønne” tanker.

Ikke alle SANAAs værker er repræsenteret på udstillingen. Eksempelvis spejder man forgæves efter de chikke Dior og Prada bygninger.

Til gengæld bugner boghandelen af et imponerende udvalg af store, lækre bøger om de to arkitekters værker helt tilbage fra 1995, da SANAA blev grundlagt, til i år, hvor duoen, udover Pritzker prisen og indvielsen af Vitra og Rolex-bygningerne, også markerer sig stærkt på Den Internationale Arkitekturbiennale, som finder sted i Venedig senere på sommeren.

Her er Kazuyo Sejima som den første kvinde nogensinde – blevet udnævnt til det præstigefulde hverv som hovedkurator.

Læs også:

Danske arkitekter bag nyt svensk palads
Døm selv: De danske arkitekters superdomstol
Arvtagere for Arne Jacobsen